Udendørs undervisningslokaler på vej til tre skoler i Viborg Kommune

En bevilling fra Villum Fonden på fire millioner kroner giver skolefællesskabet Mønsted, Vestfjends og Stoholm nye rammer for undervisning i natur og teknologi under åben himmel.

Pressemeddelelser
De udendørs undervisningslokaler ligger godt i tråd med Viborg Kommunes ambition om at udvikle kommunens folkeskoler. Foto: Naturvidenskabernes Hus.
De udendørs undervisningslokaler ligger godt i tråd med Viborg Kommunes ambition om at udvikle kommunens folkeskoler. Foto: Naturvidenskabernes Hus.

Når eleverne på skolerne i Mønsted, Vestfjends og Stoholm i fremtiden skal lære om bl.a. vind, vejr og energi, bliver det ikke kun gennem bøger og tavleundervisning – det bliver med hænderne i jorden og frisk luft i næsen.

En bevilling på fire millioner kroner fra Villum Fonden gør det nu muligt at etablere udendørs undervisningslokaler på de tre skoler med alt fra arbejdsborde og bålfaciliteter til grovkøkken og udstyr til naturfaglige eksperimenter.

Eleverne får således rig mulighed for at eksperimentere, undersøge og opleve naturfagene helt tæt på virkeligheden, fortæller Søren Borup, skoleleder på Mønsted Skole:

– Det giver en helt ny dimension til undervisningen, når eleverne kan arbejde med hænderne og bruge sanserne i stedet for at sidde stille og læse om det i en bog. Så det giver undervisningen et kæmpe løft, når vi i stedet kan rykke undervisningen ud i naturen, og eleverne kan måle vind og vejr, undersøge organismer, eksperimentere og lave forsøg – fx med solceller.

– Det giver eleverne en bedre forståelse af, hvordan tingene hænger sammen i virkeligheden, når vi gør naturfagene levende. Og det kan vi i langt højere grad med gode rammer for undervisning udendørs, tilføjer han.

Flere veje til læring

Projektet ligger godt i tråd med Viborg Kommunes ambition om at udvikle kommunens folkeskoler, så de i endnu højere grad giver plads til forskellige læringsformer og samtidig styrker elevernes trivsel.

Ifølge Katrine Fusager Rohde (V), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune, er de nye udendørs undervisningslokaler et konkret eksempel på den retning, som kommunen arbejder i:

– Børn og unge lærer på mange forskellige måder. Derfor handler det for os om at skabe læringsmiljøer, hvor alle kan trives og udvikle sig. De udendørs undervisningslokaler giver plads til nysgerrighed, fordybelse og samarbejde – og det er netop de kompetencer, vi ønsker at styrke gennem vores nye indsats ”Sammen om børn og unge – et fælles ansvar”. Det handler om at give eleverne de bedste betingelser for både læring og trivsel, siger hun.

De udendørs undervisningslokaler forventes at stå klar til brug i foråret 2028.

Yderligere oplysninger

Katrine Fusager Rohde, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget
Tlf. 24 75 66 64 / mail: kroh@viborg.dk

Søren Borup, Skoleleder, Mønsted Skole
Tlf. / mail: sb1@viborg.dk