You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 02.09.2021

Lad tvivlen komme barnet til gode

En ny animationsfilm skal få lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle til at stole på deres faglighed og lade tvivlen komme barnet til gode, hvis de fornemmer eller spotter problemer med rusmidler i familien. Det skal højne børns trivsel og sikre, at familierne kender mulighederne for hjælp og støtte.

122.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer, skønner Sundhedsstyrelsen. Det svarer til 1-2 børn på hver stue i vuggestuen, børnehaven eller i hver skoleklasse. Dertil kommer familier med stofproblemer. 

De tal skal den nye animationsfilm ”Lad tvivlen komme barnet til gode – en film om at spotte rusmiddelproblemer i familier” - hjælpe til at mindske.

– Vi ved, at børn, der vokser op i familier med rusmiddelproblemer, ofte mistrives, og at forældrenes misbrug kan sætte spor - også på den længere bane. Derfor er det vigtigt, at vi ikke er berøringsangst og handler, hvis vores mavefornemmelse siger, at noget er forkert, siger Åse Kubel Høeg, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Stol på din faglighed

Filmen henvender sig til fagprofessionelle i skoler og dagtilbud med budskabet om, at de skal stole på deres faglighed og handle på den tvivl, der nogle gange opstår.

– Pædagoger og lærere opnår i deres arbejde med børn og elever erfaring og en evne til at fornemme, når et barn ikke trives. Det kan der være mange grunde til, heriblandt problemer med rusmidler i familien. Derfor er filmens budskab også, at lærere og pædagoger skal stole på deres mavefornemmelse og lade deres tvivl komme barnet til gode, lyder det fra Per Møller-Jensen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.

Sammen med filmen får medarbejderne en række hjælpespørgsmål, der kan understøtte de faglige drøftelser om, hvordan fagprofessionelle i dagligdagen får talt om det, man almindeligvis kalder ”mavefornemmelse”.

Sparring og tilbud

Filmen sætter også fokus på mulighederne for at sparre med fagprofessionelle i Rusmiddelcenter Viborg.

– Familier med rusmiddelproblemer kommer fra alle sociale lag. Det kan gøre det sværere at handle på, og derfor kan man altid få råd og vejledning på Rusmiddelcentret, fortæller Helle Kragh Olsen, koordinator for Familieorienteret Rusmiddelbehandling, Rusmiddelcenter Viborg.

Rusmiddelcentret tilbyder, i samarbejde med Familiecentret, samtalebehandling til familier med børn i alderen 0-17 år, når forældrenes brug af rusmidler gør familielivet svært.

Der er ingen formel visitation til tilbuddet om familiesamtaler, og har man som fagprofessionel brug for sparring, kan man blot ringe og få en uformel snak.

Samarbejde mellem seks kommuner

Det er Rusmiddelcenter Viborg og Familiecenter Viborg, der er initiativtagere til animationsfilmen, og de har, gennem netværket Alkoholfagligt Forum, fundet frem til fem samarbejdskommuner, som gerne vil være med. Filmen er derfor blevet til i et samarbejde mellem Viborg, Vejle, Sønderborg, Ringkøbing-Skjern, Helsingør og Aalborg kommuner, og nu håber man på, at det store samarbejde på tværs af kommunegrænserne kan få filmen og budskabet bredt ud i hele landet.

Filmen er finansieret af Viborg Kommunes animationspulje og af de seks kommuner.

Yderligere oplysninger

Åse Kubel Høeg, formand for Social- og Sundhedsudvalget, tlf. 30 85 89 76, mail: akh@viborg.dk
Per Møller-Jensen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget, tlf. 51 58 48 07, mail: pmj@viborg.dk
Helle Kragh Olsen, koordinator i Rusmiddelcenter Viborg, tlf. 24 86 62 96, mail: ho4@viborg.dk

Se filmen: Lad tvivlen komme barnet til gode