Gudenåstien er klar: Kom med til indvielsen den 28. marts

Tag vandreskoene på og vær med til en aktiv dag ved Tange Sø, hvor Viborg Kommune fejrer den nye vandrerute langs Gudenåen med gåture, aktiviteter og officiel snorklipning.

Nyheder

Efter tre års arbejde med at forbedre stier, skiltning og faciliteter langs Gudenåen er den nye Gudenåsti klar.

Det fejrer Viborg Kommune sammen med de syv øvrige kommuner langs Gudenåen med en officiel indvielse lørdag den 28. marts.

I Viborg Kommune foregår indvielsen ved Uderum Tange Sø nær Bjerringbro – midt i den smukke natur langs Gudenåen.

Alle er velkomne.

Program for indvielsen ved Tange Sø

Gå med til indvielsen

Dagen begynder med gåture frem til Uderum Tange Sø, Bjerringbrovej 54A, 8850 Bjerringbro.

Du kan vælge mellem tre ruter:

  • Fra Åpromenaden i Bjerringbro – ca. 6 km
  • Fra p-pladsen på Frisholtvej ved Ans-broen – ca. 4,5 km
  • Fra Energimuseet (Bjerringbrovej 44) – ca. 20 minutters gåtur

Turene starter kl. 12.30.

Har du barnevogn med, anbefales ruten fra Energimuseet eller Frisholtvej.

Husk gode vandresko og tøj efter vejret.

Aktiviteter for hele familien

Fra kl. 13.00 til 15.30 er der aktiviteter ved Uderum Tange Sø.

Her kan du blandt andet opleve:

  • Familieaktiviteter med Naturskolen
  • Bålsnack hos DDS Spejderne
  • Musik fra FDF Bjerringbro Brass Band
  • Sønderbro pølsevogn
  • Kaffe og kage

Det er en oplagt mulighed for at kombinere en tur i naturen med hygge og fællesskab. 

Officiel indvielse kl. 14,00

Kl. 14.00 bliver Gudenåstien officielt indviet.

Her holder borgmester Katrine Fusager Rohde (V) og formand for Bjerringbro Byforum Niels Dueholm taler, inden snoren bliver klippet. 

Sådan kommer du tilbage

Når arrangementet slutter, kan du enten gå turen tilbage eller tage bus retur kl. 15.30 til Åpromenaden i Bjerringbro, Energimuseet eller p-pladsen på Frisholtvej.

Bemærk, at det ikke er muligt at køre direkte i bil til Uderum Tange Sø, og at der er begrænsede parkeringspladser ved Frisholtvej. 

En del af et større samarbejde

Indvielsen markerer en vigtig milepæl i projektet Gudenåstien – fra kilde til fjord. Målet er at skabe en sammenhængende og tydeligt afmærket vandrerute langs hele Gudenåen – fra udspringet i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord.

Når ruten er fuldt etableret, bliver den over 175 km lang og giver bedre adgang til naturen med faciliteter som blandt andet shelters, toiletter, madpakkehuse og bedre skiltning.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem kommunerne langs Gudenåen, Naturstyrelsen og en række fonde – blandt andet A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden.

Læs mere om Gudenåsti-projektet her.

Læs mere om Gudenåsamarbejdet her.