| ForfatterNet Viborg - Viborg Centralbibliotek - Forfatternet DK - Indholdsfortegnelse |
| Nedenstående novelle er skrevet til Forfatternet af Lise Lyng Falkenberg, den 17. august 2001. Bigal's Nasty Café Han blev blændet af lyset, der strømmede fra ruderne ind i nattemørket. Over døren hang et skilt med Bigal's Nasty Café blinkende i lyserødt neon. Han havde egentlig ikke tænkt sig at betræde stedet, men pludselig stod han alligevel i caféen, draget af lyset, støjen, menneskerne. Der var mange mennesker. De sad ved baren eller i små aflukker ud mod vinduerne. Overfor indgangsdøren var en bardisk, der løb hele vejen fra væg til væg, og til højre i lokalet stod der spilleautomater, fortrinsvis enarmede tyveknægte og flippermaskiner, og så en gammel jukebox, der stønnede en forvrænget udgave af What a wonderful world. Han vidste ikke, hvor han kom fra, eller hvordan han var kommet her, og nu hvor han var her, vidste han heller ikke, hvad han skulle. Måske skulle han købe noget at drikke. Han var faktisk tørstig. Han klappede sig på bukserne i håbet om at finde lidt småpenge i lommerne, men hans bukser havde ingen lommer. Han så sig fortabt rundt i lokalet og skulle lige til at dreje om på hælen og forlade caféen, da en gammel mand stak et rundt, skaldet hoved op over skillevæggen til det nærmeste aflukke. - Nå, sønneke, grinte han jovialt, - Glemt pengene? - Jaeh... Han så tøvende på manden, der blinkede til ham med det ene af sine små, plirrende griseøjne. - Det ska' du sgu ikke være ked a', fortsatte manden, - Kom her, så spenderer jeg en - Milkshake, afbrød en kvindestemme. Den gamle vinkede ham hen til aflukket, og han kunne nu se, at manden ikke var alene. Han sad sammen med en ligeså gammel kone med grånende permanentet hår, slidte røde hænder og et mildt blik i de varme, lyseblå øjne. - Sæt dig ned, min dreng, sagde hun, - Så henter Fatter en milkshake til dig. Han gjorde, som der blev sagt, og den gamle Fatter kantede sig ud af aflukket, og efter et svinkeærinde forbi de enarmede tyveknægte gik han op i baren, hvor han bestilte en stor milkshake hos en tjener. Der var mange tjenere i baren. De var af begge køn, klædt ens i hvide skjorter og sorte jakkesæt, og lyset, der faldt på dem gennem de ophængte spiritusflaskers farvede indhold over bardisken, syntes at forlene dem med grumsede glorier. Fatter kom tilbage med milkshaken, - Værs'go', sønnike, drik! Han drak. Fatter og den gamle kone, som lød navnet Mutter, talte gemytligt og drillende til hinanden, medens han fortærede milkshaken. Af og til smilte Mutter mildt til ham og spurgte, om det smagte ham. Han svarede bekræftende. De var hyggelige, de to gamle, men han følte, at han ikke hørte til. Han var ikke som dem. Han var... Oppe i baren sad der nogle fyre på hans egen alder. De så ud til at have det sjovt. De lo og drak colaer og skød med papirskugler, som de fremstillede af servietter fra de metalliske servietholdere, der stod plantet hist og her på baren, som udenjordiske vækster. Han havde lyst til at gå op til fyrene, men hans samvittighed sagde ham, at han skulle blive, for Fatter og Mutter var venlige mod ham og havde givet ham milkshake og selskab. - Er der noget galt, min dreng?, spurgte Mutter bekymret. - Næh... - Du ved da, at du kan fortælle mig alt! - Jaeh.... - Hva' er der, sønneke?, spurgte nu også Fatter. - Jeg...jeg skal...jeg SKAL! Mutter klappede ham på hånden, - Ved siden af spilleautomaterne, sagde hun, - Døren med H'et på. Han rejste sig op, men inden han kunne nå at forlade de to gamle, greb Fatter hans hånd, - Hvis kummen er stoppet derude, ka' du bare pisse i håndvasken. - Fatter! Mutter så indigneret på den gamle mand, men Fatter lo bare. Han gik forbi bardisken med de coladrikkende fyre. Ingen ænsede ham undtaget én, en lyshåret fyr med fregner. Han så op på ham og smilte, idet han passerede på vej mod toilettet. Derude var kummen naturligvis stoppet, og han tog Fatters råd samtidig med, at han besluttede ikke at sige det til Mutter. På vej tilbage smilte den fregnede igen til ham, og han sukkede dybt, da han lod sig dumpe ned i aflukket ved Mutter og Fatter, som i hans fravær havde hentet endnu en milkshake. Han drak den i tavshed, svarede kun modstræbende med enstavelsesord, når de gamle rettede et direkte spørgsmål til ham. - Hva' er der, sønneke?, spurgte Fatter atter. - Er du ikke rigtigt glad?, istemte Mutter. - Nja, jeg... Men Fatter havde fulgt hans blik, og han braldrede op i en jovial latter, - Nej, sæ'fø'li' er han ikke glad! Han