Presseinvitation: Nyt samarbejde om børn og unges trivsel i Viborg Kommune sættes i søen den 14. september
Børn og unges trivsel er et fælles ansvar i Viborg Kommune. Derfor har en række frivillige organisationer, virksomheder, kommune og politi oprettet et nyt fælles forum under navnet Fælles om fællesskaber. Sammen vil de styrke fritidsfællesskaberne, så de børn og unge, der har brug for lidt ekstra, også bliver en del af et lokalt fællesskab. Søndag den 14. september skriver partnerne under på samarbejdet, når de lokale superliga-helte fra VFF tørner sammen med AGF.
Pressemeddelelser

Pressen er inviteret med til fejringen af, at ”Fælles om fællesskaber” officielt bliver en realitet søndag den 14. september 2025 i BDO Loungen på Viborg Stadion klokken 12.15. Der ventes op mod 700 gæster i loungen på kampdagen, og efter underskriftsceremonien har pressen mulighed for at interviewe medlemmerne af styregruppen bag det nye samarbejde som repræsentanter for hver deres branche.
Fællesskabet består af repræsentanter fra foreninger, virksomheder og kommune samt politiet. De skriver under på en aftale om at ville samle kræfterne på tværs af virksomheder, foreninger, kulturinstitutioner og andre lokale aktører, så der kan ydes støtte til børn og unge, som har brug for en hjælpende hånd for at blive en del af et sundt fritidsfællesskab – det være sig i en forening, på et fritidsjob eller i en fritidsklub.
– Langt de fleste børn trives og udvikles i forskellige fællesskaber. Det kan både være i skolen, i fritiden og i familien. Men nogle børn og unge befinder sig i periferien af fællesskaber og det går udover deres trivsel. Derfor har de brug for, at der lokalt etableres et endnu stærkere samarbejder om at sikre gode inkluderende fritidstilbud til alle – uanset interesser og evner. Af den årsag er det dejligt, at vi i dag kan markere opstarten på et helt nyt Fællesskab, der vil arbejde for lige netop dét. Vi har heldigvis allerede gode erfaringer både ift. fritidsjob, fritidsmentorer og fritidsvejledning, men vi vil med det nye Fællesskab samle erfaringerne og samarbejdet på tværs af sektorer, siger Katrine Fusager Rohde, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.
En bred gruppe samarbejdspartnere bag alliancen
Erhvervslivet er bl.a. repræsenteret i Fællesskabet ved Jesper Sort, som er varehuschef i Bilka og en af kommunens store arbejdsgivere for unge medarbejdere.
– Vi ser det som en kerneværdi i vores forretningsidé at skabe mangfoldige arbejdspladser, hvor unge mennesker uanset baggrund, kan blive en del af et arbejdsfællesskab for derigennem at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Derfor er det oplagt for os at være en del af det her nye forpligtende fællesskab, siger Jesper Sort.
Et af fællesskabets mål er at understøtte børn og unges adgang til de mange eksisterende tilbud, der findes i de lokale foreninger.
– Vores frivillige i idrætsforeningerne skaber allerede stærke fællesskaber og gode oplevelser for rigtig mange børn og unge. Med Pulsåret har vi gode erfaringer med at åbne foreningernes verden op i skoletiden, og det perspektiv vil vi gerne bygge videre på. Vi håber, at partnerskabet kan være med til at hjælpe endnu flere børn og unge ud i de fællesskaber, der allerede findes, siger sportschef i Viborg Idrætsråd, Morten Erfurth.
Kristina Winther Larsen fra De Frivilliges Hus supplerer:
– I De Frivilliges Hus har vi allerede rigtig mange gode sociale fællesskaber at tilbyde målgruppen, og vi er SÅ klar til at byde endnu flere velkomne. Vi er dermed et godt supplement til de mere traditionelle fritidstilbud og kan også for nogle være et første et skridt på vejen til også at deltage i andre fritidsfællesskaber.
Kristina Winther Larsen opfordrer derfor til, at man allerede nu kigger på viborg.socialkompas.dk, for at se, hvilke tilbud der findes.
En fælles vision skal styrke det gode børneliv
Den fælles vision for ”Fælles om fællesskaber” er, at alle børn og unge i Viborg Kommune både deltager i og føler sig som en del af et sundt fællesskab i fritiden. Det er oplagt de lærere og pædagoger, der møder børnene og de unge i hverdagen, som har en central rolle i at opspore de børn, der ikke trives, men også foreninger og andre sociale fællesskaber kan bidrage til at styrke trivslen i de sammenhænge, hvor børn og unge har deres gang.
I løbet af efteråret 2025 vil de første konkrete initiativer blive sat i værk rundt omkring i kommunens mange lokalsamfund.
Vedlagt: Oversigt over medlemmer af styregruppen og Fælles om fællesskaber logo
Yderligere oplysninger
Katrine Fusager Rohde, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget
Tlf. 24 75 66 64 / mail: kroh@viborg.dk
Jesper Sort, Bilka
Tlf. 87274001 / mail: jesper.sort@bilka.dk
Morten Erfurth, Viborg Idrætsråd
Tlf. / mail: morten@viborgidraetsraad.dk
Kristina Winther Larsen, De Frivilliges Hus
Tlf. 24 75 66 64 / mail: kristina@dfhstationen.dk
Rasmus Ingeman, Kløverfonden
Tlf. 28 86 26 03 / mail: ri@vff.dk