You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Nyhed fra 09.12.2024

Den historiske bygning Brænderigården i Viborg sikres til fremtiden

Slots- og Kulturstyrelsen har givet grønt lys til renovering af den fredede bygnings vestfløj, og nu kan første del af arbejdet gå i gang.

En bygningsgennemgang af Brænderigården på Riddergade 8, der huser Viborg Kunsthal, har vist, at bygningen har flere sætningsskader på vestfløjen, som kræver handling.


- Det er en fantastisk bygning med en rig historie, og det er vigtigt for os at passe godt på de historiske bygninger og den kulturarv, vi har. Derfor er det også vigtigt, at vi handler nu, fortæller kulturchef Henrik Zacho.

Sætningsskaderne er opstået over flere år, da bygningen stille og roligt på grund af fejlfundering er begyndt at sætte sig. Da bygningen er fredet, kræver det særlige hensyn og tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen at renovere ydermureren.

- Heldigvis har vi nu fået grønt lys fra Slots- og Kulturstyrelsen, og vi er nu klar til at gå i gang efter et grundigt forarbejde. I første omgang sørger vi for at afstive bygningen både indvendigt og udvendigt for at forhindre yderligere skader. Herefter skal vi undersøge mulighederne for en permanent renovering, siger Claus Gråkjær, bygningskonstruktør hos Viborg Kommune.

Kunsthallen holder fortsat åben

Arbejdet begynder i løbet af denne uge, hvor der vil blive spærret af omkring p-pladserne på Riddergade 8. Gæster til Viborg Kunsthal henvises derfor til parkeringspladsen ved Golf Hotel Viborg. Adgangen til kunsthallen vil ellers ikke være påvirket.

- Det kommer ikke til at påvirke gæsternes oplevelse af at besøge Viborg Kunsthal. Det er vores værkstedsfløj, hvor kunstnerne fra vores populære residencyprogram holder til, der bliver berørt. Derfor er vi selvfølgelig også meget interesserede i, at den smukke, gamle bygning får den kærlighed, den fortjener, siger udstillingsleder Bodil Monrad fra Viborg Kunsthal.

Viborg Museum vil løbende føre arkæologisk tilsyn i forbindelse med det gravearbejde, der udføres som en del af afstivningen.

Fakta

Den historiske bygning er fra 1734, og i 1800-tallet blev den brugt til fremstilling af brændevin – deraf navnet Brænderigården.

I 1994 blev bygningen indrettet som kunsthal, og siden da har Viborg Kunsthal været et af de ledende udstillingssteder for samtidskunst i Danmark.

Kontakt

Henrik Schou Zacho

Chef for Kultur og Event

Tlf: 87 87 32 00

Claus Bjerre Graakjær

Bygningskonstruktør

Tlf: 87 87 52 58