
Vinter på vej, sti og fortov
Vi rydder sne, salter og gruser på de kommunale veje og stier. Hvis du er grundejer er der også noget du skal gøre.
Sådan skal grundejer rydde
- Du skal rydde sne, gruse og salte i tidsrummet kl. 7.00-18.00.
- Du skal holde trapper til ejendommen fri for sne, og gruse når det er glat.
- Når sneplovene rydder sne på kørebanerne, bliver der skubbet sne ind på fortovet og i indkørsler. Det er naturligvis generende for dig, der lige har ryddet sne, men du har alligevel pligt til at fjerne sneen endnu en gang.
Bor du ved en kommunevej
- I byen skal fortov og sti, ryddes for sne, og der skal gruses eller saltes.
- Ved gågader skal du rydde sne og gruse i en zone på 2 meters bredde langs ejendommen, eller til den markerede sømkant.
Bor du ved en privat fællesvej i byen
- Kørebane, fortov og sti rundt om din ejendom skal ryddes for sne, og du skal salte eller gruse snarest muligt, efter det har sneet, eller det er blevet glat.
- Du skal kun rydde sne, gruse og salte på de veje og stier, som du har vejret til.
Gode råd
- Ryd sne og grus helt fra vejen eller fortovet til din dør, din affaldsbeholder og postkasse.
- Lav et hul i snevolden ved vejen så postbuddet, skraldemanden, hjemmehjælperen og andre kan færdes sikkert på din grund.
- Læg sneen på den side af fortovet, der vender ud mod vejen eller i vejsiden udenfor cykelstien.
Salt eller grus - hvad virker bedst?

Salt
Smelter sne og is (ned til -5 °C) Hurtig og effektiv løsning Giver jævnt underlag Ulempe: Belastende for miljøet og kræver ofte skovling først ved kraftigt snevejr.

Grus
Smelter ikke sne og is, men giver skridsikkert lag Naturligt, miljøvenligt og skånsomt for fodtøj og hundepoter. Ulempe: Skal ofte gentages flere gange ved kraftigt snevejr.
Sådan rydder vi sne
- Klasse 1 veje - Trafikveje holder vi farbare hele døgnet.
- Klasse 2 veje - Større lokalveje i byer, lokalveje på landet, busruter, større p-pladser og gågader tilstræber vi at holde farbare kl. 06.00-22.00.
- Klasse 3 veje - Lokalveje i byer og mindre lokalveje på landet tager vi til sidst, og kun indenfor normal arbejdstid.
- Stier og fortove, hvor vi skal rydde, tilstræber vi at holde farbare kl. 07.00-18.00.
- Rekreative stier og turiststier i åbent land tager vi til sidst og kun indenfor normal arbejdstid.
