VR-briller til rygestop

Rygestopvejlederne i Viborg Kommune har fået et nyt redskab – og det virker!

SanseteknologiSelvmonitorering/motivationsteknologiTræningsteknologiMedarbejdereSocialSundhed

Beskrivelse

I dag er metoderne i rygestopindsatsen begrænset til rygestopvejledning og rygestopmedicin. Det virker for nogle, men ikke for alle. Der mangler i høj grad nytænkning og nye innovative løsninger til at løfte indsatserne, og der findes pt. kun meget begrænset hjælp til at understøtte den fysiske samtale.

Formål

Gennem brugen af VR-briller kan fagpersoner eksponere borgere for virkelighedstro hverdagssituationer, som udfordrer deres rygetrang, f.eks. sociale sammenkomster eller situationer, hvor borgeren sidder alene og ikke har noget at foretage sig og dermed ryger på grund af kedsomhed. Dette træner borgeren i at mestre situationer, hvor rygetrangen opstår og giver dem succesoplevelser med at sige nej til rygning.

Målgruppe

Viborg Kommune er en del af projektet "Rygestop i psykiatrien", hvis formål er at arbejde målrettet med indsatser og initiativer, der kan hjælpe borgere i psykiatrien til at stoppe med at ryge. Mange borgere oplever, at de nuværende tilbud i kommunen ikke passer til dem og med denne prøvehandling ønsker vi, at udvide paletten af tilbud og undersøge om VR teknologi kan bidrage som hjælp ved rygestop – særligt hos borgere i psykiatrien, men også hos borgere, der kommer i det almene tilbud.

Resultater

Projektet har vist positive resultater for både borgerne og medarbejderne.

  • I 80% af rygestopvejledningerne med VR-briller oplevede borgerne, at det var en meget god/god oplevelse.
  • I 85% af rygestopvejledningerne vurderede rygestopvejlederne, at VR-brillerne havde en positiv effekt på deres rygestopsamtale.
  • I 97% af rygestopvejledningerne vurderede rygestopvejlederne, at VR-briller er et godt redskab i rygestopindsatsen.

"Det er meget godt til at få nogle virkelige situationer frem, som kan være svære at håndtere som ryger. Man kan mærke, at man er der, og det er godt."

- Citat fra rygestopvejleder i Viborg Kommune

Fakta

Virtual Reality består typisk af en VR-brille, du kan tage på, så du kan træde ind i en virtuel verden.

Rygestopvejlederne i Viborg Kommune har sammen med virksomheden Take A Walk VR været med i udviklingen af eksponeringsfilm og mindfulnessfilm.

Kontakt