Udstilling om Grøn Trepart er landet på Rådhuspladsen

Ny udstilling sætter fokus på natur, klima og fremtidens landbrug. Se den foran Viborg Rådhus de næste uger.

Nyheder

Nu kan du blive klogere på arbejdet med Grøn Trepart, efter en stor udendørs udstilling er rykket ind på Rådhuspladsen foran Viborg Rådhus.

Udstillingen består af 16 plancher med billeder og korte, forklarende tekster. Her kan du blandt andet læse, hvad Grøn Trepart er, hvad målet er, og hvad det betyder at skabe mere natur, bedre vandmiljø og mindske CO2-udledningen.

Udstillingen er lavet i samarbejde mellem Holstebro, Herning, Lemvig og Viborg Kommuner i 2025. Den har tidligere stået ved Tvis Mølle i Holstebro Kommune, og nu er turen kommet til Viborg.

Plancherne viser, hvordan kommunerne arbejder sammen for at omlægge lavbundsjorde og landbrugsarealer til ny natur og skov – til gavn for klima, dyreliv og fremtidens generationer.

Du finder udstillingen på Rådhuspladsen i Viborg, hvor den bliver stående i op til seks uger. Vi inviterer alle borgere til at komme forbi og blive inspireret af de grønne ambitioner i Viborg Kommune og vores nabokommuner.

Viborg Kommune er med i to grønne treparter

Den ene handler om Randers Fjord – herunder især Gudenåen – mens den anden handler om Limfjorden – herunder bl.a. Hjarbæk Fjord.

Fælles for dem begge er målet om at mindske udledningen af kvælstof til fjorde og vandløb, skabe nye naturområder og beskytte vores grundvand. Det sker blandt andet ved at tage lavbundsjorde ud af drift og etablere vådområder, skov og enge.

I efteråret godkendte Viborg Byråd kommunens bidrag til begge treparter. Dermed går vi nu ind i næste fase, hvor planerne skal omsættes til konkrete projekter.

  • I Gudenå-oplandet er der 31 godkendte projekter, som samlet dækker 4.094 hektar.
  • I Limfjordsoplandet er der peget på 96 potentielle projekter i blandt andet ådale og lavbundsområder.

Projekterne gennemføres i samarbejde med lodsejere, Naturstyrelsen, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening.