Ernæringsassistent til Børnehuset Møllehøj

Brænder du for god, hjemmelavet mad – og vil du være en vigtig del af børnenes hverdag?
Har du lyst til at arbejde et sted, hvor måltidet er et pædagogisk omdrejningspunkt, og hvor børnene aktivt inddrages i både madlavning og praktiske opgaver? Så er det måske dig, vi søger som vores nye køkkenmedarbejder i Børnehuset Møllehøj.
Om Børnehuset Møllehøj
Børnehuset Møllehøj er et integreret børnehus i Viborg Kommune med ca. 77 børn i alderen 0–6 år fordelt på vuggestue og børnehave. Vi er et hus med stærke kulturer – særligt omkring måltidet, hvor børnene deltager i borddækning, servering, oprydning og små køkkenaktiviteter efter alder og modenhed.
Vores madordning bygger på:
- sund og varieret kost med fokus på råvarer, klimavenligt mad mv.
- pædagogiske måltider, hvor fællesskab og dialog er centrale
- børnenes deltagelse og medansvar
- en rolig, tryg og nærværende måltidskultur
Køkkenet er en vigtig del af huset – både fagligt, pædagogisk og socialt.
Stillingen
Vi søger en medarbejder, der kan varetage den daglige produktion af mad til både vuggestue- og børnehavebørn, og som har lyst til at samarbejde tæt med personalet om at understøtte vores måltidskultur. Stillingen er på 30 timer ugentligt med tiltrædelse pr. 1. maj 2026 eller efter aftale.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant ernæringsfagliguddannelse.
- Brænder for sund, nærende mad og ser måltidet som en vigtig del af børns udvikling, trivsel og sociale færdigheder.
- Kan inddrage børnene i køkkenet og tilrettelægge pædagogiske måltider, hvor samtale, nysgerrighed og læring er i centrum.
- Har sans for struktur, hygiejne og kvalitet – også når tempoet er højt.
- Er fleksibel, selvstændig og bidrager positivt til fællesskabet i huset.
- Kan planlægge måltider og madplaner i hverdagen og tage ansvar for indkøb og økonomi.
- Arbejder selvstændigt og struktureret med køkkenets drift og prioriterer både kvalitet, økonomi og bæredygtighed
Vi tilbyder:
- Et varmt, kreativt og fagligt miljø i et Børnehus med højt samarbejde og tydelige værdier.
- en køkkenkultur hvor både faglighed og pædagogik prioriteres.
- Et tæt samarbejde med engagerede kollegaer, der brænder for børns trivsel og udvikling.
- Mulighed for at præge og udvikle køkkenets rolle som en aktiv og synlig del af det pædagogiske arbejde og børneinddragelsen.
- Et hus med stærke traditioner for gode måltider og børneinddragelse.
- Hjælpsomme kolleger og en leder, der værdsætter samarbejde og faglig sparring.
- Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Praktisk:
Arbejdstiden ligger inden for husets åbningstid kl. 6.15–16.30 (fredag til 15:45).
Som en del af dit onboardingsforløb får du et par dages praktisk i et børnehus tilhørende område 3, hvor du kan hente inspiration til dit arbejde hos os.
Arbejdet foregår alene i køkkenet med støtte fra kolleger ved behov – dog altid i tæt dialog med den pædagogiske del af huset.
Du bliver tilknyttet et køkkennetværk, som består af andre køkkenansvarlige i Dagtilbud område 3.
Samtaler forventes afholdt torsdag den 9.april 2026.
