You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 09.06.2022

Snapsting for børn – et brag af en børnefest

Snapsting for børn har kreativiteten som omdrejningspunkt. Viborg er UNESCO Creative City og med børnekreativiteten i højsædet folder Snapsting for børn sig ud i uge 24 og 25.

Flere tusinde børn kan glæde sig til en fest, når Snapsting for børn folder sig ud.

Snapsting for børn – hvor børnene mødes om kulturen

Snapsting for børn er Viborg Kommunes årligt tilbagevendende børnekulturfestival, som leverer børnekultur i ordets bredeste forstand til alle børn mellem 0 og 12 år.

Snapsting for børn finder sted primært i uge 25 på Borgvold i Viborg. Her kan børn udforske forskellige kulturelle genrer og udtrykke sig gennem kunst, animation, dans, musik og drama. De kan blandt andet i år lære at dubbe (tekstlægge) deres egen tegnefilm, de kan lave animationsfilm om ”Børn i bevægelse”, de kan danse MGP dans og lave musik sammen med Danmarks Underholdningsorkester.

Derudover kan de forundres i mødet med nye oplevelser, når de fx prøver at holde en kvælerslange, ser Det flyvende Kuffertcirkus i aktion eller udfordrer hinanden i skak.

- For mig, som projektleder på Snapsting for børn, er det vigtigt, at vi ser børnekreativiteten i det brede perspektiv – og at vi sammensætter et program, hvor børnene både møder det kendte og populære, men også udfordres med det lidt smallere og ukendte. Det gør at vi alle bliver klogere på os selv og vores eget ståsted, når vi både møder det vi kender og det nye og anderledes, udtaler Rikke Skovsbo, projektleder for Snapsting for børn og børnekulturkonsulent i Viborg Kommune.

Viborgs største børnekor

Under Snapsting for børn skabes også Viborgs største børnekor, når 350 børn synger sammen med musikere fra Danmarks Underholdningsorkester. Dette sker onsdag den 22. juni kl. 12.00 ved scenen på Borgvold. Her vil Christine Skou være dirigent og sammen med børnene præsentere et flot repertoire af nutidige børnesange.


Snapsting for børn – for hele familien

Snapsting for børn er for hele familien, når der åbnes for familiedagen søndag den 19. juni. Her er Borgvold åben for alle med et væld af gratis aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Du kan opleve alt fra koncert med elever fra Kulturskolen over skralderobotter til Det rullende Børnebibliotek.

”Vi har gjort os umage for at lave et program, der favner så bredt som muligt, så alle aldersgrupper er repræsenteret og så også far og mor bliver kulturelt udfordret – samtidig sætter vi nærvær og familietid øverst både på familiedagen og til vores Sct. Hans fest for børn.” udtaler Rikke Skovsbo.


Det fulde program for Snapsting for børn kan ses her:

Snapsting.dk

Snapsting for Børn | KLC Viborg

(9) Viborg Snapsting | Facebook

Snapsting for børn | Viborg Bibliotekerne