You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 02.08.2022

Gensyn med sydkoreansk landstræner efter 26 år

Generation Handball er skudt i gang, og trænere og spillere fra en lang række lande samles om håndbolden i Viborg. Det gælder også den sydkoreanske landsholdsdelegation.

Mandag eftermiddag kunne borgmester Ulrik Wilbek tage imod en tidligere træner-modstander fra OL-finalen i 1996 i Atlanta. Dengang var mødet en sand gyser med forlænget spilletid, der dog endte med en sejr til Danmark. Stemningen var en helt anden på borgmesterkontoret, hvor Ulrik Wilbek igen mødtes med Hyung Kyun Chung, der i dag er formand for det sydkoreanske håndboldforbund. 

De to tidligere trænere har efterfølgende mødt hinanden flere gange, da Hyung Kyun Chung også har været international dommer. Ulrik Wilbek betegner forholdet som både respektfuldt og rigtig fint trods mødet under den nervepirrende finale.

Sydkorea er på træningslejr i Viborg og deltager i Generation Handball, som officielt åbnede mandag.

Bliv en del af håndboldfesten

Generation Handball er et tilbagevendende, internationalt håndboldsstævne i Viborg med inden- og udendørshåndboldturneringer og socialt samvær for børn og unge i alderen 10-20 år på tværs af nationaliteter. Festivalen er bygget op om tre grundpiller: FUN, FIGHT, FRIENDSHIP. 

Selvom du ikke selv spiller på et af de deltagende hold til Generation Handball, kan du alligevel være med til håndboldfesten, når der for eksempel er gratis showmatches mellem seniorholdene fra 1. - 5. august fra kl. 17.30-22.00 i ViboCold Arena. Her spiller Sydkorea for eksempel mod Ikast Håndbold torsdag 4. august kl. 19.00. 

Borgmester Ulrik Wilbek og Hyung Kyun Chung fra Sydkorea stod over hinanden i OL-finalen 1996 i Atlanta, og der blev udvekslet et par ord om både kampen og nutidens håndbold.