You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 28.04.2021

Tre kandidater er med i opløbet til prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2021

Dommerkomitéen har udpeget Klaus H. Kristensen, Ole Mølgaard og Helle Georgi til finalister i kampen om at vinde prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2021 i Viborg Kommune.

Jeppe Hartz, vinder af prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2020 / Foto: Viborg Kommune
Jeppe Hartz, vinder af prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2020 / Foto: Viborg Kommune

Med sloganet "Landdistrikternes Ildsjæle sætter fut i lokalområderne" har Landdistriktsudvalget og Viborg Landsbysammenslutning igen kastet lys over de mange ildsjæle i Viborg Kommunes landdistrikter, som hver dag gør en stor forskel for deres lokalområde og de mennesker, der bor der.

 

Fra 22 kandidater til tre finalister

Sidste år løb Jeppe Hartz fra Vejrumbro med titlen, bl.a. for hans store engagement i Vejrumbro Open Air. Dommerkomitéen har nu indsnævret feltet af mulige prismodtagere i 2021 ved at udnævne tre finalister ud af et samlet felt på 22 indstillede kandidater. De tre udvalgte er:

 

Klaus H. Kristensen, Bjerregrav
Klaus H. Kristiansen har masser af ideer og energi. Han er meget engageret i Bjerregravs trivsel og er involveret i mange af de projekter, der over de senere år er blevet gennemført i Bjerregrav - bl.a. de mange faciliteter i naturen, som har gjort byen til en attraktiv bosætningsby for børnefamilier.

 

Ole Mølgaard, Frederiks
Ole Mølgaard har gennem mange år været tovholder og initiativtager til at få nye ting til at ske i Frederiks, og han holder ved, indtil projekterne er fulgt til dørs. Han har bl.a. været særdeles aktiv i etableringen af Hjertestien i og omkring Frederiks.

 

Helle Georgi, Rødkærsbro
Helle Georgi er en person, der altid er i gang med at udvikle Rødkærsbro. Hun har arbejdet for Rødkærsbro de sidste 25 år med et kæmpestort engagement. Særligt det brede foreningsliv i Rødkærsbro nyder godt af Helles imponerende indsats.

 

Et stærkt felt

Dommerkomitéen kom på hårdt arbejde, da de skulle finde tre finalister blandt de velkvalificerede kandidater, som var indstillet af deres medborgere i landdistrikterne. Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, siger i forbindelse med udvælgelsen:
- Vi er blevet præsenteret for mange stærke kandidater, og det er dejligt at se den store bredde og opfindsomhed i de frivilliges indsats, som har blomstret mange steder, trods Corona-situationen.

Formand for Viborg Landsbysammenslutning, Lone Kastberg, supplerer:
- Vores lokale ildsjæle og det frivillige arbejde i lokalområderne har været presset det sidste års tid, og vi er glade for, at vi med prisen Landdistrikternes Ildsjæle igen får mulighed for at anerkende de mange lokale ildsjæle.

 

Vinderen kåres 17. maj

De tre finalister præsenteres i den kommende tid på Viborg Kommunes Facebook-side og i Radio Viborg. Vinderen kåres den 17. maj i forbindelse med årets landdistriktskonference, som i år streames til fem lokale mødesteder rundt om i kommunen og har deltagelse af bl.a. indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

 

Vinderen modtager en pengepræmie på 5.000 kr. Alle kandidater modtager kunsthåndværk fra den lokale kunstner Lilian Albeck Andersen.

 

Tilmelding til Landdistriktskonferencen sker på www.Viborger.dk frem til 6. maj 2021.

Yderligere oplysninger

Mette Nielsen, formand for Landdistriktsudvalget
Tlf. 61 37 29 28, e-mail: mxn@viborg.dk

Lone Kastberg, formand for Viborg Landsbysammenslutning
Tlf. 28 14 43 80, mail: lonekastberg@vibland.dk

Susanne Bendtsen, borgerguide
Tlf. 87 87 88 03, mail: sb9@viborg.dk

 

Dommerkomité

Dommerkomitéen, der udnævner de tre finalister og vinderen af prisen, består af:

• Mette Nielsen, formand for Landdistriktsudvalget

• Martin Sanderhoff, næstformand for Landdistriktsudvalget

• Lone Kastberg, formand for Viborg Landsbysammenslutning

• Jesper Bech, næstformand for Viborg Landsbysammenslutning

• Jeppe Hartz, Vejrumbro, vinder af prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2020