You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Tillægsreferat

onsdag den 9. december 2020 kl. 12:00

Mødested M.5/rådhuset
Udvalg Økonomi- og Erhvervsudvalget
Mødedeltagere Åse Kubel Høeg, Claus Clausen, Eva Pinnerup, Kai O. Andersen, Niels Dueholm, Per Møller Jensen, Peter Juhl, Torsten Nielsen, Ulrik Wilbek
Fraværende Ingen
Bemærkninger

Sagsid.: 20/43067
Resume
Sagen vedrører byrådets stillingtagen til udviklingsstrategi for Domkirkekvarteret i Viborg, som
i løbet af de kommende år skal udvikles til en helt ny type oplevelsesdestination. I sagen redegøres for projektets status og sigtelinjer for det videre arbejde, på baggrund af forligs parternes bestilling i budgetforliget 2021-2024.
Nedenstående behandles i Kultur- og Fritidsudvalget og i Teknisk Udvalg den 7. december 2020 med enslydende tekst.
Indstilling
Indstillingen fra henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Teknisk Udvalg vil forelægge på Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde.
 
Af indstillingen til udvalgene fremgår, at direktøren for Teknik og Miljø og direktøren for Kultur og Udvikling foreslår, at henholdsvis Teknisk Udvalg og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Økonomi- og Erhvervsudvalget:
 
1. at den overordnede udviklingsstrategi for Domkirkekvarteret i Viborg godkendes,
 
2. at der som udgangspunkt etableres velkomstcenter i stueplan i Det Gl. Rådhus, med henblik på at kunne betjene publikum allerede fra åbning af Nyt Viborg Museum i den tidligere Vestre-Landsret bygning,
 
3. at 1. og 2. sal i Det Gl. Rådhus disponeres til fremtidig brug for Skovgaard Museet,
 
4. at forslag om etablering af interim bestyrelse og tværgående udviklingsenhed beskrives nærmere, herunder driftsøkonomisk, med henblik på efterfølgende realisering,
 
5. at tidligere beslutning om rammeplan for byrum og pladser i Domkirkekvarteret, etablering af Nyt Viborg Museum i den tidligere Vestre Landsret-bygning og etablering af nyt P-hus, -fortsat indgår i den samlede plan for omdannelse og revitalisering af Domkirkekvarteret,
 
6. at Viborg Kommune på baggrund af ovennævnte tilsagn og beslutninger genoptager dialog med fonde med henblik på udarbejdelse af forslag til konkret realisering, herunder finansiering,
 
7. at sagen på ovennævnte baggrund fremsendes med henblik på videre udvikling og implementering til både Viborg Stift og Menighedsrådet ved Viborg Domkirke, samt præsenteres og debatteres på et åbent borgermøde,
 
8. at sagen indgår i Byrådets budgetforhandlinger for budget 2022-2025 på baggrund af forventet klarhed omkring nødvendige hensigtserklæringer fra eksterne fondes deltagelse i realiseringen af planerne for Domkirkekvarteret, samt samlet anlægs- og driftsøkonomi.
Beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 09-12-2020
Teknisk Udvalg og Kultur- og Fritidsudvalget har i deres møder den 7. december indstillet til Økonomi- og Erhvervsudvalget:
 
1. at den overordnede udviklingsstrategi for Domkirkekvarteret i Viborg godkendes,
 
2. at der som udgangspunkt etableres velkomstcenter i stueplan i Det Gl. Rådhus, med henblik på at kunne betjene publikum allerede fra åbning af Nyt Viborg Museum i den tidligere Vestre-Landsret bygning,
 
3. at 1. og 2. sal i Det Gl. Rådhus disponeres til fremtidig brug for Skovgaard Museet,
 
4. at forslag om etablering af interim bestyrelse og tværgående udviklingsenhed beskrives nærmere, herunder driftsøkonomisk, med henblik på efterfølgende realisering,
 
5. at tidligere beslutning om rammeplan for byrum og pladser i Domkirkekvarteret, etablering af Nyt Viborg Museum i den tidligere Vestre Landsret-bygning og etablering af nyt P-hus, -fortsat indgår i den samlede plan for omdannelse og revitalisering af Domkirkekvarteret,
 
