Denne side er udskrevet fra viborg.dk

Et mix af fællesskab

Af Kirstine Bach Storgaard

Stor geografisk spredning er ingen hindring, når det gælder fællesskabsfølelsen blandt klubberne i Viborg Kommune – den lever i bedste velgående.

Det er en stor udfordring, når man i en stor kommune skal samle mange klubber og skal snakke samme sprog overfor de unge. Siden kommunesammenlægningen i 2007 er der blandt andet etableret nye klubber i Skals, Møldrup, Klejtrup og Rødding. Under navnet Klubmix har klubberne taget den udfordring op og aktiviteter spirer på kryds og tværs. Ved flere og flere arrangementer samles klubberne på skift i hinandens områder.

Dynamisk klubmiljø
Nutidens børn og unge har et hav af muligheder og stiller hele tiden krav om, at der skal ske noget.
I klubberne forsøger man at skabe et udfordrende og dynamisk miljø, og med fantasien som medspiller er der hele tiden nye tiltag og aktiviteter i støbeskeen.
- Vi har engagerede folk ude i klubberne, og de er rigtigt gode til at byde ind med nye ideer. Vi mødes jævnligt og deler alle vores ideer på kryds og tværs, så vi er alle sammen med til at skabe et godt klubmiljø for alle børn og unge i hele kommunen, forklarer den ene af i alt to områdeledere Caj Stroland.

Fælles fodslaw
Den anden af de to områdeledere Susanne B. Nielsen fortæller om Klubmix:
- Med navnet Klubmix, har vi skabt en fælles platform for klubberne. Navnet skaber genkendelse og sammenhold. De enkelte klubber fortsætter med fx deres årlige teaterfestival eller rollespil, men under navnet Klubmix.
Det hidtil største arrangement på tværs af klubberne er Sommer over søen, hvor alle kommunens klubber har fundet fælles fodslaw. De præsenterer i skolernes sommerferie en uge fyldt med aktiviteter. I år foregår begivenheden på Gymnastik og Idrætshøjskolen i Viborg, men ideen er, at eventen kan flyttes rundt i kommunen fra år til år.

Ved infoteltet Sommer Over Søen
Med base i informationsteltet Ved Sommer over søen står klubberne - præcist som i det daglige - sammen om, at sørge for at alle får gode oplevelser.

Sommer over søen
Startskuddet til eventen gik i efteråret, hvor en flok elever fra Nørgaards Højskole i Bjerringbro havde én go’ ide til, hvordan man kunne samle børn og unge. Områdelederne har sammen med personale fra klubberne arbejdet med projektet hele vinteren.

- Det bliver en uge med fuld damp på. Der er 29 aktiviteter, som børn og unge i alle Viborg Kommunes 4. – 7. klasser har mulighed for at deltage i. Vi har noget for alle, bl.a. adventureræs, kajakpolo og wellness. Børnene vil gerne spille computer, så der er også mulighed for at spille Nintendo Wii – ingen kommer til at sidde stille, fortæller områdeleder Caj Stroland. Klubberne har i det hele taget fokuseret meget på aktiviteter i bevægelse og sundhed, så i salgsboderne er det eneste usunde is.

De unges platform
I hverdagen skal klubberne være hvor de unge er, og de unge er online. SMS-beskeder, som hele tiden holder dem opdateret om aktiviteter i deres klub, er en fast del af hverdagen. Ligesom også Internettet er en aktiv kommunikationsplatform for klubberne.

- De fleste klubber har oprettet en gruppe på Facebook, og vi gør det også oftest til de større events – som for eksempel Sommer over søen, hvor alle klubberne er samlet, fortæller områdeleder Susanne B. Nielsen.

For yderligere information: Susanne B. Nielsen, tlf.: 53 38 74 14

Børn og Unge
30.06.2010 (Lagt på nettet 09:00)
Abonnér på: "Børn og Unge" og få en nyhedsmail, når der sker nyt.
E-mail Tilmeld knap  Afmeld knap
Læs mere om nyhedsmailen