You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Vandområdeplaner

Formålet med vandområdeplanerne er at forbedre det danske vandmiljø.

EU´s medlemslande vedtog i 2000 vandrammedirektivet, der har til formål at sikre, at alt vand får ”god tilstand”.

Derfor skal Danmark og de øvrige medlemslande udarbejde vandområdeplaner og tilhørende indsatsprogrammer, der skal sikre, at miljømålene for vandløb, søer, den kystnære del af havet og grundvandet nås.

Vandområdeplanerne er således samlede planer for at forbedre det danske vandmiljø.
Vandrammedirektivet opererer med 6-årige planperioder.

Perioder og indsats

  • 2009 - 1015: De første vandplaner
  • 2015 - 2021: Anden periode, hvor planerne skiftede navn til vandområdeplaner
  • 2021 - 2027: Gældende vandområdeplaner, som meget forsinket blev offentliggjort af Miljøministeriet den 15. juni 2023.
  • 2023 - 2024: Miljøministeriet skal genbesøge planerne. 
    • Ved genbesøget indgår resultatet af forskellige udviklingsprojekter og der tages stilling til restindsatsbehov.
  • Efter 2027: Håndtering af evt. indsatsbehov efter 2027 indgår ikke i det gældende vandrammedirektiv og implementeringen i dansk lovgivning. Det forventes, at EU afklarer dette.

Læs mere om de gældende vandområdeplaner 2021 - 2027 på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Se kort over data, som indgår i planerne på Miljøstyrelsens MiljøGIS for vandområdeplaner.

Kommunale opgaver

Staten er myndighed for vandplanlægning.

Kommunerne udfører dele af vandområdeplanernes indsatsprogram.

Konkrete indsatser

Kommunerne udfører konkrete indsatser i

  • søer og vandløb
  • etablering af vådområder
  • indsatser i forhold til punktkilder (bl.a. renseanlæg, regnbetingede udløb, spredt bebyggelse, udløb fra industri og dambrug).

Myndighedsopgaver

Kommunerne bidrager gennem myndighedsopgaver til de grundlæggende foranstaltninger, der gennemfører EU-lovgivning, og som allerede er fastsat i sektorlovgivningen, samt evt. yderligere foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på gennemførelse af EU-forpligtelser.

Anden lovgivning

Andre love om miljø indeholder i vidt omfang grundlæggende foranstaltninger, der har til formål at beskytte og forbedre miljøtilstanden i vandmiljøet.

Det gælder f.eks. lovgivning og bekendtgørelser, der gennemfører nitratdirektivet, badevandsdirektivet, drikkevandsdirektivet og byspildevandsdirektivet.

Status for Viborg Kommune

Den politiske behandling i Viborg Kommune, i perioden 2021 - 2027: 

Høring af arbejdsprogram for vandområdeplaner 2021-2027 (sag nr. 7)
Basisanalyse for vandområdeplaner 2021-2027 (sag. nr. 13)
Bidrag til høringssvar ifm. vandområdeplaner 2021-2027 (sag nr. 5)

Miljøministeriet offentliggjorde de endelige vandområdeplaner for 2021-2027 den 15. juni 2023. Se afsnit om vandområdeplaner.

Indsatser i Viborg Kommune - vandområdeplaner 2021 - 2027 (VP3)

Vandløb

I VP3 indgår en række fysiske vandløbsindsatser (restaureringsindsatser). En række stræknings- og spærringsindsatser ligger i vandløb i Viborg Kommune. Det er Kommunen som gennemfører forundersøgelser og realiseringsprojekter af de konkrete indsatser.

Indsatserne kan du se på oversigtskortet på siden: Projekter i vandløb.

Søer

I VP3 indgår en række restaureringsindsatser i søer eller indsatser i sø-oplande for at mindske tilførslen af fosfor til søerne. I VP3 er der ikke indsatser i søer eller i sø-oplande i Viborg Kommune. Den manglende indsats skyldes især mangel på omkostningseffektive virkemidler.

Punktkilder

Indsatser vedr. punktkilder handler om at reducere udledningen fra:

  • renseanlæg,
  • regnbetingede udledninger (RBU),
  • dambrug
  • andre virksomheder med direkte udledning
  • spredt bebyggelse i det åbne land, hvor der ikke er kloak.

I Viborg Kommuner er der ikke fastsat indsatser fra punktkilder i VP3.

Kystvande

Indsatsen vedr. marine kystvande handler især om at mindske tilførslen af kvælstof til kystvande.

Den fastsatte kvælstofindsats er ikke fordelt på kommuner, men på oplande til de marine vandområder. Kommunerne udmønter en del af indsatsbehovet ved at gennemføre vådområde- og lavbundsprojekter.

Der er et stort indsatsbehov for nogle af de vandområder som berører Viborg Kommune, især Hjarbæk Fjord og den indre del af Limfjorden.

I forbindelse med indsatsen vedr. marine kystvande er der nedsat såkaldte kystvandråd.

Med aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug ”Landbrugsaftalen” af 4. oktober 2021, besluttede regeringen og aftaleparterne, at der skal gennemføres lokalt funderede analyser til at belyse alternative veje til målopfyldelse ved at nedsætte kystvandråd i udvalgte kystvande.

Viborg Kommune indgår i arbejdet i et nedsat kystvandråd for den centrale del af Limfjorden (Hjarbæk Fjord, Skive Fjord Lovns Bredning, Risgaard Bredning og Bjørnsholm Bugt). Opgaven forløber i 2023.

Læs nærmere om arbejdet i kystvandrådet..

Kontakt

Anders Haugstrup Andersen

Natur og Vand

Tlf: 87 87 55 51