start på hovedindhold

Pædagog til Overlund Børnecenter

Overlund Børnecenter er en selvejende, aldersintegreret daginstitution beliggende i Overlund i Viborg. Vi har plads til 22 vuggestuebørn og 66 børnehavebørn.

Vores placering tæt på Viborg giver os gode muligheder for at benytte byens mange tilbud. Vi tager jævnligt på ture ud af huset og deltager i kulturelle arrangementer og aktiviteter.

Samtidig er vi omgivet af skøn natur, som er en naturlig del af vores hverdag. Vi udforsker og oplever naturen både på vores egen dejlige legeplads og på ture i nærområdet.

Vi har desuden et tæt samarbejde med Lysningen, som ligger lige i vores baghave. Bl.a. har vi hver uge adgang til deres hal, hvor vi planlægger aktiviteter med særligt fokus på krop og bevægelse.

Vores pædagogiske arbejde tager afsæt i stærke relationer og læringsmiljøer af høj kvalitet, hvor vi har fokus på at skabe rammer, så alle børn oplever at høre til, trives og udvikler sig i et meningsfyldt børnefællesskab. Vi arbejder målrettet med de strukturer og rammer, der omgiver børnene, og med de små, betydningsfulde mødeøjeblikke mellem pædagog og barn, hvor relationer, deltagelse og udvikling skabes med udgangspunkt i Marte Meo.

Om stillingen:

Vi søger 1 pædagog til huset – stillingen er i børnehavens mellemste børnegruppe. Stillingen er på 32 timer og med tiltrædelse 1.oktober 2026 eller tidligere, hvis det er muligt.

Din profil:

Det er en selvfølge for os, at du sætter kerneopgaven øverst, at du går professionelt på arbejde, at du møder mennesker med anerkendelse og nysgerrighed.

Vi er særlig på jagt efter en pædagog som:

  • Er bærer af det nye ressourcebørnesyn og forstår vigtigheden i at alle børn kommer i privilegerede positioner.
  • Arbejder ud fra Viborg Kommunes Fire Syn og Foretrukken Praksis ud fra Kvalid.
  • Er optaget af det vigtige relationsarbejdet både børnene imellem og mellem voksen/barn, samt har en god mentaliseringsevne og kan se barnet bagom handling.
  • Er nærværende og anerkendende i din tilgang til både børn og voksne og har blik for børnenes forskellige deltagelsesmuligheder.
  • Er fagligt velfunderet og bringer din viden i spil – og tør gå forrest i planlægning og udførelse af aktiviteter og hverdagens struktur.
  • Er fagligt reflekterende og motiveres af kontinuerlig nysgerrighed og lyst til at udvikle din egen praksis.
  • Er engageret og vil indgå aktivt i at udvikle den pædagogiske praksis – planlægge, udføre og evaluere.
  • Vil være medskaber af trivsel og udvikling for alle – både børn og kolleger – med fokus på en anerkendende og positiv kommunikation.
  • Prioriterer det tætte og vigtige samarbejde med forældrene højt og også her har en åben, anerkendende og tillidsvækkende tilgang. Vi ser forældrene som vigtige medspillere i deres barns hverdag, trivsel og udvikling.

Hvad kan vi tilbyde?

Hos os er den anerkendende tilgang fundamentet i vores pædagogiske praksis. Med Marte Meo som fælles fagligt afsæt arbejder vi bevidst med at styrke samspillet mellem børn og voksne – og i samarbejdet med forældre og kolleger. Vi ønsker, at vores tilgang kan mærkes i hverdagen gennem nærvær, nysgerrighed og et tydeligt fokus på børnenes ressourcer og potentialer.

Derudover arbejder vi systematisk med Vi Lærer Sammen, som en del af vores faglige udviklende sprogarbejde. Vi arbejder med fokus på Stærke Børnefællesskaber og er optagede af at styrke den evaluerende kultur, hvor refleksion, faglig udvikling og fælles læring er en naturlig del af vores hverdag.

Du bliver en del af en engageret personalegruppe, der ønsker at omsætte faglig viden til praksis og kontinuerligt udvikle kvaliteten i vores læringsmiljøer. Vi er ambitiøse på børnenes vegne og tror på, at de bedste rammer skabes, når vi som fagprofessionelle tør bringe os selv i spil.

Vi prioriterer et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi deler perspektiver, reflekterer sammen og møder hinanden med nysgerrighed og åbenhed. Vi giver og modtager feedback med respekt og ser det som en naturlig del af vores professionelle udvikling. Samtidig tør vi konstruktivt udfordre hinandens praksis – altid med udgangspunkt i anerkendende kommunikation og et fælles ønske om at skabe de bedste udviklingsmuligheder for børnene.

Praktiske oplysninger:

Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag d.25.august 2026 fra kl. 16.00. Samtalen vil være rolig og dialogbaseret – vær gerne nysgerrig - det er vi også.

Der indhentes børne- og straffeattest.

Vil du vide mere:

Har du lyst til at høre mere om stillingen kan du kontakte Konstitueret leder Helle Bonde Mikkelsen på telefon: 21 26 94 18 i tidsrummet 09.00-15.00 – (træffes i uge 28, 32 og 33).

Søg jobbet nu