You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 14.10.2021

Kvindelandsholdet og fodboldfesten er tilbage i Viborg

Efterårsferien bliver en tretrinsraket af rød-hvide oplevelser med fanzonefest på Nytorv, åbne træninger og VM-kvalifikationskampen Danmark - Bosnien-Hercegovina på hjemmebanen i Viborg.

Kvindelandsholdets maskot Emma Hu besøger både fanzonen på Nytorv og Viborg Stadion i forbindelse med landskampen den 21. oktober. / Foto: Flemming Jeppesen
Kvindelandsholdets maskot Emma Hu besøger både fanzonen på Nytorv og Viborg Stadion i forbindelse med landskampen den 21. oktober. / Foto: Flemming Jeppesen

Med to sejre ud af to og en målscore på 15-0 i dansk favør, topper det danske kvindelandshold lige nu VM-kvalifikationsgruppe E og er klar til at gå i kamp for endnu en sejr på Viborg Stadion, torsdag den 21. oktober kl. 18.00.

 

Åben træning og autografer mandag

Allerede mandag i efterårsferien får landsholdets fans mulighed for at se deres helte i aktion. Holdet tilbyder nemlig, at interesserede kan komme ind på Viborg Stadion og se landsholdet træne hele tre gange:

Mandag den 18/10 kl. 17.00 - 18.30
Tirsdag den 19/10 kl. 11.00 - 13.00
Fredag den 22/10 kl. 11.30 - 13.00

Mandag aften bliver noget helt særligt. Her vil spillerne uddele signerede autografkort til fremmødte fans.

 

Fed fanzonefest på Nytorv

Borgmester Ulrik Wilbek glæder sig over, at Viborg igen skal være vært for kvindelandsholdet og fortæller, at Viborg Kommune sammen med Viborg Idrætsråd og DBU har valgt at sætte ekstra fokus på fanfesten denne gang:
- Det er jo efterårsferie, så mange holder fri og besøger Viborg midtby, hvor vi allerede har mange aktiviteter for børn og familier i hele ugen. Derfor er det oplagt også at gøre noget ekstra for at dele den rød-hvide stemning og give byens borgere og gæster en ekstra oplevelse med hjem. Og så håber vi selvfølgelig også, at det vil give endnu flere lyst til at fortsætte fodboldfesten på Viborg Stadion om aftenen.

Fanzonen på Nytorv holder åben kl. 11.30 - 17.00 med DJ-musik, madboder, boldaktiviteter og mulighed for at få malet Dannebrog på kinderne. Og så kan de besøgende glæde sig til at hilse på landsholdets maskot, Emma Hu. På torvet er også frivillige fra Viborg Q, som holder gang i fodboldfesten og hjælper med alt det praktiske.

 

Stadion og rådhus i rødt og hvidt

Emma Hu fortsætter fra fanzonen til tribunerne på Viborg Stadion, hvor hun deler slik ud i pausen. Der er genvalg til trommeduoen ArtiMik, som sætter takten for publikum. Og så får fansene mulighed for at se sig selv på heppecam og være med til at kåre Woman of the Match.

 

Pia Viller Arendt, som er Viborg Kommunes projektleder, glæder sig til fodboldfesten og til igen at sætte det rød-hvide lys på Viborg. Denne gang helt bogstaveligt, fortæller hun:

- Vi har valgt at lyse Viborgs hvide rådhus op i rødt både onsdag og torsdag aften og på den måde bidrage til en ekstra festlig opvarmning til landskampen.

 

- Det bliver en fantastisk fodboldfest for hele familien, så hvis man ikke har købt billetter endnu, er det bare med at få bestilt og komme til Viborg, siger Pia Viller Arendt afsluttende.

Yderligere oplysninger

Pia Viller Arendt, projektleder, Viborg Idrætsråd
Tlf. 31 18 63 16, mail: pia@viborgidraetsraad.dk

Alexander Paaske, presseansvarlig for Kvindelandsholdet, DBU Kommunikation
Tlf. 42 73 44 00, mail: alpa@dbu.dk

Informationer om presseaktiviteter opdateres løbende på dbu.dk/presse, hvor journalister og fotografer også kan søge om akkreditering. Billetter kan købes på billet.dbu.dk

 

Se lokale informationer om kvindelandsholdets hjemmekampe på viborg.dk/kvindelandsholdet