blinkede til den gamle kone, - Han gider sgu da ikke sidde hos os to gamle nikkeho'der. Han ska' ud blandt ungdommen, ikke sandt? - Men... Mutter ville gøre indsigelser, men da hun så hans længselsfulde øjne rettet mod baren, gav hun sig, - Jamen, så løb dog af sted med dig, min dreng. - Nej, jeg... Hans indvendig skyldtes ikke længere samvittighed, men pengemangel. - Hva'?, spurgte Fatter, men han så blot ned i bordet. Mutter tog hans hånd. Hun trykkede en pengeseddel ind i den, uden Fatter så det. - Løb så, gentog hun, og han kyssede hende på panden og var væk. Han havde det sjovt i baren. Han sad ved siden af den fregnede og drak cola ligesom de andre. For de penge, som Mutter havde givet ham, kunne han købe mindst fire colaer. Han drak lidt ad gangen for at trække tiden længst muligt. Den fregnede lagde penge i jukeboxen og spillede en hæs version af All the young dudes, og han fulgtes med ham ud på toilettet, hvor de skrev sjofle ord på væggene med en speedmarker, som den fregnede havde med sig. Tilbage ved baren var de andre begyndt at drikke øl, og for sine colapenge købte han også én. Da han først smagte den, undrede han sig over, hvorfor han ikke havde købt sådan en fra starten, for det var jo sådan en, han ville have haft. Øl var dyrere end cola, så pengene forsvandt hurtigt, men det gjorde ikke noget. Den fregnede viste ham, at med lidt tålmodighed kunne man vinde penge ved at spille på de enarmede tyveknægte, og de penge kunne man bruge i baren. På én af sine ture til spilleautomaterne kom han til at stå ved siden af en pige, der spillede på flippermaskine. Pige var måske en underdrivelse. Hun var mere en kvinde. Hun havde former, mørkt hår og lange, slanke ben, der stak ud af en gul sommerkjole. Hun smilte til ham, og han bød hende på et glas vin. Han vidste ikke, hvad vin var, men det lød rigtigt, og hun slog blikket ned, men sagde ja, idet jukeboxen vrælede en rusten Love me tender. De fik vin i baren, og det smagte mere som cola end som øl, men man blev mere euforisk af det end af de to andre drikke til sammen. Eller også var det kvinden, han blev euforisk af. De kunne tale sammen om alt. Han fortalte hende om Fatter og Mutter og den fregnede fyr og de enarmede tyveknægte, men han undlod at fortælle om de sjofle ord på toilettet. Hun til gengæld fortalte om flippermaskinen og om en lille gammel dame, som sad bagest i lokalet helt alene i et aflukke, og som hun vinkede til. De drak mere vin, og de fulgtes med jævne mellemrum hen til spilleautomaterne for at skaffe flere penge. På en sådan tur puttede hun en af hans surt tjente mønter i jukeboxen og trykkede på Børn og voksne i kærlig krans. Det undrede ham, for melodien var så anderledes end de andre, han havde hørt, og den forekom ham fremmedartet og uden sammenligningsgrundlag. - Hvorfor gjorde du det?, ville han vide. Kvinden trak på skuldrene, - Fordi jeg havde lyst. Da de kom tilbage til deres pladser ved baren, stod der to små unger. - Gi'r I en milkshake?, spurgte den ældste, der var en dreng, og den yngste, en pige, fniste. Han skulle lige til at sige nej, da kvinde svarede, - Ja, selvfølgelig. Han måtte betale med flere af sine mønter, for at børnene kunne få noget at drikke, og drengen tog ydermere hans plads, medens kvinden placerede den lille pige på sit skød. Kvinden smilte stadig til ham, men hun var ikke længere nærværende, talte kun med børnene og om, at de burde flytte fra baren til et aflukke, og hun ville heller ikke drikke vin mere, kun kaffe. Hans ture til de enarmede tyveknægte blev hyppigere. Engang hvor han kom tilbage fra spilleautomaterne, var kvinden væk. Børnene kunne han se sidde nede i den anden ende af baren sammen med nogle andre børn. De vinkede til ham, da de fik øje på ham, men gjorde ikke mine til at komme tilbage. Kvinden var intet steds at se, og også Fatter og Mutter var væk fra deres aflukke. Jukeboxen croonede My way i baggrunden, og han kiggede efter fyrene i baren. De fleste sad nu i aflukker, enten alene eller sammen med kvinder eller andre mænd. Et par stykker sad stadig i baren, men den fregnede var væk. Han kunne ikke øjne ham noget steds. Han følte sig ensom. Træt. Han så gennem ruden, hvor det lyserøde Bigal's Nasty Café oplyste mørket i sine neonblink. - Hvem fanden er Bigal?, spurgte han pludselig sig selv, - Hvor er han? Hvem fanden tror han, at han er? Og han forlod caféen og gik tilbage ind i mørket, medens jukeboxen udspyede en skæv, næsten spottende og ganske malplaceret udgave af Almagts Gud, velsignet vær! |