You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 26.11.2020

Kvindelandsholdets EM-kvalifikation fejres i Viborg

Der er noget i luften - vi ved ikke, hvad - når Danmarks bedste fodboldkvinder møder Italien på Viborg Stadion tirsdag den 1. december.

EM-billetten blev fejret i Italien, og fejringen fortsætter den 1. december på Viborg Stadion. / Foto: dbufoto.dk, Anders Kjærbye
EM-billetten blev fejret i Italien, og fejringen fortsætter den 1. december på Viborg Stadion. / Foto: dbufoto.dk, Anders Kjærbye

EM-billetten kom i hus allerede den 27. oktober, da Kvindelandsholdet slog Italien 3-1 på udebane. Nu gælder det årets sidste landskamp, hvor kaptajn Harder & Co. går efter at gøre rent bord med 10 ud af 10 mulige sejre i kvalifikationen. Sidst holdet vandt alle kvalifikationskampe var i kvalifikationen til VM i 1999. Her vandt man seks ud af seks kampe.

 

Hold øje med himlen

Uanset udfaldet af kampen, bliver der gjort noget helt særligt ud af at fejre EM-kvalifikationen på hjemmebanen i Viborg, fortæller en hemmelighedsfuld projektleder for Viborg Kommune, Pia Viller Arendt:
- Uden at røbe for meget, vil jeg sige, at folk skal holde øje med himlen over stadion lige inden kampstart, og derudover vil der selvfølgelig blive en festlig, corona-sikker fejring efter kampen.

Kampen fløjtes i gang kl. 17.15, og det er altså et par minutter inden da, at der er noget i særligt i luften over Viborg Stadion. Og så er det ellers med at skynde sig ind og se kampen, der vises direkte på DR1 med optakt allerede fra kl. 16.30.

 

Stemning på stadion

De få heldige fans, som bliver lukket ind på stadion, har DBU fundet ved at trække lod blandt tidligere billetkøbere til Danmarks kampe. De vil blive mødt af et stadion, der er festligt pyntet i rødt og hvidt. Desuden er trommeduoen ArtiMik tilbage på lægterne som garant for den gode stemning.

 

Efter kampen vil kvindelandsholdets kvalifikation til EM 2022 blive fejret på ekstra festlig vis af bl.a. Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek og selvfølgelig de tilstedeværende fans.

 

Yderligere oplysninger

Pia Viller Arendt, projektleder, Viborg Idrætsråd
Tlf. 31 18 63 16, mail: pia@viborgidraetsraad.dk

Alexander Paaske, presseansvarlig for Kvindelandsholdet, DBU Kommunikation
Tlf. 42 73 44 00, mail: alpa@dbu.dk
 

Informationer om presseaktiviteter opdateres løbende på dbu.dk