Mød kandidaterne til Ældrerådsvalget

Kandidaterne er listet i alfabetisk rækkefølge.

Annette Kløjgaard Jensen, Viborg

Mit Navn er Annette Kløjgaard Jensen 

Jeg stiller op til ældrerådet, fordi jeg brænder for området. Jeg er i øjeblikket formand for ældrerådet i Viborg og er meget interesseret i, at seniorer og ældre får et værdigt liv i den 3 alder, og jeg vil følge dem tæt med den nye ældrelov. 

Mine mærkesager er at sørge for et godt og givtigt samarbejde med pårørende - både i de private hjem og på plejecenter. 

Det er vigtigt med en god dialog og respekten for alle de involverede. 
En af mine mærkesager er ligeledes et aktiv fritidsliv og og gode sociale kontakter for at forebygge ensomhed. 

Det vil jeg arbejde på i de foreninger og aktivitetshuse, der er i kommunen og eventuelt nogle gode kørselsordninger, så man kan komme frem til aktiviteterne i hele kommunen. 

Birte Hansen Jensen, Rødding

Jeg hedder Birte, er 72 år og bor i den dejlige lille landsby Rødding. Jeg vil gerne genvælges til Ældrerådet, fordi jeg mener, at HELE Viborg Kommune skal være repræsenteret her. 

Eftersom jeg ikke selv har en pårørende på plejehjem, er jeg nok mest optaget af livet for os over 60 år, der stadig kan bo hjemme – især med lidt hjælp til rengøring og madservice. Jeg ønsker selvfølgelig også at være medgarant for, at vores ældre på plejehjemmene får en god og værdig pleje og omsorg. 

Jeg håber også at kunne bidrage til, at flextrafik bliver endnu nemmere og billigere for os fra landområderne, så det bliver muligt at komme rundt i hele kommunen, nu hvor der er sparet så meget på de traditionelle busruter fra landområderne ind til Viborg. Der bør også råbes lidt op om, at der er fjernet busstoppesteder i Viborg by, så nogle af vores gangbesværede borgere nu har fået langt at gå, når de skal rundt inde i byen. 

Endelig er jeg interesseret i, at der er lejeboliger i Viborg, som vi, der kun har folkepensionen, kan betale. 

Bjarne Andersen, Fly, Fjends

Jeg engagerer mig - og jeg elsker at skabe muligheder.

Jeg er gift med Tove, vi bor i Fly, men regner med en snarlig flytning til Stoholm. Vi har tilsammen 5 børn og 9 børnebørn. 

I bestyrelse for Røde Kors, Fjends, hvor jeg også er besøgsven og aktivitetsleder for besøgstjenesten. 

Jeg sidder i Fly menighedsråd. Er med i Fly Seniorer, hvor jeg har arrangeret adskillige Koncerter. Med i bestyrelsen i Faglige Seniorer, Skive Kommune; og i bestyrelsen Faglige Seniorer Midtjylland. Jeg står for biograf for faglige seniorer i Cinema4, Skive. 

  • Tidligere formand for Stoholm IF og SIF Fodbold.
  • Startede ”Æ Fjandbofest". Var med til at starte MolFoØr festen.
  • Jeg vil arbejde for, at ældrerådet har reel indflydelse på kommunens ældrepolitik.
  • Jeg vil kæmpe for, at pengene går til kærnevelfærd - tæt på borgerne.
  • Jeg vil arbejde for livskvalitet, tryghed og respekt for alle ældre.
  • Jeg siger nej til unødvendig administration og ja til nærvær og omsorg. 

Inge Bjerring Jørgensen, Løvel

Jeg sidder i ældrerådet nu og synes, det er virkelig spændende. Vi arbejder med mange vigtige emner, som berører os alle.

Jeg stiller op til valget og ønsker at fortsætte som medlem af Ældrerådet i næste periode. 

Jan Ebbesen, Viborg

Som journalist har jeg har fulgt byrådsarbejde og kommunalpolitik i Viborg tæt gennem mere end 40 år. Så jeg er vant til at stille spørgsmål til politikerne. 

Jeg er uafhængig af politiske partier. Jeg er uafhængig af interesseorganisationer. 

For mig er det især vigtigt, at de svageste ældre får den bedst mulige pleje og omsorg. Antallet af ældre stiger. Det samme gør antallet af kronisk syge. Men det er svært at finde hænder nok. Hvem skal tage sig af de gamle og de syge? Det skal der findes løsninger på. 

De fleste er heldigvis friske og raske. Der er allerede mange gode tilbud om aktiviteter for ældre. Jeg vil have fokus på, at vi kan fastholde og udbygge mulighederne for et godt og aktivt seniorliv i Viborg Kommune. 

