Underviser med passion for tekstil- og kreativt design til STU Viborg

Underviser med passion for tekstil- og kreativt design søges til STU Viborg
Vil du være med til at skabe et nyt kreativt univers?
Er du klar til at sætte dit præg på fremtidens kunst- og designundervisning? Brænder du for tekstil, upcycling, syning og kreativ nytænkning – og har du lyst til at inspirere unge med særlige forudsætninger og behov? Så er du måske den underviser, vi leder efter til vores nye kreative designunivers på STU Viborg!
Vi søger en underviser, der kan:
- Undervise i tekstilproduktion, syning, broderi, måske kostumefremstilling og upcycling.
- Udvikle og igangsætte kreative processer sammen med eleverne.
- Skabe et inkluderende og inspirerende læringsmiljø, hvor eleverne motiveres til at udforske design og kunst.
- Planlægge undervisning inden for de overordnede temaer i årshjulet.
- Dokumentere og evaluere undervisningsforløb.
- Du har måske også viden om 3D print og Lasercut – så har vi et Makerspace, som du kan inddrage i undervisningen.
Du har en relevant tekstilfaglig baggrund – fx konfektionsteknolog, designteknolog, beklædningshåndværker (skrædder) eller tekstilformidler. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med målgruppen og kan arbejde praksisnært og relationsbaseret. Det er dog en forudsætning, at du har hjertet på rette sted og brænder for at få erfaring med målgruppen.
Vi drømmer om at opstarte et kreativt designunivers!
Du får en unik mulighed for at være med til at udvikle og forme et nyt kunst- og designmiljø på STU Viborg. Her er der plads til at tænke nyt, eksperimentere med materialer og teknikker, og skabe et rum hvor eleverne kan udfolde sig kreativt – både individuelt og i fællesskab.
Du kendetegner dig ved:
- Kan skabe følgeskab og inspirere både elever og kollegaer.
- Har lyst til at indgå i samarbejde med elever, pårørende, samarbejdspartnere og kollegaer.
- Motiverer og engagerer unge i kreative processer.
- Arbejder selvstændigt og tager ansvar for opgaveløsningen.
- Er nysgerrig, tålmodig og rummelig – og har elevens mål for øje.
- Du kan håndtere og løse dagligdagens konflikter med ro og tålmodighed.
- Du bringer energi, humor og samarbejdsvilje ind i fællesskabet.
- Hjælpe elever, der har behov for hjælp til personlig hygiejne – du vil selvfølgelig blive lært op.
Hvis du gerne vil vise os foto af dine projekter, er du velkommen til at sende dem med ansøgningen.
Om STU Viborg
Stillingen er fuld tid, hvilket hos os betyder at vi arbejder i gennemsnit 39,5 timer ugentligt og afholder ferie samme tid som eleverne. Underviserne på STU Viborg bemander både undervisning og klubtilbud. Mødetid i klubben er 06.45, som er forventelig mødetid en gang ugentligt, ellers møder vi kl. 08.00. Vi har to pædagogiske lørdage årligt og to forældremøder.
I dit nærmeste team vil du have både pædagogisk uddannede kollegaer samt kunstfaglig uddannede kollegaer.
STU Viborg er en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse, som rummer en mangfoldighed af skønne unge mennesker i alderen 16-25 år, som har forskellige udfordringer tæt inde på livet. Det er vores vision, at de unge realiserer deres fulde potentiale, og at deres livsduelighed dermed styrkes; dette gør vi ved at styrke dem i overgangen fra ung til voksen og bygge bro mellem deres nuværende ståsted i livet og den fremtid, der venter dem. På STU Viborg kræver samarbejdet med de unge, at vi er i stand til perspektivskifte og afprøve forskellige metoder med nysgerrighed og med eleven i centrum.
En grundig beskrivelse af målgruppen, som vi forventer, at du er orienteret om, kan du finde på vores hjemmeside: Velkommen til STU Viborg
Praktisk
- Stillingen er fuldtid (ca. 39,5 timer/uge), med ferie i skoleferieperioderne.
- Du skal have kørekort kategori B.
- Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst
- Forud for ansættelse indhentes børne- og straffeattest
- Alle ansatte ved Viborg kommune har røgfri arbejdstid. Det betyder at ingen medarbejdere må ryge i arbejdstiden.
- Ansættelse snarest eller 1. marts 2026
Ansøgning
Ansøgningsfrist: mandag d. 16. februar 2026
Der afholdes samtaler tirsdag d. 24. februar 2026
Nærmere info: Rikke Hebsgaard Poulsen, tlf. 8787 4547