You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 16.09.2021

Nyt arrangement hjælper ordblinde

Nyt arrangement giver ordblinde redskaber, viden og hjælp, der skal gøre hverdagen som ordblind lidt lettere for både børn og voksne. Arrangementet er en del af den nationale ordblindeuge.

For mange er det en helt naturligt at læse en god bog, skrive en lang tekst eller forstå underteksterne på tv. Men for ca. 400.000 danskere er det ikke bare noget, man gør. Det er noget, der volder dem store udfordringer. Så hvordan får man som ordblind hjælp til at overkomme disse udfordringer?

Det kan interesserede høre mere om til et stort ordblinde-arrangement den 5. oktober på Viborg Ungdomsskole. Her deltager alle de store aktører inden for ordblinde-området: Viborg bibliotekerne, Viborg-Skive HF&VUC, LOF- Midtjylland, AOF Midt, Viborg Ungdomsskole, Ordblindeforeningen og Viborg Kommune.

Tilbud til både børn og voksne

Arrangementet er en del af den nationale ordblindeuge i Danmark, der sætter fokus på ordblindhed og som traditionen tro foregår i uge 40. Ordblindearrangementet foregår på Viborg Ungdomsskole. Her byder Viborgs borgmester Ulrik Wilbek velkommen, inden Rasmus Østergaard, der er ordblind, giver en ærlig og inspirerende fortælling om sin vej til maskinmesteruddannelsen.

Herefter har deltagerne mulighed for at deltage i forskellige workshops, hvor de kan få råd og vejledning til, hvilke muligheder og tilbud man har som ordblind. Fx kan deltagerne høre om oplæsningsapp, muligheden for at lave tale til tekst på computeren og møde en læringskonsulent fra Viborg Kommune.

Entre for alle

Arrangementet finder sted en 5. oktober kl. 16.00 på Viborg Ungdomsskole, Reberbanen 13, 8800 Viborg. Målgruppen er børn, unge og familier, hvor ordblindhed er en del af dagligdagen.

Det koster 25 kr. per person at deltage.

Se det fulde program på Viborg Bibliotekernes hjemmeside.

Kontakt

Hans Jørgen Hanghøj Dam, viceskolechef i Viborg Kommune, tlf.: 87 87 10 52

Eva Svejvig, lærer ved Viborg Bibliotekerne, tlf.: 87 87 35 59