6. at Viborg Kommune på baggrund af ovennævnte tilsagn og beslutninger genoptager dialog med fonde med henblik på udarbejdelse af forslag til konkret realisering, herunder finansiering,
 
7. at sagen på ovennævnte baggrund fremsendes med henblik på videre udvikling og implementering til både Viborg Stift og Menighedsrådet ved Viborg Domkirke, samt præsenteres og debatteres på et åbent borgermøde,
 
8. at sagen indgår i Byrådets budgetforhandlinger for budget 2022-2025 på baggrund af forventet klarhed omkring nødvendige hensigtserklæringer fra eksterne fondes deltagelse i realiseringen af planerne for Domkirkekvarteret, samt samlet anlægs- og driftsøkonomi.
 
 
Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller til byrådet:
 
1. at indstillingerne fra Teknisk Udvalg og fra Kultur- og Fritidsudvalget godkendes.
Sagsfremstilling

Historik

Siden 2015 er der arbejdet med at udvikle Domkirkekvarteret i Viborg til en ny samlet attraktion og et revitaliseret kvarter, der vil kunne tiltrække 250.000 gæster årligt og skabe oplevelsesmuligheder for hele kommunens borgere. Siden er der i området løbende afviklet store kultur- og idrætsevents, udstillinger, koncerter m.m. for at afprøve kvarterets muligheder og potentiale. I 2018 vedtog Byrådet på baggrund af bl.a. inspirationsforslag fra Schønherr Landskabsarkitekter en rammeplan for byrum og pladser. Samtidig blev der i budgetårene 2023 og ’24 indarbejdet anlægsbudget til nyt P-hus og signalkryds.
Med denne sag fremlægges forslag til samlet udviklingsstrategi, herunder forslag til fremtidig organisering og konkret indhold i de forskellige bygninger.
 
I bilag 1 til sagen fremgår en kronologisk oversigt over det politiske sagsforløb.
 
 

Inddragelse og høring

Borgermøder m.v. i Domkirkekvarteret

Der har løbende været borgerinddragelse om planerne for Domkirkekvarteret, startende med et borgermøde i marts 2014 med debat om domkirkekvarteret, over workshops og ”åbent hus”, til seneste borgermøde i september 2018 om Rammeplan for byrum og pladser i Domkirkekvarteret (bilag 7) Der har endvidere været afholdt en lang række kulturarrangementer i såvel kvarterets bygninger, som byrum.
Oversigt over arrangementer og borgermøder i perioden 2014-2020 kan ses på side 8 i bilag 2 ”Udviklingsstrategi for Domkirkekvarteret i Viborg”. Det foreslås, at sagen igen præsenteres og debatteres på et åbent borgermøde.
 

Dialog med Stift og Menighedsråd

I starten af 2016 blev den løbende dialog med områdets aktører organiseret gennem etablering af en fælles styregruppe, som udover Viborg Kommune indbefatter repræsentanter for det daværende VisitViborg, Skovgaard Museet, Viborg Stift, samt domkirkens menighedsråd. 
I den løbende dialog er der blandt andet blevet drøftet fondsstrategi, samt funktioner for et kommende velkomstcenter til betjening af Domkirkekvarterets publikum. Det foreslås, at Viborg Kommune fremsender relevante uddrag af nærværende sag til både Viborg Stift og til Menighedsrådet ved Viborg Domkirke med henblik på videre udvikling og implementering.
 
 

Beskrivelse

Vision for Domkirkekvarteret

Visionen for Domkirkekvarteret er at etablere et kulturelt kraftcenter, der samler områdets seværdigheder til en sammenhængende attraktion og som vil kunne bidrage til, at Viborg bliver en attraktiv destination for byturisme på regionalt, nationalt, og i et perspektiv der indbefatter det strategiske turismesamarbejde med Visit Aarhus, - internationalt niveau.
Det er ambitionen at tiltrække 250.000 gæster årligt til Domkirkekvarteret, som skal besøge kvarteret og dets markante institutioner; Viborg Domkirke, Viborg Museum, Skovgaard Museet, -samt ikke mindst det velbevarede historiske byrum, med dets unikke historie.
 
