You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Arrangementer hos Naturskolen

Naturskolen tilbyder mange forskellige arrangementer, og I har selv mulighed for at sammensætte jeres eget program.

INDHOLD

Hold fyraften på Naturskolen

Sammensæt jeres eget program med naturvejlederen og hold fyraftensmøde i det fri. Prisen afhænger af, hvilken typer bruger du er. 

Mød os på:

  • Hald, Ravnsbjergvej 71, 8800 Viborg
  • Jægerhytten, Ulstrupvej 11, 8850 Bjerringbro
  • Undallslund, Kapt. Undalls Vej 1, 8800 Viborg

Ønsker I at holde et møde inden, vi sætter aktiviteterne i gang, er der gode møderum på alle tre lokaliteter. 

Kontakt Naturskolen på mail: viw@viborg.dk 

Natur og lidt til ganen

Gå en tur med naturvejleder i nærområdet. Slut dagen af med bålhygge og søde pandekager eller pandebrød med urtepesto.

Kl. 15-17

Natur og aktiviteter

Kom med på tur med en naturvejleder i den nære natur, hør naturfortællinger og lav fællesaktiviteter med tempo og samvær.

Kl. 14-16

Vild mad

Vi sanker ind til aftensmad i naturen, og hygger os omkring bålet, mens vi tilbereder jeres eget lette måltid frisk fra naturen.

kl. 15-18

Tag en naturvejleder med på turen

Tag en naturvejleder med på tur rundt i landskabet. Hør mere om områdets natur- og kulturhistorie eller lad naturvejlederen sætte jer i gang med aktiviteter. Bestil os til jubilæet, familie- og firmaarrangementet.

Vild Mad

Vi går en tur i den natur I gerne vil være i og smager på de vilde planter. Vi sanker ind til et lille eller stort måltid, alt afhængig af årstid og hvad I har lyst til. Det kunne være grøftekantsdeller og fladbrød, der laves over bål. Marmelade i Trangia på heden til jeres nybagte boller eller urtepesto og urtesmør som tilbehør til jeres grillkød.

De 5 Halder for hele familien

Naturvejlederen tager jer med på en tur rundt på de naturskønne lokaliteter langs Hald sø, hvor Halds lange og spændende historie formidles gennem fortællinger og lege. På turen møder vi måske nogle af historiens spændende personer.

Undallslund – bynær natur med krigshistorie

Vi går en tur rundt i den kommunale skov Undallslund. Undervejs kigger vi nærmere på dyre- og plantelivet i skoven og ved mosen. Skoven var også base for tyske soldater og materiel under krigen. Efter krigen spillede skoven en helt særlig rolle under retsopgøret.  Via aktiviteter og fortælling bliver vi lidt klogere på det hele.

Fugle

Tag med en naturvejleder på fugletur. Afhængig af sted og årstid kan fokus være på f.eks. ynglefugle, vandfugle, rovfugle, fuglesang eller havens fugle. Vi går en tur i et aftalt område, ser på fuglene og fordyber os i deres fjerede verden.

Svampetur

Indsamling af vilde svampe åbner døren til intense naturoplevelser. En svampetur appellerer til alle sanser: Brug øjnene for at finde svampene. Brug stedsansen for ikke at fare vild. Mange svampe har sin helt egen duft og Skørhatte kender man på lyden af ”knækket.

Vi har i Danmark ca. 2.000 hatsvampe, altså svampe med hat og stok, som fx champignoner. Men kan de spises? Vi lærer at kende forskel på gode spisevampe og alle de andre, især de giftige. Er vi heldige, samler vi måske nok til en lille smagsprøve.

Arrangementet er for begynder og let-øvede svampesamlere,  både børn og voksne. Den bedste svampetid er fra sidst i august til først i oktober.

Plantefarvning af garn

På en dejlig tur i Halds smukke natur, samler vi planter ind og lærer om planternes egenskaber i farvegryden. Tilbage på Naturskolen laves farveprøver ved bålpladsen og I lærer teknikkerne omkring plantefarvning. Imens vi venter på resultatet i gryden kan strikketøjet findes frem, kaffen drikkes og den historiske brug af farver og tekstiler formidles. Plantefarvning tager tid - så afsæt mindst 4 timer til aktiviteten.

Harry Potter

Tag med på en spændende rejse til Hogwarts, skolen for heksekunster og troldmandsskab. Vi bliver fordelt på vores kollegier og dyster på viden og kunnen udi trolddommens verden, og her er samarbejde en vigtig ting.

Vi skal sørge for at vore koste er toptunede, for ellers vinder man ikke mesterskabet i quidditch. Og hvordan laver man i grunden en god og holdbar kost?

Falder der ekstra point af, hvis man holder sig på god fod med professoren? Og hvordan tager han det, hvis man opfører sig dårligt?

Et samarbejdsforløb for både store og små. Fra 20-40 personer i 5 timer.