Økonomi- og administrationsansvarlig, museerne i Domkirkekvarteret

Økonomi- og administrationsansvarlig til museerne i Domkirkekvarteret

Her er drømmejobbet for dig, som ønsker en stilling med bred spændvidde og frihed til selv at præge udviklingen – lige i hjertet af et af Danmarks mest spændende kulturprojekter.

To museer – én administration

Viborg Museum og Skovgaard Museet er to statsanerkendte museer med adresser i Viborgs skønne domkirkekvarter. Museerne går nu sammen om at etablere en fælles administration. Til at stå i spidsen for denne stabsenhed opretter vi derfor en attraktiv stilling for dig, der søger et job med bred spændvidde og frihed til selv at præge udviklingen – og ikke mindst et job placeret lige i hjertet af et af Danmarks mest spændende kulturprojekter.

Spændende perspektiver i Domkirkekvarteret

I disse år er Domkirkekvarteret i Viborg ved at blive etableret som et nyt historisk turistmål i centrum af Viborg. Områdets rige kultur- og kunsthistorie er grundlaget for den omfattende forandringsproces, der er i gang, og både Viborg Museum og Skovgaard Museet er centrale aktører i udviklingen. Det er således to museer med høje ambitioner og vækstmål, som nu går sammen om at etablere en fælles administration. Formålet er at styrke integrationen mellem museerne og opnå en effektiv styring og udvikling af begge museers økonomi og administration.

Du kan se mere om museerne og Domkirkekvarteret på museernes respektive hjemmesider samt på domkirkekvarteret.dk

Fælles administration med en ansvarlig samt en administrativ medarbejder

Den nye fælles administration vil bestå af to fuldtidsmedarbejdere. Denne stilling indebærer ansvaret for begge museers økonomi og administration.

Opgaverne vil falde inden for udvikling, økonomi og administration:

  • Effektivisering og digitalisering af drift og administration
  • Samarbejder med andre aktører, fx i Domkirkekvarteret
  • Forretningsudvikling
  • Budgetter, årsregnskaber og projektregnskaber
  • Fakturering og bogføring
  • HR-opgaver
  • GDPR, kontrakter, ESG, PMO og lign.

Efter nærmere aftale vil opgaverne ske i nær dialog med de respektive ledere og i samarbejde med den administrative kollega, som tager sig af daglig bogføring og fakturering, indkøb, indberetninger samt en bred vifte af sekretariatsopgaver. Fordelingen af opgaver vil være omskiftelig og justerbar, og den økonomi- og administrationsansvarlige skal være indstillet på at løse alle typer af opgaver, når det er nødvendigt.

Den økonomi- og administrationsansvarlige vil blive ansat på Viborg Museum og frikøbt til Skovgaard Museet 12 timer pr. uge. Begge museer stiller fuld arbejdsplads til rådighed. Arbejdsstedet veksler i ugens løb efter nærmere aftale.

Vi søger en dygtig, alsidig og fleksibel person

Vi søger en person, som har en videregående uddannelse inden for økonomi, finans, administration eller beslægtede områder. Du har solid erfaring med økonomistyring, regnskaber og rapportering, og måske har du også erfaring med projektøkonomi, forretningsudvikling og økonomisk styring af aktiviteter med kommercielt formål. Og hvis du også kan skrive erfaring med personaleadministration og HR-relaterede opgaver på dit CV, vil det være en fordel.

Som menneske ser vi en person for os, der trives i et spændingsfelt mellem drift og udvikling, og som har lyst til at sætte sig eget præg. Du er stærk til tal og systemer, du har ro og overblik, og så har du gode samarbejds- og kommunikationsevner, som du mestrer på tværs af mange fagområder. Desuden har du et godt øje til kunst- og kulturområdet og de helt særlige forhold, som gør sig gældende her med mange eksterne interessenter og passionerede og kreative medarbejdere.

Om museerne

Vi tilbyder arbejdspladser på to spændende og ambitiøse museer i vækst. Du får ansvar for et vigtigt og udfordrende arbejdsområde, som du skal sætte dit eget præg på. Vi er to organisationer, som er præget af et godt arbejdsmiljø baseret på sunde værdier. Vi har fleksible arbejdstider, mange sociale arrangementer og tilbyder de skønneste kollegaer, du kan forestille dig.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger fås hos museumschef på Viborg Museum, Brian Wiborg, på tlf. 28 56 18 74 eller museumsleder på Skovgaard Museet, Pernille Rom Bruun, på tlf. 20 28 38 46.

Ansøgning med CV, eksamensbeviser og referencer sendes elektronisk via Viborg Kommunes hjemmeside senest den 2. november 2025. Der er ansættelsessamtaler i to runder den 10. november og den 17. november. Ansættelsesstart er den 1. januar 2026.

Søg jobbet nu