Viborgs domkirkekvarter indtager en vigtig plads i Danmarkshistorien som et helt centralt sted i landet for verdslig og kirkelig magt i 1000 år. Stedets dramatiske historie rummer således nøglen til at forstå det moderne Danmarks tilblivelse og monarkiets, kirkens, retsstatens og demokratiets udvikling fra vikingetiden til i dag.
Domkirkekvarterets institutioner, bygninger og byrum skal i fællesskab formidle stedets historie og forene kulturarv, arkitektur og kunst som én samlet kulturattraktion. Her skal byens borgere og besøgende fra ind- og udland kunne erkende, reflektere og lade sig inspirere af stedets stærke historie og betydning gennem oplevelser og fordybelse.
 
Viborgs udpegning som UNESCO -creative city, og byens styrkeposition på animationsområdet, samt et muligt kommende egnsteater baseret på animation og digital visuel formidling, i lighed med f.eks. ”Himlen over Viborg”, tilføjer yderligere lag til de samlede oplevelsesmuligheder i kvarteret, og dermed domkirkekvarterets fremtidige styrke og robusthed som bydestination.
 

Udviklingsstrategi, markedsanalyse og potentialevurdering (Bilag 2 ,3 og 4)

Forvaltningen har med bistand af rådgivningsvirksomheden Seismonaut ladet udarbejde en overordnet udviklingsstrategi for Domkirkekvarteret, samt en markedsanalyse og potentialevurdering af Domkirkekvarterets muligheder på turismemarkedet for by-destinationer.
 
I Seismonauts potentialevurdering (bilag 4) konkluderes at Viborg med realiseringen af potentialerne i Domkirkekvarteret vil kunne blive en stærk og attraktiv bydestination, som vil kunne tiltrække 250.000 regionale, nationale og internationale gæster. Til sammenligning tiltrækker f.eks. ”Kongernes Jelling” ca. 230.000 gæster årligt.
 
Udviklingsstrategien (bilag 2) udpeger en række indsatsområder, som bør iværksættes for at indfri Domkirkekvarterets potentialer.
Centralt står etableringen af en stærk og tværgående organisering i Domkirkekvarteret i form af dels en interimsbestyrelse, som skal sikre udviklingskursen, den politiske forankring, og ikke mindst den nødvendige opbakning fra eksterne fonde, dels en tværgående udviklingsenhed med reference til interimbestyrelsen, som skal udvikle nye publikumsrettede initiativer på tværs af domkirkekvarterets aktører, samt sikre drift af billetsamarbejde, markedsføring m.v.
 
Etableringen af et samlet velkomstcenter for hele Domkirkekvarteret og midtbyen skal udgøre en indgangsportal til domkirkekvarteret, samt tilbyde gæsteservice og tværgående publikumsfunktioner i kvarteret (Shop, Café, garderobe og toiletter m.v.). Et sådan velkomstcenter tænkes placeret i ’Det Gl. Rådhus’, men alternativ placering er også mulig i kvarteret.
 
Udviklingsstrategien udpeger behovet for at Domkirkekvarteret får en sammenhængende identitet og et ”brand”, samt at der sikres et naturligt ”flow” gennem kvarteret med forbindelseslinjer, der binder byen sammen på tværs af Domkirkekvarteret.
 
Igennem de seneste år er der i Domkirkekvarteret blevet afviklet en lang række unikke events, idrætsbegivenheder og festivaler. Udviklingsstrategien anbefaler at der fortsat arbejdes med denne form for ”aktiv benyttelse” af kvarterets bygninger, byrum, pladser og arealer.
 
Endvidere muliggør udviklingen af Domkirkekvarteret som destination og attraktions-brand, at domkirkekvarteret kan blive en egentlig ”show-case” for Viborgs position som UNESCO Creative City, ved aktivt at inddrage animation, expanded animation og virtual reality i både formidling og iscenesættelser i kvarteret. På lidt længere sigt vil et nyt egnsteater der baserer sig på Viborg styrkepositioner indenfor animation og visuel formidling, også kunne bidrage til helt unikke og enestående oplevelsesmuligheder.
 
