Offentligt udbud for leje af Viborg Kommunes arealer til salg af fyrværkeri i 2025-2027
Tilbuddet skal afgives som beskrevet herunder:
• Buddet skal være afgivet senest 7. april 2025 kl. 16:00
• Tilbuddet skal sendes i en e-mail mebak@viborg.dk til Mette Jakobsen Bak
• Der skal angives, hvilket areal, som tilbuddet vedrører
• Der skal angives ét samlet bud for hele perioden for arealet
• Hvis der bydes på flere arealer, skal det være tydeligt, hvilket areal og beløb, der hører sammen
Arealer
Der udlejes fire arealer, som fremgår af bilaget:
• Feltbanen: Feltbanen 1, 8800 Viborg
• Festpladsen: Fabrikvej 19A, 8800 Viborg
• Jægersborgvej: Jægersborgvej, matr.nr. 2f, Viborg Markjorder, 8800 Viborg
• Asmildklostervej: Asmildklostervej 2, 8800 Viborg
Arealerne udbydes til følgende mindstepriser og perioder:
• Feltbanen: Pladsen udbydes til leje fra 2025-2027 (3 år). Mindstepris 114.000 kr. pr. år
• Festpladsen: Pladsen udbydes til leje fra 2025-2027 (3 år). Mindstepris 36.500 kr. pr. år
• Jægersborgvej: Pladsen udbydes til leje fra 2026-2027 (2 år). Mindstepris 34.500 kr. pr. år
• Asmildklostervej: Pladsen udbydes til leje fra 2025-2027 (3 år). Mindstepris 12.500 kr. pr. år
Vilkår for udbud
Der gælder følgende vilkår for udbuddet:
1. Alle pladser udlejes i tidsrummet 1. december til 15. januar
2. Det enkelte areal tildeles den højstbydende for hele perioden
3. Der kan som udgangspunkt kun udlejes ét areal pr. virksomhed
4. Betaling for arealerne forfalder ultimo november hvert år forud med den andel af budsummen, der svarer til en årlig rate
5. Viborg Kommune kan opsige aftalen med 6 måneders varsel og senest den 1. juni, hvis arealet skal anvendes af Viborg Kommune eller sælges til tredjemand. På samme måde kan lejer opsige aftalen med 6 måneders varsel, senest den 1. juni. Ved opsigelse med mindre end 6 måneders varsel opkræves det fulde beløb
6. Lejer kan ophæve aftalen, hvis offentligretlige regler ændres, således arealerne ikke længere kan anvendes til fyrværkerisalg, f.eks. hvis salg af fyrværkeri til private forbydes ved lov eller kravene til sikkerhedsafstand ændres. Har lejer i den forbindelse betalt en del af budsummen for en sæson, og ikke haft mulighed for at sælge i sæsonen, vil den del af budsummen blive refunderet lejer
Vilkår for brug af pladsen
Der gælder følgende vilkår for brug af pladsen:
1. Arealet må kun anvendes til oplag og salg af fyrværkeri samt naturligt tilbehør
2. Der skal søges om tilladelse til opstilling af telt mv. ved beredskabet og andre relevante myndigheder
3. Lejer er ansvarlig for, at arealet afleveres i samme stand, som det er modtaget. Hvis arealet ikke afleveres i samme stand, som det er modtaget, vil Viborg Kommune (Park og Vej) udføre reetablering/supplerende oprydning/rengøring for lejers regning
4. Lejer er erstatningspligtig for skader, der sker i forbindelse med lejemålet på belægning, gade-inventar, træer og buske mm. Sker der skader, skal de meldes til Viborg Kommune, Park og Vej på tlf. 87 87 53 53. Park og Vej vil efterfølgende udbedre skaden for lejers regning
5. Gældende lovgivning, f.eks. for salgsperiode af fyrværkeri og anbringelse af genstande på vejareal, skal til enhver tid overholdes
6. Der må kun reklameres på det lejede areal. Opstilling af reklamer på vejareal kræver ansøgning hos Viborg Kommune (Trafik og Veje)
7. Toiletter på Festpladsen er vinterlukkede og kan ikke anvendes i perioden
8. Strøm på Festpladsen afregnes efter forbrug