
Lokaldysten
Lokaldysten er en lokal motionsfest, hvor samvær, sammenhold og fællesskab er i fokus. Lokaldysten afvikles i samarbejde mellem lokale foreninger og Kultur & Udvikling i Viborg Kommune.
3 vindere af Lokaldysten 2025

Vinderbyerne 2025 blev kåret 2. pinsedag den 9. juni 2025 i forbindelse med Royal Run i Viborg:
• Mammen vandt (igen) prisen for flest tilbagelagte km ift. indbyggertal
• Vridsted var den by, som havde øget sin præstation mest ift. sidste år
• Skals-borgerne tilbage flest kilometer i alt i de to timer løbet varede.
Alle lokaldyst-løb er i 2025 afviklet som opvarmning til Royal Run – som ”Royal Side Runs”. Kåringen blev derfor afviklet på Borgvold-scenen i Viborg i forbindelse med det store Royal Run-event.
Der var også præmier til de 13 øvrige byer, som var med i 2025: Hvam, Kjeldbjerg, Rødding, Hammershøj, Hald Ege, Nr. Rind-Låstrup, Ravnstrup, Knudby, Vejrumbro, Ørum, Tapdrup, Løvel og Vammen.
Fakta om Lokaldysten
Koncept
Hver deltager samler kilometer ved at bevæge sig flest mulige omgange på ruterne i de 2 timer arrangementet varer. Der er en gå-, løbe- og cykelrute med forskellige distancer. Derfor handler det om, at få flest mulige borgere til at deltage, så der samlet kan tilbagelægges de længste distancer på ruterne.
Byernes samlede antal tilbagelagte kilometer sættes i forhold til antal indbyggere i byen. Antal cyklede kilometer halveres i optællingen for at undgå, at der kan være en fordel i at cykle. Den by der samlet har bevæget sig længst pr. indbygger vinder. Alle borgere kan deltage uanset alder og fysisk niveau. Alle landsbyer med over 200 indbyggere og under 3000 indbyggere kan deltage i konkurrencen.
Siden 2024 har vi brugt et nyt koncept til kåring af vindere. Der findes en vinder inden for hver af tre kategorier. Den samme by kan kun vinde én kategori.
• den by der tilbagelægger flest km. pr. indbygger - som traditionelt
• den by der avancerer mest ift. sidste år, som Årets Længdespringer
• den by som samlet tilbagelægger flest kilometer, uden at sætte ift. indbyggertal
Beregning af resultat og præmier
På den årlige evaluering sammen med de lokale samarbejdspartnere fra deltagerbyerne besluttede vi fortsat at halvere antal cyklede kilometer i beregningen. Når du cykler, bevæger du dig hurtigere, end når du går/løber. Der skal med andre ord ikke være en fordel i at cykle frem for at gå/løbe.
Ruterne har forskellig længde, så det tager ca. lige lang tid at gennemføre en runde uanset, hvilken disciplin/rute man vælger. På den måde kan alle deltagere forventes i mål omkring kl. 19.30, hvor løbet slutter, og alle elastikker skal afleveres. Sidste runde skal påbegyndes senest kl. 19.15 fra start/mål-området.
Sammen med vores lokale samarbejdspartnere fra byerne har vi fra 2019 besluttet, at præmierne fordeles lidt anderledes, sådan at byens placering afspejles i præmiestørrelsen.
Historik
I foråret 2013 udviklede Kultur, Service & Events og foreninger i de to landsbyer Rødding og Ulbjerg et koncept for en lokal motionskonkurrence i forbindelse med Hærvejsløbet. Det blev en stor succes med deltagelse af halvdelen af borgerne i de to byer.
Deltagerbyerne fremhæver det som positive elementer, at alle borgere, uanset alder og fysisk niveau, kan deltage i konkurrencen, det sociale fællesskab, og at det er nemt for dem at planlægge og afvikle. I 2014 og 2015 deltog 8 byer. Antallet er steget med årene, og i 2025 deltog 17 byer til 16 løb.