Jørgen Højvang Svendsen, Vorning

Jeg er 68 år og har boet i Vorning hele livet. Som landmand, deltidsbrandmand og lagerarbejder har jeg haft et aktivt arbejdsliv med mange vinkler. Jeg interesserer mig for håndbold og fodbold – især Viborgs hold – og ser gerne tingene fra flere sider end de traditionelle politiske.

Jeg stiller op, fordi jeg mener, at ældre i de mindre byer skal have bedre adgang til tilbud – ikke kun dem, der bor tæt på Viborg. 

Ældre skal høres – hver gang ældreforhold er på dagsordenen. I dag virker ældrerådet mest som en formalitet, ikke som en reel medspiller. Det vil jeg ændre. Rådet skal bruges aktivt og tidligt i beslutningerne. Jeg vil arbejde for, at ældres stemme får reel indflydelse – også i de mindre byer. Det handler ikke om at forringe forholdene i Viborg eller Bjerringbro, men om at løfte hele kommunen. 

Kai Overgaard Andersen, Viborg

Jeg er 71 år gammel og er født i Kølvrå og har boet det meste af mit liv i Viborg. Jeg er uddannet anlægsgartner, men har senere taget en læreruddannelse og har mest arbejdet med undervisning af voksne ordblinde og dansk som fremmedsprog. Selvstændig konsulent, skoleleder og møbelhandler har også været titler undervejs. 

I tre perioder har jeg været medlem af Viborg Byråd og har på den måde fået et stort indblik i politiske og administrative udfordringer i den kommunale verden. Jeg sidder i bestyrelsen for Viborg Varme og er næstformand i foreningen Søndagskaffe Viborg. 

I Viborg Ældreråd vil jeg arbejde for, at rådet bliver talerør for alle seniorer i Viborg Kommune. Antallet af seniorer vil stige markant de kommende år. Der er brug for at sikre, at vi også fremover kan tage os godt af alle, der har behov for det. Naturligvis fylder spørgsmålene omkring en værdig ældrepleje meget for et ældreråds arbejde, og fokus bør bl.a. være på: Faste teams (I Viborg kaldes det Borgernære Teams), rekruttering af uddannet personale, særlig indsats for demente, personlig og praktisk hjælp, bolig osv. Rækken er lang, og det kræver et vågent og aktivt ældreråd for at påvirke politikere og administration. 

Et ældreråd bør beskæftige sig med alle spørgsmål, der har betydning for personer over 60 år. Trafik- og boligforhold, sundhed og forebyggelse, miljø, kultur, beskæftigelse mv. Rådet bør arbejde for at øge seniorernes indflydelse på egne vilkår. 

Et aktivt seniorliv er med til at styrke den enkeltes sundhed og trivsel. Aktive seniorer kan og vil mange ting og vil ikke finde sig i, blot at blive betragtet som en vare, der nærmer sig sidste salgsdato. Seniorer på 60 plus er en kæmpe ressource og ikke bare en byrde.  Ældrerådet bør hedde Seniorrådet. Det er her guldet er begravet. 

Kaj Flemming Pedersen, Bjerringbro

Jeg stiller op til Ældrerådet igen efter 2 perioder i Ældrerådet. Det er vigtigt med lokal repræsentation, så man kan følge udviklingen og forsat være en stemme i Ældrerådet.  

Ældrerådets vigtigste opgave er at følge alle byråds-/udvalgsdagsordnerne og komme med info/høringssvar til de sager, som berører 60+ borgere. Vi kan ikke bestemme, men med fornuftig tale og velunderbygget beskrivelse, kan vi forhåbentlig ændre den tiltænkte beslutning, så den bliver bedre for vore ældre medborgere.  

Er Ældrerådet vigtigt, spørges måske. Det er, som man ser det. Men ja, Ældrerådet er vigtigt. Det skal høres i alle kommunens sager vedrørende 60+ borgere. Det er en unik mulighed for indflydelse på alle sager, der berører 60+ borger. Det er vigtigt. Så er det op til Ældrerådet at få det bedste ud af det med velbegrundet argumentation, der kan ændre en sag til det bedre for de ældre medborgere. 

Mit fokus er forsat at hjælpe. Derfor stiller jeg op til Ældrerådet igen og vil forsat være med til at gøre en forskel.   

Karen Jepsen, Viborg

Jeg kandiderer til Ældrerådet, fordi jeg mener, det er vigtigt at alle 60+ har et bindeled mellem borger og kommune. I Viborg kommune er 1/3 af borgerne 60+.

