Tre byer vinder Lokaldysten 2025
Mammen, Vridsted og Skals blev i forbindelse med Royal Run i Viborg kåret som vindere i hver sin kategori til Lokaldysten 2025.
Pressemeddelelser

Lokaldysten i Viborg Kommune er i løbet af april, maj og juni 2025 blevet afviklet ved 16 lokale løb rundt om i kommunen. Tilsammen har flere tusind borgere i alle aldre og forskellig fysisk form i alt tilbagelagt ca. 30.000 km – gående, løbende eller cyklende.
Ligesom sidste år, blev der i år kåret vindere i tre forskellige kategorier, og vinderne, som blev afsløret mandag den 9. juni, er:
- Mammen vandt (igen) prisen for flest tilbagelagte km ift. indbyggertal
- Vridsted var den by, som havde øget sin præstation mest ift. sidste år
- Skals-borgerne tilbagelagde flest kilometer i alt i de to timer, løbet varede
Lokaldyst som optakt til Royal Run
Alle lokaldystløb er i 2025 afviklet som opvarmning til Royal Run – de såkaldte ”Royal Side Runs”. Kåringen blev derfor afviklet på Borgvold-scenen i Viborg i forbindelse med det store Royal Run-event.
Præmierne blev overrakt af 1. viceborgmester Mads Panny på, som i forbindelse med overrækkelsen sagde:
- Royal Run er en kæmpe begivenhed for hele Viborg Kommune, og det er en fornøjelse at se, hvor mange forskellige aktører, der har grebet muligheden for at gøre Royal Run til mere end bare et endagsevent. Lokaldysten har i år haft lidt Royal-Run-præg, hvilket har bidraget til den festlige stemning til de lokale motionsarrangementer.
Repræsentanter for de tre vinderbyer modtog hver 5.000 kr. for indsatsen, og de øvrige 13 deltagerbyer modtog også pengepræmier, gradueret i forhold til deres placeringer.
De øvrige deltagerbyer, som også kom på scenen, var:
Hvam, Kjeldbjerg, Rødding, Hammershøj, Hald Ege, Nr. Rind-Låstrup, Ravnstrup, Knudby, Vejrumbro, Ørum, Tapdrup, Løvel og Vammen.
Yderligere oplysninger
Mads Panny, 1. viceborgmesterter / Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Tlf. 29 72 29 91 / mail: mapi@viborg.dk
Susanne Bendtsen, Borgerguide
Tlf. 87 87 88 03 / mail: sbe@viborg.dk