SNAPSTING 2025 - 10 vilde dage med over 100 oplevelser
Musik, magi og masser af gratis oplevelser. Når Snapsting traditionen tro indtager Viborg fra den 20. til 29. juni, bliver det med et tætpakket program for alle aldre.
Pressemeddelelser

Borgmester Ulrik Wilbek glæder sig over, at byen endnu en gang samles om den årlige festival, hvor der er noget for alle:
– Snapsting er en særlig tradition for Viborg – en tradition, som jeg altid glæder mig til. Når jeg ser på årets program, er der så meget at vælge imellem, at jeg har svært ved at sige, hvad jeg glæder mig mest til. Der er fuld fart på oplevelserne for både børn, unge og voksne. Og det hele er skabt af de mange fantastiske samarbejdspartnere og frivillige, der står sammen om Snapsting og løfter i flok. Det kan vi godt være stolte af.
Nyt, magisk børneunivers
Et af årets største nyheder er Fantasiens Eng – et magisk børneunivers midt i byen, der er skabt til de yngste festivalgæster. Her giver Katrine Bille koncert, og der er både børneparade med stomp-opvarmning og eventyrlige workshops, hvor børn kan kreere nøgleringe af havplast, male tekopper samt kreere blomster og insekter.
Og det stopper ikke her - Snapsting bugner af oplevelser for børn i hele byen:
Snapsting for Børn på Borgvold gentager succesen med Familiedag, der er fyldt med kreative workshops, Snubledag for 0-3-årige og ikke mindst Postyrium fra Det Kgl. Teater, der holder til ved Viborg Kunsthal.
Også i Amtmandens Have er der plads til børnene i år, hvor de grønne rammer danner scene for flere familievenlige oplevelser.
Musikalske højdepunkter
Snapsting 2025 præsenterer et stærkt musikprogram i år med masser af gratis koncerter. Publikum kan bl.a. opleve:
DOMKIRKEPLADSEN
- Aphaca – nutidig lyd og energi
- Thor Farlov – solo med stil og scenisk nærvær
- Birthe Kjær – dansktop-dronningen, der får hele Domkirkepladsen til at danse og synge med
- Shu-bi-dua 2.0 – en hyldest til fællessang og nostalgi
AMBASSADØRERNES NYTORV
- Love Shop – lyden af dansk pop, når det er bedst
- Sweethearts – farverige hits, du ikke vidste, du kunne udenad.
- Søs Fenger – bringer både varme og nærvær med sin karakteristiske stemme
- Sko/Torp – leverer deres akustiske signaturlyd fra Nytorvs scene
- Stig & Vennerne – Stig Rossen fortolker de største 90’er-hits
- Souvenirs – ”Jeg hader Susanne” og andre uimodståelige sange med glimt i øjet
Kultur-oase i grønne omgivelser
I Amtmandens Have finder man et sirligt, håndplukket program fyldt med alsidige oplevelser. Her kan publikum bl.a. opleve:
- Fransk aften med musikalske toner inspireret af byernes by
- Opera under åben himmel med prisvindende sopran, Daniella Florez, og pianist Li-Wen
- SnapsTalk med Jeppe Grønning og samtaler om Viborg-kærlighed og VFF
Seniorfolkemødet – inspiration til livet
Der er som altid gang i den, når Seniorfolkemødet på sØnæs, inviterer til en helt særlig dag for alle med lyst til nye perspektiver på livet. Programmet indeholder i år bl.a.:
- Søs Egelind byder på livsklog pep-talk med både grin og eftertanke
- Peter Qvortrup Geisling og Georg Julin stiller skarpt på sundhed og mening i seniorlivet
- Henning Toft Bro & søn giver koncertfortællinger, der rammer hjertekulen og løfter stemningen
- Latteryoga med Søren Dinitzen – grin dig fri og få ny energi
- Livsglæde med Helle Groth & Tina Nielsen, om at bevare håb og humør – også i modvind
Dagen byder på fællessang, adskillige oplæg og masser af hygge – både i telt og i det fri.
Yderligere oplysninger
Henrik S. Zacho, Kultur- og eventchef, Viborg Kommune
Tlf. 87873200 / mail: hza@viborg.dk