Jeg byder ind med både viden og erfaring på området, da hele mit arbejdsliv har været "i plejen".

Som pensionist har jeg stadig berøring med området, da jeg er frivillig besøgsleder i Røde Kors besøgstjeneste. 

Kirsten Brøchner Jensen, Rødkærsbro

Mit navn er Kirsten Brøchner Jensen, jeg stiller op til Ældrerådet i Viborg.

Jeg brænder for at gøre en forskel for vores borgere, 60 + Især dem der er ramt af en demenssygdom, samt deres pårørende. Demens er en udfordrende sygdom, der ikke kun påvirker den enkelte, men hele familien.

Jeg ønsker at være en stemme for dem, der ofte føler sig overset og sikre, at deres behov bliver hørt og prioriteret.    

Mit formål:

  • Fremme oplysning og forståelse om demens i vores samfund.
  • Skabe et inkluderende miljø, hvor borgerne føler sig set, hørt og værdsat.
  • Jeg vil arbejde for at styrke støtten til pårørende gennem rådgivning og netværk, så de ikke står alene i deres kamp. Det gælder også yngre til og med en demenssygdom. 

Martin Haller Ditlevsen, Karup

Jeg har som medlem af Viborg Ældreråd i de seneste 2 perioder, heraf de seneste 4 år som næstformand, arbejdet målrettet for, at Ældrerådet har en god dialog med forvaltningen og medlemmerne af Viborg Byråd. Der er et arbejde, jeg meget gerne vil forsætte til gavn for alle i Viborg Kommune, men med fokus på de ældre med særlige behov.

Af fokusområder er såvel god pleje og omsorg, social trivsel, specielt forebyggelse af ensomhed, men også områder som transport og mobilitet. Det er imidlertid også vigtigt i regi af Ældrerådet at tale de pårørendes sag og den store gruppe af frivillige, der yder en kæmpe indsats for at gøre hverdagen god for de udsatte ældre. Vi hører overalt, at der i fremtiden stilles større og større forventninger til såvel pårørende som frivillige. Her har vi i Ældrerådet en stor opgave i at gøre forvaltning og politikere opmærksom på, at det ikke kan lykkes uden, der sikres gode rammer for såvel pårørende som frivillige.

I de kommende år bliver det en stor opgave for medlemmerne af ældrerådet også at følge op på de intentioner, der ligger i den nye Ældrelov, men i høj grad også den kommende sundhedsreform, hvor mange opgaver flyttes fra regionen til Kommunen. Et spændende og vigtigt arbejde som jeg håber at blive en del af de kommende 4 år.  Kontakt mig gerne 

Poul Erik Trier Pedersen, Møldrup

Jeg er senior og kan lide at have med mennesker at gøre.

Jeg vil arbejde for gode sociale forhold i nærområdet såsom hjemmepleje og gode bomuligheder. Jeg går ind for plejehjem så tæt som muligt på borgerens lokalområde. Der skal også være gode transportmuligheder samt relevante aktiviteter lokalt. 

Jeg er selv meget engageret i forskellige frivillige foreninger, som jeg også mener bør have gode forhold at virke under. 

Roma Brendstrup, Viborg

Jeg har nu været medlem af Viborg kommunes Ældreråd i snart 2 perioder, og jeg finder arbejdet så interessant, at jeg ønsker at fortsætte endnu en periode.

Jeg er 74 år og bor i Viborg.

Jeg oplever, at selvom Ældrerådet ikke har stemmeret til de sager der fremsættes af de forskellige udvalg, som især behandler spørgsmål vedrørende personer over 60 år, så har Ældrerådets høringssvar flere gange været medvirkende til en endelig beslutning i det politiske udvalg - til gavn for de ældre borgere. Her skal blot nævnes klippekortet, som godt nok blev beskåret - men dog bevaret - til glæde for de ældre borgere i kommunen. 
En anden ting, som Ældrerådet har haft indflydelse på, er, hvordan de forskellige aktiviteter i forhold til de ældre borgere er blevet præsenteret på Socialkompasset. 

En inspiration til arbejdet i Ældrerådet er også den grundige information vi får fra omsorgschefen, som ofte giver anledning til spørgsmål, som vi i rådet arbejder videre med. 

Tove Brydsø Jensen, Viborg

Jeg synes, det er vigtigt at være med til at have indflydelse på seniorlivet og i fællesskabet med andre, være med til at gøre noget aktivt i forhold til hvad, som rør sig i kommunen . At være orienteret og give forslag videre inden for ældreområdet. Og være med til at styrke samarbejdet om ældres trivsel. 

Sikre et godt samspil mellem kommunen, pårørende og andre aktører på ældreområdet.