Royal Side Run

Royal Side Run er en unik mulighed for alle borgere i Viborg Kommune til at blive en del af den store bevægelsesfest, som Royal Run er.

Uanset om du er en skoleelev, beboer på et plejecenter, medarbejder på en arbejdsplads, medlem af en beboerforening eller en del af en daginstitution, kan du være med til at sprede glæden ved bevægelse og fællesskab.

Som værtsby for Royal Run den 9. juni ønsker vi i Viborg Kommune at skabe mange lokale bevægelsesfester.

Vi opfordrer jer til at tænke jeres lokalområde ind og invitere bredt til jeres Side Run. Lad os sammen sprede glæden ved bevægelse og styrke fællesskabet i vores kommune.

Kommunens største side run

Vi opfordrer alle til at afvikle deres Side Run på samme tid for at skabe en stor fælles oplevelse. Sæt kryds i kalenderen torsdag den 10. april 2025, hvor vi starter kl. 10.00.

Hvis dette tidspunkt ikke passer, kan I selvfølgelig vælge et andet, der passer bedre ind i jeres planer. Vi foreslår ruter på 1 mile (1,6 km) og 5 km, så alle kan være med, uanset form og alder.

Eventpakke

For at gøre jeres Royal Side Run endnu festligere, tilbyder vi én gratis eventpakke fyldt med minestrimmel, flag, balloner, guirlander og meget mere. Tilmeld jer ved at sende en mail til Gitte på gda@viborg.dk senest den 27. marts 2025. Husk, pakkerne uddeles efter først-til-mølle-princippet,
og så længe lager haves.