Lokesvej 1, 8800 Viborg til salg
Ejendom er til salg - der kan afgives bud.
Til salg
Viborg Kommune udbyder matr. nr. 502fi, Viborg Markjorder, med beliggenhedsadresse Lokesvej 1, 8800 Viborg.
Fakta om ejendommen
Ejendommen udbydes uden oplyst mindstepris.
Det udbudte areal består af matr.nr. 502fi, Viborg Markjorder, ca. 5.398 m2. Se vedlagte kortskitse. Ejendommen indeholder 191 m2 bebygget areal + 94 m2 tagetage.
Området er i dag belastet med trafikstøj fra Indre Ringvej, og en forudsætning for boligudvikling er derfor, at der etableres en støjskærm langs vejen. Køber skal afholde udgifterne forbundet med etablering af eventuelt støjværn.
Der skal derudover tages stilling til regnvandshåndtering i forbindelse med det af køber ønskede projekt, hvilket afklares sammen med Energi Viborg Vand A/S. Køber skal afholde udgifterne for-bundet hermed.
Anvendelsesmuligheder
Området ligger i rammeområde VIBNV.B4.03 i Kommuneplan 2025-2036, der er udlagt til åben-lav, tæt-lav og etageboliger - se Kommuneplan.
Lokalplan
Området er omfattet af lokalplan nr. 158, og ligger i delområde III, som kan anvendes til vuggestue, børnehave, fritidshjem, integrerede institutioner mv. Hvis der skal være parcelhuse, rækkehuse, dobbelthuse, klyngehuse eller anden tæt-lav boligbebyggelse, kræver dette ændret plangrundlag.
Et salg kan afhængig af det konkrete projekt være betinget af, at der efterfølgende udarbejdes og vedtages en lokalplan. Det er en betingelse for lokalplanlægningen, at køber leverer et skitseprojekt, der kan danne grundlag for lokalplanlægningen. Der henvises til (sag nr. 10 på Teknisk Udvalg den 4. juni 2025), hvor udvalget besluttede at være sindet til at igangsætte lokalplanlægning, der giver mulighed for tæt-lav boliger på ejendommen på baggrund af et konkret projekt.
Der er udarbejdet skitseforslag med mulige fremtidige anvendelsesscenarier til åben-lav eller tæt-lav boligformål. Skitseforslagene er vedlagt som bilag, udelukkende som inspiration, for at synliggøre, hvilke muligheder der kan være.
Købstilbud
Ejendommen er annonceret til salg den 29. september 2025 og skal herefter i mindst 14 dage være i offentligt udbud, hvilket betyder, at ejendommen ikke kan sælges eller reserveres i denne periode.
Købstilbud sendes til Jeanne Schou Mølgaard på: jesc@viborg.dk.
Købstilbud skal angives som ét fast beløb pr. m² ekskl. moms. Købstilbuddet er bindende indtil Byrådets godkendelse af handlen.
Køber afholder alle udgifter forbundet med handlen, herunder udgiften til tinglysning.
Vilkår for salget
Viborg Kommune er ikke forpligtet til at sælge og forbeholder sig ret til at forkaste samtlige indkomne købstilbud.
Handlen er betinget af Byrådets endelige godkendelse.
Salget sker i henhold til reglerne i Indenrigs- og boligministeriets bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme. Der henvises også til vejledning nr. 9175 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens og regionens faste ejendomme.