Virtuel Borgerkontakt i Hjemmepleje og Hverdagsrehabilitering
Skærmbesøg til borgere i eget hjem
Beskrivelse

Virtuel Borgerkontakt (tidligere Virtuel Hjemme- og Sygepleje og Virtuel Bostøtte) er en mulighed for at besøge borgeren gennem et videoopkald.
Som udgangspunkt opsættes en tablet i borgerens hjem, men det er også muligt for borgeren at bruge sin egen tablet eller smartphone. Medarbejderne fra kommunen kan ringe op til borgerens tablet og afhængig af behov har borgeren mulighed for at ringe til et hjemmeplejedistrikt.
Formål
Skærmbesøg giver borgeren en større frihed, tryghed og ro i mødet. Samtidig bliver borgeren bedre til at klare sig selv og tage styring i eget liv.
For sundhedspersonalet betyder det en mere fleksibel hverdag. Virtuel Borgerkontakt giver sammenhængskraft i kvalitet og patientsikkerhed og muliggør læring og videndeling. Det er også muligt for grupper at ringe sammen, fx til morgen- og tavlemøder, samt fagspecifikke møder.
Målgruppe
Målgruppen er alle borgere tilknyttet hjemmeplejen afhængig af funktionsniveau og andre omstændigheder.
Tanken er, at alle borgere skal "fødes" med en skærm, så det er nemt at tilpasse behov og muligheder allerede fra starten af samarbejdet med borgere og pårørende. Der er ikke fokus på enkeltstående diagnoser, men der anvendes en mere holistisk tilgang til vurderingen af, om borgeren kan have gavn af en skærm.
Fakta
- Viborg Kommune leverer ugentligt ca. 1.200 virtuelle besøg til borgere, der modtager besøg fra blandt andet hjemmeplejen og det sociale område.
- I alt har Kommunen opsat ca. 270 skærme rundt om hos borgere.
- Viborg Kommune begyndte at arbejde med virtuelle ydelser i 2012.