You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 15.08.2024

Klar til næste skridt: Rådgivere valgt til ombygning af Det gamle Rådhus

Det bliver arkitektfirmaet Kjaer & Richter, der skal være totalrådgiver på ombygningen af Det gamle Rådhus på Stænderpladsen i Viborg, og arbejdet går nu ind i næste fase med at omdanne bygningen til velkomstcenter.

Nu går projektet med at omdanne Det gamle Rådhus til velkomstcenter i gang, og torsdag var de valgte rådgivere på besøg for at lave de første registreringer.

- Efter grundig gennemgang har vi valgt Arkitektfirmaet Kjaer & Richter. Det skyldes blandt andet, at rådgiverteamet har stor erfaring med sammenlignelige transformationsprojekter og museumsbyggerier, samt at de har leveret en særdeles overbevisende løsnings- og procesbeskrivelse, forklarer Kirsten Hoffmeyer Novrup, som er projektleder for Viborg Kommune.

Hun forklarer yderligere, at firmaets grundige refleksioner over, at projektet foregår i en bevaringsværdig bygning, har haft stor betydning for valget.

- Herunder har de været opmærksomme på bygningens bærende kvaliteter, der skal bevares, samtidig med der skal foretages nænsomme indgreb, der ikke forringer bygningens kultur- og arkitekturhistoriske værdi, siger Kirsten Hoffmeyer Novrup.

Et velkomstcenter med mange funktioner

Ombygningen af den historiske bygning understøtter det samlede hærvejsprojekt, hvor gående og cyklister kan finde informationsmateriale, og det skal være et samlingspunkt i Domkirkekvarteret med funktioner som formidling, billetsalg, museumsshop og café. Derudover kommer bygningen også til at danne ramme om særudstillingslokaler, møderum samt lærings- og formidlingsmiljø.

- Det bliver utrolig spændende, at vi nu går ind i næste fase. Det er et fantastisk stort projekt, vi er i gang med, når man ser på hele Domkirkekvarteret, og med valget af totalrådgivere, tager vi et stort skridt nærmere det færdige resultat, fortæller kulturchef Henrik Schou Zacho fra Viborg Kommune.

Torsdag 15. august besøgte arkitekterne fra Kjaer & Richter Det gamle Rådhus for at se bygningen endnu en gang og påbegynde de første registreringer.

- Vi glæder os meget over at være valgt som rådgivere og ikke mindst til at komme i gang med projektet. Opgaven som kombinerer bevaringsværdig arkitektur med offentlige funktioner og kulturformidling passer perfekt ind i vores interesseområder både hos Kjaer og Richter og Henry Jensen. Vi imødeser et udfordrende projektforløb, hvor vi vil arbejde på at skabe en naturlig og logisk sammenhæng mellem bygningen som har stor kultur- og arkitekturhistorisk værdi og de funktionelle behov for velkomstcenteret, fortæller arkitekt og projektleder Hanne Pedersen fra Kjaer & Richter.

Arkitektfirmaet Kjaer & Richter er totalrådgiver og herudover består projektgruppen af Henry Jensen A/S - rådgivende ingeniører, Alstrup Brandrådgivning samt STED by- og landskabsarkitekter.

Ombygningen af Det gamle Rådhus er støttet af Nordea Fonden. Du kan følge med i udviklingen samt læse mere om bygningens historie her på siden.

Det er en historisk bygning med mange kvaliteter, som de udvalgte rådgiver skal i gang med at omdanne til et moderne velkomstcenter med mange funktioner. Foto: Viborg kommune