Særudstillinger, der knytter sig til tematikker som i forvejen kan kobles til Domkirkekvarteret, udgør et selvstændigt potentiale. Særudstillingerne vil kunne koble formidling i domkirkekvarterets offentlige byrum med fremvisning af f.eks. særlige historiske genstande i dertil indrettede faciliteter i Domkirkekvarteret,- faciliteter der er i stand til at honorere de særlige krav til sikkerhed, klimabeskyttelse og publikumshåndtering, som er nødvendige for fremvisning af udstillingsgenstandene. Man kan f.eks. forestille sig, at ”Jyske Lov” med Valdemar Sejrs underskrift vises på Viborg Museum, mens citater fra loven projiceres på Stænderpladsens nye belægning.
 
 
Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) har i 2019 (bilag 3) vurderet den afledte økonomiske effekt af planerne i Domkirkekvarteret i Viborg baseret på et besøgstal på 250.000 gæster til en samlet ekstra turismeomsætning i Viborg Kommune i intervallet 49,7 mio. kr. til 126,9 mio. kr. (bilag 3 side 10), samt en beskæftigelsesmæssig effekt på 49 til 112 nye arbejdspladser i kommunen i tilknytning hertil.
(Forvaltningen bemærker at forskellene imellem minimums- og maksimumbeløbene i ovenstående knytter sig til forskellige variable i de anvendte regnemodeller, f.eks. forskellen på værdien af en overnatning i telt,- eller på hotel)
 

Velkomstcenter og publikumsfunktioner i ”Det Gl. Rådhus”, samt ny ramme omkring Skovgaard Museet – Stænderpladsen 2 (bilag 5)

For at sikre Domkirkekvarterets gæster en god introduktion til besøget i Viborg etableres der i stueetagen af ”Det gl. Rådhus” et velkomstcenter, som udover at skabe en ramme af høj kvalitet omkring kvarterets gæster, understøtter en lang række tværgående funktionaliteter i Domkirkekvarteret. Velkomstcenteret bør være etableret og driftsklart i forbindelse med Nyt Viborg Museums åbning i den tidligere Vestre Landsret-bygning og tænkes som udgangspunkt placeret i ’Det Gl. Rådhus’, men alternativ placering er også mulig. Velkomstcenteret vil med sin centrale beliggenhed og umiddelbare nærhed til det nye p-hus kunne hjælpe gæsterne med planlægning af besøget i Viborg, køb af billetter, reservation af pladser på byens restauranter, garderobe, toiletter og faciliteter som understøtter den overordnede tilgængelig for kvarterets gæster med funktionsnedsættelser. Endvidere etableres der en shop med Viborg-relaterede produkter og merchandise, ligesom der etableres en café/brasserie, som udover at dække behovene for publikum, vil kunne tilbyde udendørs servering når vejret tillader det, -og i forbindelse med aktiviteter og events i kvarteret. Disse kommercielle aktiviteter tænkes forpagtet til private aktører.
 
Skovgaard Museet ønsker at etablere sig på bygningens 1. og 2. sal.
En sådan placering, hvor Domkirkekvarterets to statsanerkendte museer er umiddelbart tilgængelige, måske begge med adgang fra kvarterets Velkomstcenter vil udgøre et utroligt interessant og stærkt museumskompleks – topmoderne, men med respekt for historien og arkitekturen i de centrale bygninger på Stænderpladsens nordlige og østlige sider.
Ideelt set bør der etableres direkte forbindelse imellem de to museumsenheder f.eks. via ”Sukkenes bro”, sådan at velkomstcenter og begge museer kan tilgås tørskoet uanset vejrliget.
SKABT-arkitekterne har udarbejdet et skitseforslag for bygningens anvendelse som velkomstcenter og fremtidig ramme om Skovgaard Museet (Bilag 5).
Etablering af Velkomstcenter og den øvrige del af bygningens brug for Skovgaard Museet forudsættes finansieret af fondsbidrag. Udgiften hertil er foreløbigt estimeret af forvaltningen til 50 mio. kr.
 

Nyt Viborg Museum i tidl. Vestre Landsret

I 2019 afsatte byrådet i budgetrammen 2019-2021 25 mio. kr. til udvikling og realisering af nyt indhold i det nye museums faste udstillinger, som forudsattes finansieret fuldt ud igennem eksterne fondsbidrag. Ultimo 2020 foreligger der tilsagn fra fonde på i alt 17,7 mio.kr.
 
