Lukkedage og ferieåbning i børnehuse

Når børnehuset holder ferielukket, kan dit barn blive passet i en anden institution. Når dit barn skal holde ferie, er det vigtigt at melde det i god tid. På den måde udnyttes ressourcerne bedst, og vi sikrer gode rammer for både børn og personale.

Lukkedage

I Viborg Kommune er der to lukkedage om året, nemlig den 5. juni (Grundlovsdag) og den 24. december (Juleaftensdag). Her holder dit barns børnehus lukket, og der stilles ikke alternativ pasning til rådighed.

Ferieåbning i børnehusene

Hvad betyder ferieåbning?

I perioder som sommerferien eller mellem jul og nytår kan nogle børnehuse i Viborg Kommune holde lukket. Hvis der er tilmeldt færre end halvdelen af børnene i et børnehus, samler vi børnene i færre huse. Dit barn får derfor tilbudt pasning i et andet børnehus.

Kendte voksne følger med

Når vi samler børnene, sørger vi for, at der er pædagogisk personale fra flere af de berørte børnehuse. På den måde møder børnene også kendte voksne i ferien.

Hvorfor gør vi det?

Det kræver mange ressourcer at holde et børnehus åbent, også selvom der kun er ganske få børn til stede. Ved at samle børnene i færre huse kan vi bruge kræfterne dér, hvor der er flest børn til daglig. Det giver både en bedre hverdag for børnene og en fornuftig brug af kommunens ressourcer.

Fællesåbning i sommerferien

Mange af Viborg Kommunes børnehuse holder lukket i tre uger om sommeren, da fremmødet af børn er meget lavt. Holder dit barns børnehus lukket i de tre sommerferieuger, vil der altid være et alternativt pasningstilbud til rådighed.

Er du i tvivl, kan du altid spørge i dit barns børnehus. 

I 2025 og 2026 har daginstitutionerne i Viborg Kommune sampasning i ugerne 29, 30 og 31.

Ferielukning i dagplejen

Dagplejen holder ferielukket i de samme uger, som kommunens øvrige børnehuse og SFO'er.

Hvis du har et pasningsbehov i disse uger, er det muligt at få dit barn i gæstedagpleje. Det vil i de fleste tilfælde være ved en anden dagplejer i området, end din egen.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til ledelsen af dagplejen i Viborg Kommune.

Lukketid i børnehuse

I Viborg Kommune forsøger vi at udnytte personalets ressourcer bedst muligt. Det kan bl.a. betyde, at i særlige situationer, hvor alle børn er hentet før lukketid, så lukkes børnehuset.