Knud Steffen Nielsen

”Intarsia. Et forhalingspapir, udkommer på Edition Afterhand, for-året, 2006

Overtaci, gamle knægt. Skal vi overstå den med
den afskårne først. Det var din skæbne. Sådan sublimerer
man uden brug af syfilis eller ordinære fobier. Så er den
med barberkniven ligesom på plads. Bare ikke på sin plads.

Du har garanteret også haft et reb i toilettasken og en

stålbørste til at løsne tandkødet med.

Det kunne da ikke
ende værre, end det begyndte. Men som du gjorde billeder
af alt, der ikke var, men dét kom så. Man må

rydde jorden for at få skidtet til at gro, men det var nu lidt vel

drastisk, når man kan få dukker, der kan sættes nåle i og dit

eget foto, hvis det var det. Det kunne være klistret på. Skulle

det ikke have været en overvejelse værd. Men nu spiller

musikken ikke rigtig mere. Good old chap.

30
***
Om ikke jeg var til på den måde, var jeg til på en anden, nu vi er ankommet og taler frit fra leve-ren, så er det jo faktisk på den måde, ligesom en rigtig eksistens med

den fortælling om drengen, der kommer til fremtiden, og De kender resten; han vælger den ene, og det var den anden, der kunne have ført til alt, altså lottokuponen i vaskemaskinen om igen. Men hvorfor lader man sig føre så vidt. De stod der begge personer og talte om løst og fast. Den første var mest livagtig, fordi han var så ubeskyttet både mod regnen og mod den slags pine, der godt kan være, men som aldrig ville have stillet spørgsmål om den ægte og uindskrænkede træskhed eksem-pelvis. Det kunne være kemisk betinget, disse tanker, der nødvendigvis kom-mer, når man har passeret og ikke kan se andet. For det var jo ikke muligheder nu. Der er aldrig to muligheder, sagde han. Som om han netop havde passeret en drage. Det er ikke røg, men sky-er af forskellig vejrtype. Og det siger jeg kun, fordi udviklingen har flyttet ham væk fra øerne, og han ikke rigtig er afhængig af vejrliget mere. Han skal ikke køre kornet hjem. Han har ikke husmodersorgen længere. Han har opsagt forsikringen mod slangebid. Statistikken er med ham. Jeg prøver at udpege de risikable momenter for ham, men det har ingen interesse. Så kæfter han lidt op, om at øllet har for meget skum. Det er som det skal være. Det er ikke så afsindigt spæn-dende længere. Vi spiller så lige om en fad mere.

Digt 1:
Jeg er skæbne. Jeg er issyl. Jeg har det godt.

Jeg skriver min dagbog, og jeg snyder ikke

ret meget. For sproget arbejder på mine vegne.

Har jeg ikke retten til det? Mit system er blenderens.

I går var jeg økse. I dag er jeg ikke mig selv.

Nu er jeg på anden hånd. Og nu

er jeg min egen

læge. Og nu hans patient.

Han siger, der er lægedom og hjælp på vej.

Det er, hvad der skal siges. Han modulerer

en blomstrende have med stemmen.

Og drysser

rosenblade ud over den elskede.

Hun siger.

Du er det bedste, der er sket. Han ved ikke,

hvad han snart skal tro. Han hælder mest til, at det er rigtigt.

Ja, han optræder fuldstændigt sikker på sig selv.

Han siger: Sådan!

Han skriver en guide for folk, der er usikre på sig selv.

Han kalder ikke de andre for stakler.

Under læsningen bliver han mere og mere sikker.

Og henvender sig direkte til alle.




Morti

Vi ville snakke om det.

Lige en telefonopringning, så var vi

klar til det, men

det var en anden telefon, der ringede.

Jeg kunne godt genkende

stemmen, som var stilfærdig

og alligevel oprevet.

Du ville ikke skrive eller ringe mere. Det var

en anden slags skrift, der tog over.

Digtet, du havde sendt to uger i forvejen, begyndte:

"Du var i evigheden hos mig før jeg sov

en sommerdag, den tjeneste jeg ikke

ville gøre/greb du ved at tage sækken/ med korn

og udvandre…."

Det var skrevet færdigt,

sagde du, som var det dig selv,

der ringede.

(fra www.litteratursiden.dk, et digt skrevet i forbindelse med Morti Vizkis død).

---