
Under overskriften "Landdistrikternes Ildsjæle sætter fut i lokalområderne" opfordrer udvalget og VibLand alle til at indstille kandidater til prisen, der overrækkes ved landdistriktskonferencen den 27. april 2023.
Formålet med prisen er at anerkende og hylde personer, som gør en særlig forskel for deres lokalområde og de mennesker, der bor der. Ud over æren, modtager prisvinderen en præmie på 5.000 kr. og et stykke kunsthåndværk fra en lokal kunstner.
Et mentalt skulderklap
Formand for Landdistriktsudvalget, Kim Dongsgaard, siger om baggrunden for prisuddelingen:
- Udvikling og trivsel i vores lokalområder løftes i særlig høj grad af de mange ildsjæle, som på forskellig vis gør en positiv forskel gennem deres store engagement. Det fortjener opmærksomhed, og vi opfordrer derfor alle til at indstille den eller de personer, som de synes skal have en chance for at blive nomineret og vinde prisen.
Michael Højbjerg, formand for Viborg Landsbysammenslutning, supplerer:
- Vi glæder os hvert år til at se et stærkt felt af kandidater til prisen og den mangfoldighed af indsatser, de bidrager med i deres lokalområder, som også kan være til inspiration for andre.
Både personer og grupper kan indstilles
Man kan indstille enkeltpersoner eller grupper, der gør en positiv forskel for borgene i et af Viborg Kommunes lokalområder udenfor Viborg og Bjerringbro. Det kan være i en forening, en privatperson eller en frivillig. Og hvis man yder en særlig indsats på jobbet, som rækker ud over, hvad man kan forvente, er det også muligt at komme i betragtning.
Eksempler på kandidater kan være: Formanden for borgerforeningen, købmanden, de grønne pedeller, halinspektøren, spejderne, bestyrelsen for forsamlingshuset eller skolelederen.
Send forslag på viborger.dk
Senest mandag den 20. marts 2023 kan alle indstille kandidater til prisen på viborger.dk ved at udfylde et skema og skrive en begrundet indstilling.
De tre finalister præsenteres på Viborg Kommunes Facebook-side og i Radio Viborg. Den endelige vinder kåres til årets landdistriktskonference den 27. april, som holdes i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.
Yderligere oplysninger
Kim Dongsgaard, formand for Landdistriktsudvalget
Tlf. 25 42 52 91, mail: kid@viborg.dk
Michael Højbjerg, formand for Viborg Landsbysammenslutning
Tlf. 29 21 07 25, mail: michaelhojbjerg@vibland.dk
Susanne Bendtsen, borgerguide, Viborg Kommune
Tlf. 87 87 88 03, mail: sb9@viborg.dk
Dommerkomité
De fem personer, som udnævner tre finalister og den endelige vinder af prisen, er:
• Kim Dongsgaard, formand for Landdistriktsudvalget
• Sofie Ringgaard Schøning, næstformand for Landdistriktsudvalget
• Michael Højbjerg, formand for Viborg Landsbysammenslutning
• Anne Sofie Coenen, næstformand for Viborg Landsbysammenslutning
• Sanne Hylleberg, Finderup, vinder af prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2022
Læs mere på viborger.dk