You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 20.11.2020

Houlkærskolen får ny skoleleder

Allerede 1. december 2020 får Houlkærskolen ny skoleleder. Valget er nemlig faldet på Houlkærskolens nuværende pædagogiske afdelingsleder, Jens Johansen.

Jens Johansen bliver ny skoleleder på Houlkærskolen.

Jens afløser Pernille Bredal Lilliedahl, der er gået på pension.

Jens har været pædagogisk afdelingsleder siden 2010 – først på Sparkær Skole og siden 2018 på Houlkærskolen. Han er uddannet lærer fra Skive Seminarium og har taget en diplomuddannelse i ledelse.

 

En ”Houlkærmand” ind til benet

Jens har boet i Houlkær fra 2001 og indtil for ca. tre år siden, hvor børnene startede på ungdomsuddannelser. Nu bor han sammen med sin kone og deres 2 børn på 17 og 19 år i midtbyen. Jens har altid været engageret i foreningslivet i Houlkær, som blandt andet fodboldtræner og i de seneste 10 år som formand for Houlkærhallen.

”For mig er det her drømmejobbet. Jeg er Houlkærmand helt ind til benet. Som skoleleder kan jeg bidrage med mit store, lokale kendskab og jeg vil være skoleleder for hele Houlkær, hvor skolen er et naturligt samlingspunkt for hele området”, siger Jens Johansen, kommende skoleleder på Houlkærskolen.

Skolechef i Viborg Kommune, Hasse Valdemar Mortensen, glæder sig til samarbejdet.

”Med Jens får vi en skoleleder, der har en stærk, lokal forankring, og som er optaget af vores arbejde med at få skabt et stærkere, fælles skolevæsen i hele Viborg Kommune. Jeg ser meget frem til at samarbejde med Jens i hans nye rolle på Houlkærskolen," siger Hasse Valdemar Mortensen.

Der var 12 ansøgere til stillingen.

 

For yderligere information

Skolechef, Hasse Valdemar Mortensen, tlf.: 87 87 10 50

Kommende skoleleder, Jens Johansen, tlf.: 29 16 20 63