Til salg
Viborg Kommune udbyder en matrikel, Vinkelvej 18A og 18B, 8800 Viborg.
Fakta om grunden
Ejendommen udbydes uden mindstepris. Ejendommen består af en del af matr.nr. 1a, Asmildkloster Hgd., Viborg Jorder. Det udbudte areal udgør ca. 3.490 m2.
I forbindelse med salg af ejendommen vil den eksisterende vejadgang fra Vinkelvej samt en del af matr.nr. 1c, Asmildkloster Hgd., Viborg Jorder, blive udstykket til en privat fællesvej, som skal fungere som adgangsvej til begge matrikler. Se hertil vedlagte kortbilag. Som en del af udstykningen vil den eksisterende hæk langs adgangsvejen på matr.nr. 1a, Asmildkloster Hgd., Viborg Jorder blive fjernet.
I forbindelse med salget af grunden vil der blive udarbejdet ny lokalplan for ejendommen. Viborg Kommune forventer at udlægge arealet til offentlige formål, såsom sognehus, samt til parkering. Derudover forventes der indskrevet, at der på arealet vil kunne bebygges maksimalt 40 % og med en maksimal højde på 12 meter.
Den eksisterende bygning på arealet er noteret som bevaringsværdig, men det er Viborg Kommunes forventning, at der kan gives tilladelse til ny bebyggelse i stedet for den eksisterende.
Det oplyses, at der på arealet er søbeskyttelseslinje og fortidsmindebeskyttelseslinje.
Der kan tages forbehold for ovenstående forhold i forbindelse med afgivelse af købstilbud.
Købstilbud
Matriklen er annonceret til salg den 30. august 2024 og skal herefter i mindst 14 dage være i offentligt udbud, hvilket betyder, at grundene ikke kan sælges eller reserveres i denne periode.
Købstilbud skal angives som ét fast beløb pr. m² ekskl. moms. Købstilbud skal være Viborg Kommune i hænde senest den 13. september 2024. Købstilbuddet er bindende indtil Byrådets godkendelse af handlen.
Køber afholder alle udgifter forbundet med handlen, herunder udgiften til udstykning og tinglysning. Dette gælder dog ikke udgiften til fjernelse af den eksisterende hæk, som er omtalt ovenfor.
Købstilbud sendes til ninie@viborg.dk inden den nævnte frist.
Viborg Kommune er ikke forpligtet til at sælge ejendommen og forbeholder sig ret til at forkaste samtlige indkomne købstilbud på ejendommen.
Salget sker i henhold til reglerne i Indenrigs- og boligministeriets bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme. Der henvises også til vejledning nr. 9175 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens og regionens faste ejendomme
Bilag
Kontakt
Nikoline Østergaard Svarrer
Jurist