Støtte og tilbud til veteraner
Tak til dig, der gennem udsendelser har ydet en indsats for det danske samfund. Hos Viborg Kommune kan du hente støtte til dig og dine pårørende, når du er kommet hjem igen.
Indsatser for dig og dine pårørende
Du har mulighed for at få støtte i hverdagen, når du er kommet hjem efter udsendelse hos Viborg Kommunes Veteranindsats. Den har til opgave at sikre, at du og dine pårørende får den indsats og hjælp, der skal til for at kunne håndtere de udfordringer, I kan stå overfor. Målet er, at du skal opleve at få en så meningsfyldt tilværelse som mulig.
For at få støtte og vejledning igennem Veteranindsatsen, kræver det, at du bor i Viborg Kommune og har været udsendt af den danske stat til et krise- eller krigsområde eller er pårørende til en, der har.
Det handler ikke om, hvad du har med i rygsækken. Det handler om at Viborg Kommune vil anerkende den ekstraordinære indsats, du har ydet i verdens brændpunkter
Det kan du få hjælp til
Du kan få støtte i mange forskellige tilfælde, stort som småt. Det kan blandt andet være, når du har behov for en samlet indgang til kommunen som veteran eller pårørende, hvis du har brug for rådgivning om offentlige og frivillige tilbud, mentaltræning, støtte hos en bisidder, hjælp med opstart af nye tilbud til andre veteraner, anonym rådgivning osv.
Du kan selv være med til at skræddersy et tilbud eller en indsats, så du og din familie får den hjælp, der giver mening for jer.
Video: Veteranindsatsens tilbud
Hør Rasmus og Cecilie fortælle om Veteranindsatsen i Viborg kommune
Tilbud og aktiviteter til veteraner
Vi har masser af gratis tilbud til dig, der er tidligere udsendt og bor i Viborg Kommune.
Hvad siger du f.eks. til:
- Veterancafé – altid plads til grin, samtaler og fællesskab
- Fælles gåtur - fokus på bevægelse og gode samtaler i naturen
- NADA - velvære med øreakupunktur i rolige omgivelser
- Veterangus – afslapning og velvære i Vestbadet Viborgs sauna
- Én-til-én-samtaler – fortrolige samtaler, støtte og sparring
- Tipi-Tanken – et naturfællesskab og nærvær under åben himmel
- Kropsbevidsthedstræning – et roligt træningsforløb fokus på nærvær
- Veterantræning – et meningsfyldt træningsfællesskab
Hvem kan være med?
Veteranindsatsen er en anerkendende indsats, der omfatter alle borgere, som bor i Viborg Kommune og har været udsendt af den danske stat til et krise- eller krigsområde. Alle veteraner, der ønsker fællesskab med andre veteraner, er meget velkomne til at deltage. Det gælder uanset, om du oplever udfordringer efter udsendelsen eller ej.
Flere af vores tilbud omfatter også dine pårørende. Se information på de enkelte tilbud.
Vision, formål og målgruppe
Kontakt
Hvis du har spørgsmål og vil høre mere om mulighederne for støtte igennem Veteranindsatsen, er du meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.