Samtidig afsatte Byrådet 32,1 mio. kr. i budgetårene 2019-2021 til renovering af tidl. Vestre Landsret-bygning til brug for fremtidig ramme for Nyt Viborg Museum. Beløbet blev indarbejdet i anlægsrammen på baggrund af bl.a. overslagsbudget udarbejdet i 2015 af Elgaard Architects. På møde 21. november 2018 frigiver Byrådet midler til Rådgivning, forundersøgelser mm. til ombygning af Vestre Landsret – sag nr. 6. På baggrund heraf tilknyttedes et team bestående af Rønnow arkitekter og EKJ ingeniører som rådgivere på baggrund af udbud af opgaven.
 
Den efterfølgende bearbejdning af bygningen til fremtidig brug som ramme for moderne museumsaktiviteter viste imidlertid, at der ikke var taget tilstrækkelig højde for omfanget af en række delelementer i den samlede anlægsopgave, bl.a. i vurderingen af fremtidig anvendelse til udstillingsbrug, tekniske installationer og rådgivning.Herudover påviste rådgiver på baggrund af museets detaljerede plan for den kommende formidling og udstilling af Viborgs 1000-årige historie, at den nødvendige tilgængelighed, kombineret med museets ønsker til fremtidigt udstillingsforløb og publikums-flow, at disse bedst imødekommes ved etablering af en ny hovedindgang i Vestre Landsretsbygnings østlige sidefløj. Den historiske hovedindgang fastholdes dog samtidig af arkitektoniske årsager. I tilstræbelsen på at tilpasse ombygningsprojektet til det afsatte budgetbeløb er der mellem forvaltningen og rådgiverne Rønnow arkitekter aftalt nogle mulige reduktioner, nemlig i første omgang at udelade renoveringen af bygningens 2.sal (som oprindeligt var tiltænkt administrative funktioner), samt hovedparten af kælderetagen (til bl.a. arkæologiske værksteder). Disse funktioner vil kunne placeres andre steder, f.eks. i Sct. Mogensgade 5 (administrative arbejdspladser) og i tilknytning til museets magasin på Tagtækkervej (arkæologiske værksteder).
 
Med ovennævnte reduktioner af ombygningsprojektet afleverede rådgiver i juni 2020 et opdateret dispositionsforslag på baggrund af det reducerede projekt. Overslaget viser dog fortsat en overskridelse af budgettet på ca. 5. mio. kr. Det har også vist sig, at bygningens eksisterende varmesystem begynder at svigte. Der er flere radiatorer som er blevet udskiftet eftersom de er utætte. Det vil derfor være formålstjenligt om hele varmeinstallationen blev udskiftet i forbindelse med ombygningen, -en udskiftnings som vurderes at beløbe sig til ca. 4 mio. kr. På ovenstående baggrund konstateres en underbudgettering af anlægsprojektet på i alt 9 mio. kr.
 
Endelig er der som konsekvens af forventede forsinkelser med pladsomdannelsen for Domkirkekvarteret en udfordring i fht. de nære udenomsarealer. Hvis pladsomdannelsen sker senere end ombygningen af Vestre Landsret vil etablering af omfangsdræn omkring bygningen, og evt. bearbejdning af forpladsen skulle rykkes frem og gennemføres i forbindelse med bygningsrenoveringen, og ikke som del af renoveringen af Stænderpladsen. Dette vil samlet beløbe sig til ca. 2-3 mio. kr., som ellers forudsat skulle indgå i budgettet for delprojekt vedr. omdannelse af pladser og udearealer.
 

Fremtidige muligheder i Domkirkekvarteret – Særudstillingsbygning og nyt egnsteater

Oplevelsesmulighederne i Domkirkekvarteret vil også i fremtiden kunne udbygges og forstærkes i takt med at Domkirkekvarteret manifesterer sig om oplevelsesdestination.
Et nyt egnsteater vil kunne virke i kvarteret og tilbyde nye scenekunstformater i byrummene, eller i forbindelse med en særudstillingsbygning, som på sigt vil kunne integreres i Domkirkekvarteret, f.eks. i forbindelse med en fremtidig udflytning af Viborg Arrest, eller som nybygning mellem et kommende P-hus og det kommende Viborg Museum. En sådan option indtænkes som en fremtidig mulighed, men indgår ikke konkret i nærværende plan. Udviklingsstrategien viser en ny og anderledes form for særudstillingsaktivitet, som museerne har været med til at udvikle, som vil kunne kombinere særudstillinger ude af, -og inde i, Domkirkekvarterets bygninger.
 

