Udviklingskonsulent til HR og Arbejdsmiljø

HR og Arbejdsmiljø søger en udviklingskonsulent til en ny stilling. Du skal understøtte arbejdet med at skabe attraktive arbejdspladser i Viborg Kommune.
Om jobbet og dig
Som udviklingskonsulent i HR og Arbejdsmiljø får du en central rolle i at understøtte arbejdspladser i Viborg Kommune i tæt samarbejde med ledere og MED- og arbejdsmiljøorganisation. Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Rådgive ledere og arbejdsmiljøgrupper om systematisk arbejdsmiljøarbejde med særligt fokus på det psykiske arbejdsmiljø, herunder bidrage til udvikling og implementering af relevante indsatser og værktøjer til fremme af et godt arbejdsmiljø samt bistå arbejdspladser med opfølgning på reaktioner fra Arbejdstilsynet.
- Afholde individuelle, forebyggende samtaler med medarbejdere med det formål at forebygge arbejdsrelateret sygefravær.
- Facilitere temadage, workshops og mindre udviklingsforløb i teams og afdelinger om fx stressforebyggelse, samarbejde, kommunikation mv.
- Bidrage til forskellige tværgående opgavetyper, herunder lederrekrutteringer.
Du har en baggrund som erhvervspsykolog eller lignende. Du har solid viden om - og interesse for - arbejdsmiljø, organisationsudvikling og erfaring som konsulent. Desuden er det en fordel, hvis du har erfaring med individuelle samtaler med et forebyggende sigte og / eller arbejde med personprofiler. Det er afgørende for os, at du kan bringe din erfaring og kompetencer relevant i spil i stillingen. Desuden vi lægger vægt på, at du:
- Har stærke samarbejdsevner og kan skabe tillid i dialogen med både ledere, medarbejdere og kolleger
- Kan formidle komplekst stof på en letforståelig og handlingsorienteret måde, så det gør en forskel for arbejdspladserne i kommunen
- Har en god organisationsforståelse med blik for brugerperspektiver og involvering af interessenter
- Er god til at arbejde struktureret og planlægge din arbejdstid
Om os
Viborg Kommune har cirka 7.000 ansatte. Du får din daglige arbejdsplads på vores moderne rådhus i et åbent kontorfællesskab, men du er også meget ude på arbejdspladserne i kommunen. Stillingen er forankret i Personale og Organisation med reference til afdelingsleder for HR og Arbejdsmiljø.
I Personale og Organisation er vi 30 medarbejdere fordelt på to afdelinger: HR og Arbejdsmiljø samt Løn og Personale, der samlet understøtter organisationen med højtspecialiseret viden og udviklingsprocesser inden for hele HR- og personalespektret. Vi arbejder med en bred vifte af opgaver – fra ledelses- og organisationsudvikling og understøttelse af MED- og arbejdsmiljøorganisation til lønadministration, forhandling, personalejura og analyser af data på personaleområdet.
Du bliver en del af et stærkt tværfagligt miljø, hvor vi brænder for at gøre en forskel og hele tiden arbejder på at udvikle vores opgaveløsning til gavn for organisationen. Vi er også optaget af hvordan digitalisering og AI kan bringes i spil i vores opgaveløsning, så vi frigør mest muligt tid til det faglige og relationelle arbejde i opgaveløsningen.
Læs mere om at være ansat i Viborg Kommune på Job hos kommunen - Viborg Kommune
Løn og ansættelse
Der er tale om en fast stilling på 37 timer ugentligt. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst, og lønnen aftales konkret ud fra baggrund og erfaring.
Få mere at vide
Hvis du har spørgsmål om jobbet og opgaverne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Diana Vig Lehmann på telefon 41 71 90 47 efter den 5. januar.
Ansøgningsfrist: søndag den 18. januar 2026.
Samtaler afholdes mandag den 26. januar 2026.