You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 21.06.2022

Viborg melder klar til Danmarks Motionsuge

Planlægningen af Danmarks Motionsuge er i fuld gang, og du kan se frem til aktiviteter på tværs af erhvervsliv, skoler, plejecentre, dagplejere og foreningslivet.

Motion og fællesskab er i fokus, når der i uge 41 endnu en gang er Danmarks Motionsuge. Viborg Kommune bakker op om projektet, hvor borgere i alle aldre skal have muligheden for at dyrke motion og måske prøve noget helt nyt.

- Vi arbejder meget med mangfoldighed og bevægelse, og det spiller rigtig godt sammen med Danmarks Motionsuge, hvor vi vil give borgerne mulighed for let adgang til motion og forhåbentlig inspiration til mere bevægelse. Allerede nu oplever vi en stor opbakning fra både erhvervs- og foreningslivet, og det er vigtigt for, at det kan lykkes at få så mange borgere som muligt med, fortæller Lars Stentoft, der er direktør for Kultur- & Udvikling i Viborg Kommune. 

Af konkrete eksempler arbejder vi på et Olde-Trolde-Ræs, hvor daginstitutioner, dagplejere, plejecentre og plejehjem mødes og bevæger sig sammen på tværs af generationer.

Firmaidrætten rejser i løbet af ugen rundt til både kommunale afdelinger og private virksomheder for at inspirere til bevægelse, motion og sjove oplevelser i arbejdstiden. De vil også give en lille peptalk til, hvordan man holder fast i de gode vaner. 

I uge 41 bliver der for eksempel Olde-Trolde-Ræs i Game. /Viborg Kommune

Rådhusets medarbejdere dyster

Derudover vender Rådhusdysten tilbage, som efterhånden er et kendt koncept blandt medarbejderne på Viborg Rådhus.

Dysten handler kort fortalt om, at kommunens seks forskellige direktørområder skal konkurrere mod hinanden om, hvem der samlet set per medarbejder kan tilbagelægge flest kilometer ved enten at gå, løbe eller cykle forskellige ruter.

- Det plejer at være en rigtig god eftermiddag, hvor både sammenhold, godt humør og en lille smule konkurrence er i fokus. Det kunne da være dejligt, hvis andre bliver inspireret til et lignende arrangement på deres arbejdsplads, siger Lars Stentoft om eventet.

Mange foreninger har allerede givet tilsagn om, at de i løbet af ugen holder åbent hus, hvor de giver mulighed for at prøve både kendte og ukendte sportsgrene.

Hvis du har et arrangement til uge 41, kan du oprette det her.