Pladser, forbindelser og byrumsformidling

Byrådet vedtog på møde i september 2018 ( link til sag nr. 18 i byrådet 05. september 2018) rammeplan for byrum og pladser (bilag 7). Rammeplanen beskriver de eksisterende forudsætninger og bindinger samt ideer og anbefalinger til en fremtidig omdannelse af Domkirkekvarterets byrum og pladser.
Den fremtidige udformning af Domkirkekvarterets byrum og pladser skal understøtte den samlede vision for Domkirkekvarteret. Målet er at skabe sammenhængende, let tilgængelige og arkitektonisk smukke byrum.
Byrummene skal samtidig byde på gode muligheder for ophold og byliv.
Tanken er, at de enkelte byrum skal bevare deres særegne identitet og samtidig hænge sammen- i respekt for det unikke historiske miljø.
 
Samtidig skal byrummene danne grundlag for en formidling af byens historie ude i byrummene og give mulighed for brug af animation, events, særudstillinger med videre. Forbindelsen mellem byrum og bygninger – ude og inde – skal styrkes, så Domkirkekvarteret fremstår som én sammenhængende destination.
De seneste år er handelsbyen med byens gågader og blandt andet Nytorv blevet omdannet med nye belægninger, inventar og muligheder for byliv. Samtidig er der skabt nye tilgængelige sammenhænge i byen hen til kanten af Domkirkekvarteret og adgang til byens kulturarv.
Domkirkekvarteret skal kobles på denne udvikling med gode forbindelser til såvel handelsbyen som til søerne og Borgvold. En stærk kobling mellem Domkirkekvarteret, gågaderne og Nytorv vil have stor betydning for byens udvikling med potentiale for, at besøgende herved forlænger deres ophold og øger det samlede forbrug under besøget.
 
Stænderpladsen bliver Domkirkekvarterets centralt samlende byrum med tilgængelige passager på tværs og ind i de omkransende bygninger. Den nye plads omdannes til et grønt opholdsrum kombineret med et sammenhængende gulv i fast belægning mellem de markante bygninger.
 

Trafikforhold i Domkirkekvarteret

I forbindelse med Byrådets godkendelse af rammeplanen blev der forelagt en trafik- og parkeringsanalyse for Domkirkevarteret.
Den fremtidige trafik og parkering skal udformes på en måde, der sikrer god og indbydende adgang til området, samtidig med at der er mulighed for at etablere sikre og attraktive opholdsrum og gode rammer for fodgængernes færdsel rundt i Domkirkekvarteret.
De primære veje i Domkirkekvarteret kan fortsat være Sct. Mogens Gade og Sct. Mathias Gade. Sct. Villads Stræde og Sct. Nicolaj Gade kan fungere som primær adgangsvej til et nyt parkeringshus ved VUC med 150-180 pladser, der kan dække hovedparten af det fremtidige parkeringsbehov i Domkirkekvarteret. 
 

Parkeringsforhold og nyt P-hus

For at give mulighed for at omdanne Domkirkekvarterets byrum og pladser foreslås den eksisterende parkering ved Stænderpladsen, Sct. Nicolaj Gade og Gråbrødre Kirke Stræde nedlagt, mens der kan bibeholdes et reduceret antal parkeringspladser på Gammeltorv.Der tages hensyn til behovet for parkering i forbindelse med kirkelige handlinger.
Som erstatning for de nedlagte parkeringspladser og for at kunne dække det fremtidige parkeringsbehov i Domkirkekvarteret opføres et nyt parkeringshus ved VUC med op til 180 pladser. Byrådet har på anlægsbudgettet afsat i alt 26,6 mio. kr. i anlægsårene 2023 og 2024 til nyt P-hus og signalkryds.
Forvaltningen arbejder i øjeblikket på at optimere parkeringshusets udformning mv. i ft. omgivelserne sammen med rådgiver, herunder forholdet til VUC.
 
