Administrativ medarbejder til ambitiøst og velfungerende sekretariat

Er du en knivskarp administrativ medarbejder og vil du være med til at spille ledere gode, aflaste dem for administrative opgaver og give dem mere tid til ledelse? I Sekretariatet for Social, Sundhed & Omsorg arbejder vi målrettet med at understøtte ledere gennem dygtig administration – og samtidig udvikler vi løbende på vores opgaver, roller og kompetencer, så vi er rustet til morgendagens opgaver.
Vi arbejder målrettet og struktureret med at optimere og digitalisere vores daglige arbejdsopgaver, så vi kan frigøre tid - og vi arbejder samtidig på at udvikle vores opgaveportefølje, så vi kan skabe endnu bedre understøttelse af de ledere, vi servicerer.
Vores overordnede mål er at gøre livet lettere for de ledere, vi er sat i verden for at spille gode.
Du vil blive tilknyttet et team, hvor vi dagligt arbejder med at understøtte ledere med sparring i forhold til styring og opfølgning, herunder ligger opgaver vedr. økonomi, ansættelse og lignende.
Som vores nye kollega vil du få en spændende og alsidig administrativ stilling på 37 timer om ugen.
Dine arbejdsopgaver:
- Sparring med ledere om økonomistyring og opfølgning herpå
- Administrativ understøttelse til budgetopfølgning
- Ledelsesunderstøttelse, som er tilpasset den enkelte leders ønsker og behov
- Løn og personaleadministration
- Aktiv deltagelse i optimering af arbejdsgange
- Øvrig administrativ understøttelse af decentrale ledere i Social, Sundhed & Omsorg
Vi bruger systemerne Prisme, Silkeborg Data, Virk.dk og Optima.
Det forudsættes, at:
- Du har en relevant uddannelse – fx som administrationsbachelor, finans eller administrationsøkonom eller kontoruddannet assistent
- Du får energi af at spille andre gode både de ledere, du understøtter, din egen ledelse og dine kolleger
- Du er stærk i at skabe relationer og i samarbejde
- Du har erfaring med økonomi og/eller personaleadministration
- Du trives i en hverdag med skarpe deadlines og nogle gange korte frister
- Du bidrager aktivt til fællesskabet – både ved at hjælpe på tværs og ved at tage imod hjælp
Du får:
- En ambitiøs arbejdsplads med fokus på udvikling af både den enkelte medarbejder og af hele medarbejdergruppen
- En arbejdsplads, hvor vi både sætter hold og fungerer som hold
- En arbejdsplads, hvor forventningerne til den enkeltes engagement i opgaverne er høje
- En arbejdsplads, hvor vi har fokus på at gøre det godt og have det godt i samarbejdet om de opgaver vi løser
- En arbejdsplads, hvor vi bruger humor og hvor det sociale betyder meget for os både i større og mindre fællesskaber
Om os
Kollegerne i Sekretariatet
Vi er ambitiøse, dygtige og passionerede og sætter en ære i at levere rettidig opgaveløsning af høj kvalitet og med blik for tværgående løsninger. Vi finder i høj grad faglig sparring hos hinanden og samarbejder med kolleger i og på tværs af områder. Vores omgangstone er uformel, og vi har det sjovt med hinanden.
Lederne i Sekretariatet
Vi er en ambitiøs, løsningsfokuseret og stærkt værdistyret ledergruppe, der sætter en ære i at understøtte andre og skabe de bedste betingelser for, at vores medarbejdere kan præstere og trives. Vi tror på, at de bedste beslutninger er dem, der træffes efter inddragelse og i respekt for den mangfoldighed, der kendetegner vores organisation.
Sekretariatet Social Sundhed & Omsorg
Sekretariatet er en del af direktørområdet Social, Sundhed & Omsorg, der er organiseret i tre fagområder og et sekretariat. Chefgruppen består af en direktør, en omsorgschef, en sundhedschef, en socialchef og en sekretariatschef. Sekretariatet løser opgaver for Social, Sundhed & Omsorg samt Beskæftigelse. Vores vision er at gøre livet lettere for dem, vi er til for. Vores mission er at understøtte beslutnings-, handlings- og udviklingskraft i hele organisationen. Der er 70 medarbejdere i Sekretariatet.
Sekretariatet holder til på Viborg Rådhus i et åbent kontorlandskab, som skaber de optimale rammer for vidensdeling og kollegial sparring.
Løn- og ansættelsesforhold
Efter gældende overenskomst på et niveau, der svarer til dine kvalifikationer. Ved ansættelse indhentes der straffeattest.
Samtaler
Ansættelsessamtalerne forventes afholdt onsdag den 26. november 2025, og du vil blive indkaldt via mail.
Mere om jobbet
Ønsker du at høre mere om stillingen og opgaverne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Stephan Sandberg-Olesen på telefon 5124 2863.