Helhedspleje
Du er i målgruppen til at modtage hjælp efter ældreloven, hvis du har nået folkepensionsalderen og har behov for pleje og omsorg til den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne.
Den 1. juli 2025 trådte den nye ældrelov i kraft. Hvis du allerede modtager hjælp, skal du ikke foretage dig noget. Din hjælp vil blive re-visiteret indenfor de kommende 2 år, og visitationen kontakter dig, når der er ændringer, der har betydning for dig.
Ældrelovens 3 værdier
- Selvbestemmelse: Du skal opleve frihed til at vælge, hvordan dit liv leves.
- Tillid: Du skal have tillid til medarbejdere og ledelse, der er tættest på dig i hverdagen
- Netværk: Du skal styrke dit netværk ved at samarbejde med dine pårørende, de lokale fællesskaber samt muligheder i civilsamfundet.
Helhedspleje og ældrelov
Tværfagligt team omkring dig
Hjemmeplejen er opdelt i mindre faste teams, sammensat af de faggrupper og kompetencer, der er nødvendige for at hjælpe og støtte dig. Ud over det faste plejepersonale er der nu også en ergoterapeut, en fysioterapeut og en visitator med i teamet.
Vi kalder det for borgernære teams, og sammen med dig skal teamet finde frem til den bedst mulige hjælp. Enten via et fysisk besøg hjemme hos dig, eller ved at vi ”kigger forbi” på skærmen.
På den måde kan vi bedre sikre, at vi kan give dig den bedst mulige og mest sammenhængende hjælp. Det faste team skal også bidrage til, at der kommer så få forskellige medarbejdere i dit hjem, og at medarbejderne bedre kender til dig, dit liv og dine ønsker.
Pårørende som samarbejdspartner
I Viborg Kommune ser vi pårørende som en vigtig del af helhedsplejen. Vi inddrager gerne pårørende i dialogen om hjælpens indhold og tilrettelæggelse, så indsatsen giver mening for borgeren.
Inddragelsen sker med borgerens samtykke og med respekt for både borgerens selvbestemmelse og de pårørendes ønsker. Pårørende opfordres til – i det omfang de ønsker og har mulighed for – at støtte borgeren i hverdagen og bidrage til den rehabiliterende indsats.
Ansøgning om helhedspleje
Når du søger om hjælp, vil dit hjælpebehov og funktionsniveau blive vurderet af Visitation Sundhed og Omsorg. Støtten bevilges ud fra to sammenhængende forløb:
- Forebyggende og rehabiliterende forløb
- Vedligeholdende forløb

Forløbsmodel for helhedspleje
Alle forløb skal have et forebyggende og rehabiliterende sigte og tildeles ud fra dit behov. Som udgangspunkt vil alle nye borgere starte op i et forebyggende og rehabiliterende forløb, hvor der arbejdes målrettet på, at borgeren kan varetage hverdagsopgaver selv. Rehabiliteringen tilrettelægges ud fra borgerens ønsker og drømme samt medarbejdernes faglighed. Det vedligeholdende forløb er tiltænkt borgere med rehabiliteringspotentiale i nogle eller enkelte hverdagsopgaver. I få tilfælde kan det være nye borgere, som ikke forinden har haft et målrettet rehabiliteringsforløb, fx borgere, som er så fysisk eller kognitivt svækkede, at de ikke kan profitere af et målrettet rehabiliteringsforløb. Begge forløb kan indeholde: • Personlig pleje • Praktisk hjælp, herunder rengøring, tøjvask og indkøb • Genoptræning
Leverandør af helhedspleje
Video: Det gode liv i eget hjem
"Det gode liv i eget hjem" handler om den støtte og pleje, som borgere i Viborg Kommune kan få i deres eget hjem. Filmen beskriver, hvordan visitation vurderer borgerens behov for støtte og informerer hjemmeplejen, som derefter afklarer borgerens ønsker og muligheder.