 

Alternativer

Intet
 
 

Tidsperspektiv

Opdateret etapeplan (Bilag 6).

Byrådet vedtog på møde i september 2018 (link til sag nr. 20 i byrådet 05. september 2018) en etapeplan for udviklingen af Domkirkekvarteret.
 
På baggrund af de tiltag, der er beskrevet i denne sagsfremstilling, har forvaltningen udarbejdet et opdateret forslag til en etapeplan pr. november 2020.
 
Den opdaterede etapeplan (bilag 6) forholder sig til realiseringen af det samlede Domkirkekvarter i et 10-årigt perspektiv fra 2020-2029. Etapeplanen lægger således op til at Domkirkekvarteret kan være fuldt udviklet og i drift til 2030, hvor man i Viborg kan markere 500-året for den fuldstændige lutherske reformation af byen, og nedrivningen af de 12 ”gamle” kirker. Såfremt de nødvendige eksterne fondsbidrag kan indhentes hurtigere, vil tidsplanen kunne fremrykkes tilsvarende.
 
Etape 1 (2020-2023):
  • ”Nyt Viborg Museums” udstillinger etableres i den tidligere Vestre Landsret-bygning Gråbrødre Kirkestræde 3.
  • Etablering af velkomstcenter for Domkirkekvarteret med publikumsfunktioner, café, shop m.v. i stueetagen i ”Det Gl. Rådhus” Stænderpladsen 2, som sikrer at der allerede fra åbningen af Nyt Viborg Museum er de nødvendige faciliteter til at betjene Domkirkekvarterets gæster.
  • Der etableres en samling af Viborg Museums, Skovgaard Museets, samt den nye tværgående udviklingsenhed administrative arbejdspladser i tilknytning til Domkirkekvarteret, f.eks. i de kommunale lokaler i Sct. Mogensgade 5.
 
Etape 2 (2022-2026):
  • Nyt P-hus beliggende på hjørnet mellem Gråbrødre Kirkestræde og Sct. Nicolaj Gade etableres.
  • Omlægning af Stænderpladsen, den vestlige del af Gråbrødre Kirkestræde, samt Bispestien gennemføres med henblik på at skabe smukke opdaterede byrum og gode forbindelseslinjer gennem Domkirkekvarteret. Byrumsformidling.
  • Skovgaard Museet flyttes til Stænderpladsen 2 – 1. og 2. sal
 
Etape 3 (2027-2029):
  • Bearbejdning af Gammeltorv, Margretheplænen, samt arealer tilstødende domkirken. Byrumsformidling.
  • Ny anvendelse af Barok-rådhuset (tidl. Skovgaard Museet) i Domkirkestræde
 
Etape 4 (2029-2030)
  • Landskabsarkitektonisk bearbejdning af Hans Tausen Minde - Byrumsformidling
  • Forbindelse til Gråbrødre Kloster
  • Pilgrimshus
 
 

Økonomiske forhold og konsekvenser

En fuld realisering af etaperne for Domkirkekvarterets udbygning frem til 2030 vurderes af forvaltningen at beløbe sig til ca. 283 mio. kr., hvoraf Viborg Kommunes andel heraf udgør omtrent 90 mio. kr. Viborg Kommunes andel er udtryk for dispositioner der allerede er udmøntet i perioden fra 2015-2019, samt politisk vedtagne anlægsudgifter som indgår i budgetperioden 2020-2024.
Den resterende finansiering på ca. 193 mio. kr. forudsættes at kunne tilvejebringes via fondsbidrag.
 
Sagens bilag 8 oplister de hidtidige investeringer, samt forvaltningens budgetoverslag i forhold til Domkirkekvarterets realisering, herunder oversigt over den overordnede fordeling imellem kommunale midler og forventede fondsbidrag.
 
 

Juridiske og planmæssige forhold

Hovedparten af Domkirkekvarteret er omfattet af lokalplan nr. 133 Domkirkeområdet til offentlige formål samt boliger. En kommende omdannelse kan – alt efter omfanget heraf – forudsætte, at der skal udarbejdes et nyt plangrundlag.
Bilag