
Borgermøde om budget 2027
Kom til møde den 27. august og tag en snak med borgmester og byråd om, hvad du synes er vigtigst, når de skal prioritere næste års budget.
Hvad ville du skrue op og ned for, hvis du skulle lægge Viborg Kommunes budget?
Kom og del dine tanker med medlemmerne af Viborg Byråd, som inviterer alle interesserede til borgermøde om budget 2027:
Torsdag den 27. august 2026, kl. 17.00-19.00 i BDO Lounge, Tingvej 7, 8800 Viborg
Program
Kl. 17.00 Ankomst / Kaffe, te og frugt
Kl. 17.10 Velkomst ved borgmester Katrine Fusager Rohde
Kl. 17.25 Kort introduktion til budget og økonomiske rammer
Kl. 17.40 Dialog ved bordene om ønsker og prioriteringer
Kl. 18.40 Fælles opsamling
Kl. 19.00 Tak for i aften / Tag sandwich og vand med hjem
Vil du vide mere
Hvis du gerne vil vide mere om baggrunden for budgettet, kan du fra fredag den 21. august finde link til foreløbige budgetmaterialer til Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde den 26. august.
Budgettet handler om vores fælles hverdag. Derfor er dine input vigtige for os.
Vi glæder os til at se dig
Efter borgermødet
Hvad er vigtigst?
I perioden 27. august til 2. september, får du mulighed for at sende dine idéer og forslag til spørgsmålet:
- Hvad er det vigtigste for dig, at byrådet tager med til budgetforhandlingerne for næste år?
OBS! Link til den side, hvor du skal taste dine svar bliver indsat her.
Hvad sker der med mine idéer og forslag?
Medlemmerne af Viborg Byråd tager dine tanker, idéer og forslag med videre i deres arbejde med næste års budget. Kun svar, der er indtastet senest den 2. september bliver taget med videre.
Når byrådets partier har indgået forlig om næste års budget, vil det blive meldt ud her på viborg.dk og til de lokale medier.