start på hovedindhold

TOPI - tidlig opsporing og handleveje

TOPI hjælper os med tidligt at opdage tegn på, at et barn eller en ung ikke trives. Sammen med forældrene ser vi på, hvad der kan styrke barnets trivsel og fællesskab.

TOPI følger barnets trivsel

I Viborg Kommune bruger vi TOPI som et fælles redskab til at følge børn og unges trivsel. TOPI hjælper os med tidligt at få øje på, hvis et barn eller en ung ikke trives, eller hvis der er små tegn på, at noget er ved at ændre sig.

Formålet er at kunne støtte barnet eller den unge så tidligt som muligt - i tæt samarbejde med jer som forældre.

Fokus på 4 områder

TOPI redskabet har fokus på, hvad der skal til for at børn og unge trives og bygger bl.a. på få, enkle tegn inden for fire områder:

  • Psykisk og følelsesmæssig trivsel - fx om barnet har tro på sig selv og egne evner
  • Læringsmæssig trivsel - fx om barnet bliver passende udfordret og har lyst til at lære
  • Social trivsel - fx om barnet er en del af fællesskabet og har gode relationer til andre
  • Fysisk trivsel - fx om barnet virker frisk, veludhvilet og har energi i hverdagen.

Fællesskabet omkring barnet

Når vi arbejder med børns og unges trivsel, ser vi ikke kun på det enkelte barn. Vi ser også på de fællesskaber og læringsmiljøer, barnet er en del af.

Derfor handler arbejdet med TOPI som udgangspunkt ikke om at lave individuelle handleplaner for det enkelte barn. Det handler i stedet om at finde fælles handlinger, der kan styrke læringsmiljøerne omkring barnet - fx i børnegruppen, klassen, hverdagsrutinerne eller de pædagogiske rammer.

På den måde kan vi skabe bedre betingelser for, at flere børn og unge trives, lærer og udvikler sig i de fællesskaber, de er en del af.

Behov for særlig opmærksomhed

Hvis TOPI viser, at der er behov for særlig opmærksomhed, kan personalet sammen med jer forældre tale om, hvilke ændringer i hverdagen og læringsmiljøet der kan støtte barnet bedst.

Hvornår bruger vi TOPI?

TOPI bruges som minimum én gang om året i dagtilbud og sundhedsplejen.

På skoleområdet bruges TOPI især i forbindelse med overgange i barnets skoleforløb.

Vi ved, at jo tidligere vi bliver opmærksomme på tegn på mistrivsel, jo bedre mulighed har vi for at hjælpe barnet eller den unge godt videre.

TOPI hjælper dit barn godt videre

Når dit barn skal starte et nyt sted - fx i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole eller SFO - er det vigtigt, at overgangen bliver tryg og god. Derfor arbejder vi i Børn & Unge systematisk med overgange.

Vi arbejder på, at dit barn får den bedst mulige start i det nye tilbud. Det gør vi ved at dele vigtig viden om dit barn, så de voksne omkring barnet kan støtte det bedst muligt. Som forælder har du en vigtig rolle, fordi du kender dit barn bedst.

TOPI overgangsmodel

I forbindelse med overgangen udfylder vi sammen et overgangsskema. Her taler vi bl.a. om:

  • hvad dit barn er glad for og optaget af
  • dit barns styrker og interesser
  • hvordan dit barn deltager i leg og aktiviteter
  • om der er situationer, hvor dit barn har brug for ekstra støtte eller guidning
  • om der har været særlige indsatser eller støtte omkring dit barn, og hvad barnet har fået ud af det
  • hvad dit barn selv fortæller eller viser om den kommende overgang – for eksempel om barnet glæder sig eller er nysgerrigt.

Hvornår bruger vi overgangsmodellen?

Vi bruger overgangsmodellen, når et barn skifter fra:

  • sundhedspleje til dagpleje eller vuggestue
  • dagpleje eller vuggestue til børnehave
  • børnehave til skole og SFO.

På den måde hjælper vi dit barn godt videre og sikrer, at vigtig viden følger med barnet til det nye sted.

Kontakt