Pædagog til Stedet og Viborg Gadeplan

Er du en pædagog af den helt særlige slags?

Viborg Ungdomsskoles klubafdeling søger relationsstærk medarbejder til Klub Stedet og Viborg Gadeplan.

Du forstår betydningen af at blive set. Du mestrer nærværet, den lette hånd på skulderen og den indbydende øjenkontakt. Du fornemmer balancen mellem tavshed og tale, mellem accept og handling, og du mærker suset fra unge menneskers små succeser, fordi du ved, at små sejre er kolossale, når der er langt imellem dem. – Og så ved du, at anerkendelse i sig selv kan udløse den første lille sejr. Er det dig, vi lige har beskrevet? Så hører du måske til her hos os.

Du er uddannet pædagog, og så finder du det oprigtigt meningsfuldt at arbejde med unge mennesker. Som medarbejder på Klub Stedet og Viborg Gadeplan bliver du en del af et anerkendende team med stærke faglige kompetencer, spændende erfaringer at dele og et stort netværk at trække på.

På Klub Stedet og Viborg Gadeplan bliver du en del af

en inspirerende og udviklingsorienteret arbejdsplads med høj grad af samarbejde, indflydelse og ansvar. Stedet og Gadeplan har fokus på en høj faglighed og på personlig og faglig udvikling. Med gode og fleksible arbejdsvilkår og en fantastisk personalegruppe med stor indsigt og erfaring – og store personligheder.

Professionelt og fagligt tilstræber vi os altid at være en aktiv og positiv medspiller hos unge i udsatte positioner. Vi er rollemodeller for vores unge mennesker, piger som drenge. Vi er der for dem i det omfang, vi i fællesskab finder rigtigt, så vi i sidste ende kan medvirke til at skabe ro og retning i et svært ungdomsliv.

Det gør vi naturligvis ikke alene. Vores job beror tungt og grundlæggende på relationer og faglig intuition, og det kræver, at vi er et godt, tillidsfuldt team af ansatte, der videndeler og samarbejder både internt og eksternt. Et tværgående arbejde med blandt andet forældre, skole, familieafdelingen, SSP, politi, fritids- og ungdomsklubberne er helt naturligt – og nødvendigt for, at vi kan løse vores opgave godt.

Vi ønsker os:

  • en uddannet pædagog, der brænder for målgruppen og klubområdet.
  • et menneske, der kan se bag om de unges adfærd, og som har lyst til at blive fagligt udfordret.
  • en medarbejder, der kan arbejde tværfagligt på flere niveauer.
  • en medarbejder, der er nærværende, engageret og kan skabe en–til-en relation til unge og, ved behov, forældre.

Vi smiler ekstra stort, hvis du også:

  • som pædagog kan tilbyde vores målgruppe noget særligt i forhold til aktiviteter i klubben, er idérig og tager initiativ.
  • kan og vil indgå som en samarbejdende og selvstændig del af vores personalegruppe på Stedet og lige som os har skæv humor og højt humør.
  • besidder samarbejdsevner, brobygningsegenskaber, empati og fornemmelse for, hvad dine nærmeste har brug for – både unge og voksne.
  • er et roligt og tillidsvækkende menneske, der kan navigere i en til tider stormende hverdag med mange bolde i luften.

Med en stilling på Stedet og Viborg Gadeplan følger der en stor portion indflydelse på dit arbejde. Har du særlige interesser og kompetencer, har du altid mulighed for at byde ind med dem.

Kan du se dig selv som en del af os, så hører vi gerne fra dig.

Stillingen er på 37 timer ugentligt, fordelt som følger:

  • 23 timer i Klub Stedet
  • 14 timer på Viborg Gadeplan

Arbejdstiderne inkluderer cirka to aftener om ugen samt én weekendvagt om måneden.

Hvis du vil vide mere:

Se hjemmesiden www.viborgungdomsskole.dk/klubber. Du er også velkommen til at komme på besøg den 7. – 11. juli eller den 4. – 8. august 2025. Du kan også kontakte afdelingsleder René Hedegaard Nielsen på telefon 87 87 18 46 frem til den 11. juli og igen fra den 28. juli 2025.

Ansøgningsfrist:

Ansøgningsfristen er søndag den 10. august 2025. Samtaler finder sted onsdag den 13. august 2025 i tidsrummet 9.00 – 13.00 på Stedet, Vestergade 3D, 8800 Viborg.

Løn og ansættelse:

Stillingen er på 37 timer. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. I henhold til Viborg Kommunes retningslinjer indhenter vi straffe- og børneattest.

Søg jobbet nu