Viborg er klar til royal løbefest!
Mandag den 9. juni er Viborg klar til at byde 17.500 løbere, flere tusinde besøgende og ikke mindst H.K.H. Kronprinsen velkommen. Byen er godt i gang med at iklæde sig festtøjet, og der bliver masser af aktivitet for løbere, tilskuere og andre besøgende.
Pressemeddelelser

Det er ikke bare løberne, der har varmet op til Royal Run 2025 i Viborg. I månedsvis har foreninger, erhvervsliv, uddannelser, handelsliv og kommune knoklet sammen for at skabe en god dag.
Royal Run i Viborg bliver med i alt 17.497 startnumre det største udenfor København i 2025. Sammenlagt forventes der 45.000 gæster til byen på dagen.
– Royal Run er det største motionsløb nogensinde i Viborg, og samtidig er det jo meget mere end et løb. Det hele er en kæmpe fælles indsats, hvor alle i og omkring byen har lagt kræfter i alt fra ruter og frivillige til events og udsmykning. Vi har en stærk tradition for samarbejde i Viborg Kommune – og Royal Run er et fantastisk billede på det. Intet af det her kunne lade sig gøre uden et stærkt sammenhold, netværk og en lyst til at vise byen frem, siger borgmester Ulrik Wilbek.
Se mere om oplevelser og parkering mv.
Ud over løbsaktiviteter fra kl. 10.30 til ca. kl. 17.00 vil Viborgs midtby vil summe af liv dagen igennem med aktiviteter, boder, musik, åbne butikker og underholdning for både børn og voksne.
Det anbefales at komme i god tid og bruge et alternativ til en bil i midtbyen. Der er særlige p-områder og muligheder for shuttlebus til startområdet.
Se meget mere parkering, aktiviteter mv. på: viborg.dk/royalrun
På dagen vil Radio Viborg opdatere lyttere på det aktuelle om trafik og parkering i tidsrummet kl. 9.00-16.00.
Løberuter og kongeligt besøg
Med Royal Run får Viborg by også for første gang besøg af H.K.H. Kronprinsen, når han skal løbe 5 km. TV2 sender direkte fra Viborg under det kongelige besøg ca. fra kl. 12.30.
De første heat på de tre løbedistancer og antal tilmeldte ser sådan her ud:
Kl. 10.30. One mile – 4.175 deltagere
Kl. 13.00. 5 km – 8.950 deltagere
Kl. 15.00. 10 km – 4.372 deltagere.
Deltagere kan også holde sig opdateret på: royalrun.dk/vaertsbyer/viborg. Og det er også muligt at downloade den officielle Royal Run-app med praktisk information til både løbere og gæster i byen.
Yderligere oplysninger
Ulrik Wilbek, Borgmester
Tlf. 40 78 88 00 / mail: borgmester@viborg.dk
Henrik S. Zacho, Kultur- og eventchef, Viborg Kommune
Tlf. 87873200 / mail: hza@viborg.dk
Pressekontakt, Viborg Kommune
Tlf. 87 87 83 83 / mail: pressen@viborg.dk