Visitator for personlig pleje, praktisk hjælp og ældre/plejeboliger

Visitator for personlig pleje, praktisk hjælp og ældre/plejeboliger

Er du uddannet ergoterapeut, fysioterapeut eller sygeplejerske og brænder du for at gøre en forskel for ældre borgere? Vil du, sammen med engagerede kollegaer, være med til at omsætte den nye ældrelovs værdier til praksis og sikre, at ældre i Viborg Kommune oplever livsglæde, selvbestemmelse og sammenhæng i deres hverdag? Så er det måske dig, vi søger som vores nye visitator.

Vi har en ledig stilling som visitator i Visitation Sundhed og Omsorg, hvor vi varetager myndighedsopgaven indenfor rehabilitering, hjemmepleje og boliger til kommunes borgere. Stillingen er til besættelse pr. 1. januar 2026.

Om stillingen

Som visitator får du en vigtig rolle i at vurdere, hvilken hjælp og støtte der bidrager til, at borgeren kan klare hverdagslivet så selvstændigt som muligt. I det daglige arbejde indgår vi i dialog med både borgeren, pårørende og det tværfaglige personale, der i hverdagen hjælper borgeren med at finde de bedst mulige løsninger.

Samtidigt skal vi sikre borgerens retssikkerhed og bevilge hjælp efter gældende lovgivning og kommunens kvalitetsstandarder.

Ældreområdet i Viborg Kommune er i gang med en spændende implementering af ældreloven og borgernære teams.

Vi arbejder blandt andet med:

  • Den ældres selvbestemmelse
  • Tillid til medarbejdere og borgernær ledelse
  • Tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund
  • Rehabilitering og tværfagligt samarbejde

Du skal i stillingen blandt andet varetage myndighedsfunktionen inden for personlig pleje og praktisk hjælp, midlertidige ophold samt ældre- og plejeboliger. Dette indbefatter, at du i hverdagen skal funktionsvurdere, træffe afgørelser, behandle klagesager, indgå i telefonfunktioner, foretage hjemmebesøg m.v.

Vi anvender KMD Nexus som omsorgssystem og dokumentationsmetoden FSIII.

Vi ønsker en medarbejder der

  • er uddannet sygeplejerske, ergo- eller fysioterapeut, evt. suppleret med visitatoruddannelsen og erfaring fra jobbet som visitator
  • har kørekort
  • kan og vil påtage sig rollen som myndighedsperson
  • har interesse for arbejdet med borgere der har såvel fysiske som psykiske, kognitive og sociale udfordringer
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig besidder gode samarbejdsevner
  • er i stand til at planlægge egen arbejdsuge samt være fleksibel i forhold til teamets fælles arbejdsopgaver
  • trives i en travl hverdag med mange bolde i luften
  • er god til at kommunikere såvel skriftligt som mundtligt
  • ser mødet og dialogen med borgere, pårørende og samarbejdspartnere som en central del af arbejdet
  • trives med administrativt arbejde og har erfaring med et omsorgssystem
  • kan bidrage med at styrke det tværfaglige samarbejde og de sammenhængende forløb

Vi tilbyder en afdeling hvor du får

  • værdibaseret ledelse hvor vi vægter Mangfoldighed, Ordentlighed, Dygtighed og MOD
  • grundig introduktion til dine arbejdsopgaver med en erfaren kollega tilknyttet som mentor
  • et godt kollegialt miljø, hvor vi vægter udvikling, samarbejde og trivsel
  • et arbejdsmiljø med en høj faglighed og gode muligheder for tværfaglig sparring
  • mulighed for at arbejde selvtilrettelæggende under hensyntagen til de fælles opgaver i afdelingen
  • indflydelse på den faglige udvikling i afdelingen
  • en arbejdsplads på Viborg Rådhus sammen med en gruppe af engagerede kollegaer, som ser frem til at tage imod dig i det tværfaglige fællesskab

Visitation Sundhed og Omsorg er en del af Omsorgsforvaltningen og består udover Team Praktisk hjælp og personlig pleje, også af Team hjælpemidler, Træning og hverdagsrehabilitering og Hjælpemiddelservice.

Omsorgsområdet i Viborg Kommune har som kerneopgave at samarbejde med borgeren om et selvstændigt, meningsfuldt og aktivt liv – hele livet. Det kræver, at vi arbejder efter fælles mål og retning, koordinerer vores ressourcer og aktiviteter – og på den måde skaber sammenhængende forløb for borgerne.

Viborg Kommune har et stærkt fokus på rehabilitering og på at give hver borger mulighed for mest mulig selvbestemmelse og livskvalitet uanset dennes funktionsniveau. Viborg Byråd har med en ny strategi, sammenhængsmodellen, sat en fælles retning for alle forvaltningerne i Viborg Kommune. Se mere her Sammenhængsmodellen - Viborg Kommune

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer ugentligt efter aftale.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Stillingen er aflønnet efter principper i ”ny løn”.

Bemærk at Viborg Kommune er røgfri arbejdsplads.

Samtaler

Ansættelsessamtaler afholdes fredag d. 28. november 2025.

Yderligere oplysninger

Du kan få yderligere oplysninger ved at kontakte teamleder Mathilde Kjær Grønbæk på telefon 2546 8483.

Søg jobbet nu