You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Lille Torup: Høring om ny planlægning for CAES-anlæg (Green Hydrogen Hub) ved Skinderup

Idéfase for et område til CAES-anlæg.

Emne

IdéfaseKommuneplanMiljøvurdering af konkrete projekter (VVM)

Område

9632 Møldrup

Offentliggørelse

08.06.2023

Høringsfrist

Høringsfrist er udløbet

©Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Resumé

Viborg Byråd begynder planlægningen for CAES-anlæg ved Skinderup. Byrådet opfordrer derfor alle til at komme med idéer og forslag til planlægningen og til miljøvurderingens indhold jf. planlovens § 23 c og miljøvurderingslovens § 35.

Formålet med planlægningen er at udlægge et nyt område til teknisk anlæg i Kommuneplan 2017-2029, samt at opdatere:

  • Kommuneplanens retningslinje 11 – Værdifulde landskaber, kystlandskaber og geologiske områder
  • Kommuneplanens retningslinje 5 – Støj og lys
    Byrådet opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til planlægningen samt til hvilke emner, der skal belyses i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger og alternativer til det ansøgte projekt senest den 3. august 2023.

 

Borgermøde

Der afholdes borgermøde d. 29. juni 2023 kl. 17-19 i Tostrup Forsamlingshus, Kallestrupvej 96, 9632 Møldrup.

Alle er velkomne.

Politisk beslutning

Høringen er igangsat på baggrund af Byrådets behandling af en ansøgning af 22. februar 2023.
Link til sag nr. 3 i byrådet 31. maj 2023.

Corre Energy har ansøgt om opførsel af et CAES-anlæg i relation til gaslageret i Lille Torup. Anlægget skal indgå i samarbejdet Green Hydrogen Hub, som skal kunne opbevare grøn energi i form af brint og trykluft, når der er overskud, så det kan frigives, når solen ikke skinner eller det ikke blæser.

CAES-anlægget består af gasturbiner med en total effekt på 320 MW, som drives af den komprimerede luft, når denne udvider sig. Herudover opvarmes luften yderligere ved forbrænding af brint, hvilket vil øge strømproduktionen.
Brint og trykluft opbevares i kaverner hos Gas Storage Denmark imellem produktion og anvendelse.

Projektområdet for CAES-anlægget ligger syd for Skinderup og ca. 1,2 km fra gaslageret ved Ll. Torup. Anlægget placeres på en del af matrikelnummer 1ap, Skinderup By, Ulbjerg. Området er i dag ubebygget, dyrket jord, som anvendes til landbrug. Det omkringliggende område er primært bestående af spredt bebyggelse, landbrugsarealer og naturområder.

Området ligger i landzone og er ikke omfattet af en lokalplan. Det er forvaltningens vurdering, at realisering af projektet kræver, at der vedtages en lokalplan.
Hele området er i Kommuneplan 2017-2029 udlagt som støjfrit område og den vestlige halvdel af området er udpeget som værdifuldt landskab. Realisering af projektet kræver således, at der vedtages et kommuneplantillæg.

Der er fra CAES-anlægget ca. 400 m til nærmeste Natura 2000-område (N30, Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, Skravad Bæk), kabeltracéet forventes at skulle krydse habitatområde N30 to steder. Herudover er der ca. 500 meter til nærmeste beskyttede vandløb. Det forventes, at ledningstracéet skal krydse beskyttede vandløb 3 gange, men at dette kan gøres ved underboring.

Kirt X Thomsen for Corre Energy

Projektets realisering kræver et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2017-2029, en lokalplan, en miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan samt en miljøkonsekvensvurdering af projektet.

Viborg Kommune forventer at miljøvurderingen og miljøkonsekvensvurderingen fremlægges i en samlet miljørapport, som beskriver og vurderer de miljømæssige konsekvenser af planerne og projektet. Det er ansøger, som udarbejder miljørapporten.

Miljørapporten vil belyse planernes og projektets mulige påvirkning af omgivelserne med støj, trafik og overfladevand, samt konsekvenserne heraf i forhold til landskab, naboer og natur. Miljørapporten vil være en del af det politiske beslutningsgrundlag.

Bekendtgørelse af lov om planlægning (LBKG 2020-07-01 nr. 1157)

Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBKG 2023-01-03 nr. 4).

En række emner vil sammen med relevante idéer og forslag fra idéfasen indgå i planen (kommuneplantillægget) og blive belyst i miljøkonsekvensvurderingen, som udarbejdes efter denne fase.

Dine idéer og forslag kan f.eks. handle om:

  • Særlige forhold og kvaliteter i området og dets omgivelser, som udvikler og kommune bør være opmærksomme på
  • Mulig påvirkning af naboer, så som visuel påvirkning, trafikmæssig påvirkning eller påvirkning af støj fra anlægget
  • Mulig påvirkning af landskab og natur
  • Effekter på klima og miljø
  • Andre relevante placeringer

 

Denne fase er første fase i en række aktiviteter frem mod en eventuel realisering af et CAES-anlæg ved Skinderup. I idéfasen har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med idéer og forslag.

Når denne idéfase er slut, vil vi vurdere de indkomne idéer og forslag, og beslutte om der skal udarbejdes et forslag til kommuneplantillæg, forslag til lokalplan, en miljøkonsekvensrapport og en miljørapport.

Forslag til plan, miljøkonsekvensrapport og miljørapport vil komme i høring i mindst 8 uger. Her får du mulighed for at komme med bemærkninger til planen. Indkomne bemærkninger vil indgå i beslutningen om planens endelige vedtagelse.

Til slut kræves en tilladelse efter § 25 i lov miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

I den efterfølgende drift har Viborg Kommune pligt til at føre miljøtilsyn, og vi kan til enhver tid stille krav om, at retningslinjer, lovkrav og vilkår skal overholdes.

Kontaktperson

Peter Sig Kristensen

Strategi og udvikling

Tlf: 87 87 86 30