
Pas på algerne – sådan bader du sikkert
Sommeren er højsæson for udendørs aktiviteter og badeture i naturen, men det er også højsæson for algeopblomstring i søer og fjorde.
Nyheder
Alger opstår, når næringsstoffer som kvælstof og fosfor får bestemte typer af alger til at formere sig hurtigt. Det kan give vandet en grønlig, brunlig eller blågrøn farve og gøre det uklart. Nogle alger – især blågrønalger (cyanobakterier) – kan danne giftstoffer, som er farlige for både mennesker og dyr.
Kontakt med algeforurenet vand kan føre til:
- Hudirritation og udslæt
- Øjen- og øreinfektioner
- Mave-tarmproblemer ved indtagelse af vand
- Forgiftning hos hunde, som drikker eller slikker algevand af pelsen
Derfor frarådes badning i områder med synlig algevækst.
Sådan ved du, at det er sikkert at bade
Viborg Kommune anbefaler følgende tommelfingerregel:
Hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene – så lad være med at bade.
Derudover kan du holde dig opdateret på kommunens hjemmeside, hvor der løbende offentliggøres badevandsanalyser og eventuelle badeforbud: viborg.dk/badevand
Gode råd til en sikker badetur
- Undgå badning i uklart eller grønt vand
- Hold børn og kæledyr væk fra vand med synlige alger
- Skyl dig grundigt efter badning i naturen
- Tjek kommunens hjemmeside for aktuelle badevandsmålinger
- Vær ekstra opmærksom efter kraftig regn, da det kan øge næringsstoffer og bakterier i vandet
Kommunen overvåger vandkvaliteten
Viborg Kommune overvåger badevandet på vores 14 badesteder i kommunen for både alger, E. coli og enterokokker ved udtagning af vandprøver. Med hensyn til alger foregår overvågningen ved visuel bedømmelse.