Hvad er et spirejob?
Spirejob er en fælles betegnelse for de kommunale fritidsjob på velfærdsområdet, som vi tilbyder unge mellem 14 og 17 år. Du kan f.eks. få job på vores pleje- og omsorgscentre, på handicapområdet, i et børnehus, en ungdomsklub eller en SFO.
Uanset, hvor du finder dit spirejob, er det et job, hvor du kommer til at gøre en forskel for andre mennesker. Forhåbentlig vil fritidsjobbet – uanset fagområde - så et frø, der spirer og giver dig lyst til få en uddannelse inden for velfærdsområderne. Et spirejob kan altså blive dit springbræt til en kommende uddannelse, levevej og karriere.
Hvilke opgaver løser en spirejobber?
Som spirejobber får du altid en mentor, der fortæller dig om arbejdet og hjælper dig med at komme godt i gang med dine opgaver.
Du vil typisk få praktiske opgaver. Det kan f.eks. være let rengøring, oprydning, sortering, eller servering af mad. Du får desuden mulighed for at tilbringe tid med de børn, voksne eller ældre borgere, som din arbejdsplads arbejder for og støtte op om personalets aktiviteter. På plejecentret lægger du måske puslespil med en ældre borger – og i børnehuset står den måske på boldspil udenfor.
Hvem kan søge spirejob?
Spirejob kan søges af alle i alderen 14-17 år og er især relevant for unge, som gerne vil opleve at være på en arbejdsplads, hvor man arbejder med mennesker.
Måske kunne det være noget for dig at blive f.eks. social- og sundhedsassistentelev eller pædagogelev. Det – og mange flere fag – har du mulighed for at opleve ”live” i et spirejob.
Hvordan søger jeg?
For at søge et spirejob, skal du kontakte lederen af den arbejdsplads i dit lokalområde, hvor du gerne vil arbejde.
Du kan enten ringe til lederen eller sende en uopfordret ansøgning, hvor du fortæller, hvorfor du godt kunne tænke dig et spirejob, og hvorfor du tror, du vil passet godt til jobbet.
Har du brug for hjælp til at skrive en ansøgning, kan du kigge her i Værktøjskassen på Viborg Ungdomsskoles hjemmeside.
Hvem kan jeg kontakte?
Hvis du har spørgsmål, før du søger et spirejob, kan du kontakte vores koordinator:
Karin Sivebæk Nørgaard, Jobcenter Viborg / Job og Unge
Tlf. 87 87 47 45 eller mail: k4n@jobcenterviborg.dk